Julius Wilcke

Julius Wilcke, Julius Washington Wilcke, 24.10.1875-16.3.1951, departementschef, numismatiker. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). W. blev student fra Schneekloths skole 1893, cand.jur. 1899 og dr.polit. 1919 på en afhandling om Christian IVs Møntpolitik 1588-1625. Efter embedseksamen var han en årrække sagførerfuldmægtig og fra 1902 tillige ansat som assistent i landbrugsministeriet. 1904-08 var han kst. assessor i overretten i Viborg og siden i kriminal- og politiretten i Kbh. 1916 blev han fuldmægtig i landbrugsministeriet, 1922 kontorchef og var 1934–45 departementschef. I mellemkrigstidens økonomiske kriser havde han en række vigtige poster i udvalg og kommissioner. Han var formand for bevillingsudvalget for gældssaneringslån, for ministeriets brændselsudvalg, for tilplantnings-, landvindings- og vandløbsudvalgene, for statens mergeludvalg og skovvæsen og for Dyrehaveudvalget, sad i bestyrelsen for Det danske hedeselskab, erhvervenes lånefond, kreditfonden af 1940, grundforbedringsfonden og beskæftigelsesrådet og var næstformand i statens jordlovsudvalg. Endvidere var han formand for bestyrelsen for jagt- og skovbrugsmuseet i Hørsholm og for landbrugsmuseet i Lyngby samt medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks naturfredningsforening. Fra 29.8.1943 deltog W. i departementschefstyret og sad med eneansvaret for landbrugsministeriet indtil han i sidste del af besættelsestiden måtte tage til Sverige. W. var en særpræget embedsmand om hvem der hyppigt stod strid. Hans impulsivitet kunne volde ham vanskeligheder. Let at arbejde sammen med var han ikke altid, men hans dygtighed og evne til hurtigt at overskue en sag var anerkendt. Når en sag optog ham stærkt kunne det knibe for ham at anerkende andres opfattelse. Det kom især frem efter besættelsens ophør da han kastede sig ud i en stærk agitation for erhvervelse af Sydslesvig. Sammen med oberst T. P. A. Ørum udgav han Sydslesvigs Genforening med Danmark, 1945.

W.s interesse for møntvæsen begyndte allerede i drengeårene og to gange i sit liv opbyggede han betydelige møntsamlinger som omfattede oldtiden og Norden; de blev solgt ved en række auktioner, hhv. 1922 og 1945-46. Også i det numismatiske foreningsliv viste hans organisatoriske evner sig, og 1916–24 var han formand for Numismatisk forening. Her grundlagde han Numismatisk Forenings Medlemsblad (1916-35) hvis første syv bind præges af hans pen. Her publiceredes forstudier til disputatsen, denne selv og fortsættelsen, Møntvæsenet ... 1625-70, 1924. Mens perioden 1671-1726 var behandlet af Axel Nielsen fortsatte W., også efter udmeldelse af Numismatisk forening 1925, studierne. Han skrev tre monografier om dansk, norsk og holstensk mønthistorie 1726-1914, Kurantmønten 1726-88, 1927, Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler 1788-1845, 1929 samt Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, 1930. Hertil kom en samling afhandlinger Daler, Mark og Kroner 1481-1914, 1931. I sin alderdom afsluttede W. forfatterskabet med en noget ujævn bog om perioden 1481-1588. Trods visse svagheder er W.s syv bind om møntvæsenet i nyere tid stadig hovedværker i dansk mønthistorisk forskning. W.s indsats her er med rette af Axel Ernst betegnet som "imponerende i omfang, navnlig når henses til hans omfattende embedsgerning".