K.A. Jensen, Kai Adolf Jensen, 16.7.1894-2.5.1971, læge. Født i Kbh, død på Rigshospitalet sst., begravet sst. (Garn.). Efter studentereksamen fra H. Adlers fællesskole 1913 begyndte J. først at studere naturhistorie med en magisterkonferens i zoologi som mål -naturligt inspireret af faderens interesse for biologi og for Grønland. Men efter to år opgav han dette studium og blev 1922 lægevidenskabelig kandidat ved Kbh.s univ. J. begyndte først som frivillig assistent ved Statens seruminstitut samtidig med at han gennemgik en grundig klinisk uddannelse. 1924 blev han videnskabelig assistent, og syv år senere forstander for en nyoprettet tuberkuloseafdeling ved seruminstituttet efter grundige arbejder med tuberkelbacildyrkningsstudier og efter disputats om Undersøgelser over Colibacillens normale Vækstforhold, 1927. I disse år publicerede J. også arbejder om standardisering af dysenteriserum, og det nu klassiske arbejde om eksperimentelt fremkaldt salmonellainfektion. Under yderst primitive laboratorieforhold i Grønland (1927) og med improviserede metoder kunne J. dér vise forekomst af talrige kroniske tyfusbaciludskillere blandt befolkningen; dele af dette arbejde, som J. ikke selv publicerede (det resulterede dog i oprettelsen af et fuldt udrustet bakteriologisk laboratorium i Grønland), indgik senere i Gunnar Krogh-Lunds disputats om febris typhoidea i Grønland (1940). Men J.s videnskabelige hovedindsats både ved seruminstituttet og fra 1940–65 som professor i almindelig patologi ved Kbh.s univ. blev hans studier om tuberkelbakterier og tuberkulose. Han udviklede en særlig dyrkningsteknik for tuberkelbacillen og udførte her en forbedring af tyskeren Ernst Löwensteins dyrkningssubstrat ved tilsætning af ¾ pct. glycerin og var dermed i stand til i 1932 at afsløre Löwensteins medarbejderes videnskabelige falsknerier. Sine typebestemmelser meddelte J. i et stort antal afhandlinger.

Efter påvisning af den bovine tuberkelbacilles betydning for smitte både ved mælk og luftbåret satte han tidligt ind med bekæmpelse af kvægtuberkulose, og hans arbejde sammen med Thorvald Madsen og Johannes Holm om tuberkulosens epidemologi var med til at Danmark før alle andre lande kunne erklære sygdommen for udryddet. Senere koncentrerede han sig om den kemoterapeutiske behandling af sygdommen hvor han ved anbefaling af to præparater samtidig sikrede at bacillerne ikke blev resistente. Under anden verdenskrig lykkedes det J., ud fra en selvisoleret penicillinstamme i samarbejde med Løvens kemiske fabrik, at fremstille penicillin, så Danmark efter krigens ophør som det eneste tyskbesatte land havde en effektiv penicillinproduktion. Han udviklede samtidig en praktisk anvendelig metode til antibiotikaresistensvurderinger og metoder til koncentrationsbestemmelser af antibiotika. I sine sidste år arbejdede han med undersøgelser over tuberkelbacillens antigene struktur hvilket han, efter sin professorafsked, fik mulighed for på sin søn overlæge Klaus Jensens (f. 1927) afdeling på Blegdams-hospitalet.

J. var en inspirerende og værdsat lærer. Han var 1950–68 medlem af forretningsudvalget for Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse, 1950 præsident for international tuberkulosekonference, 1950–52 præsident for L'Union internat. contre la Tuberculose, æresmedlem 1968. Foruden at være korresponderende og æresmedlem af en række videnskabelige selskaber blev J. 1943 medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber og 1946 af Det kgl. danske videnskabernes selskab, i 1958 æresdoktor ved Den kgl. veterinær- og landbohøjskole. 1940–65 var han redaktør af Acta path. et microbiol. Scand. og modtog 1962 Generalkonsul Ernst Carlsens hæderspris og 1965 Thorvald Madsens hæderslegat.

Familie

Forældre: professor, dr. phil. Ad. S. J. (1866–1953) og Marie J. H. A. Bloch (1861–1924). Gift 28.11.1918 i Kbh. (Aldersro) med Emilie Kathrine Rasmussen, født 12.1.1895 (Brahetrolleborg), død 19.10.1988, d. af skomagermester Christen Peder Rasmussen (1862–1949) og Ingeborg Kristine Petersen (1858–1923).

Udnævnelser

R. 1948. R1. 1955.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg). Mal. af Dimitri Godycki Cwirko, 1964 (univ. inst. for med. mikrobiologi). Foto.

Bibliografi

Th. Madsen i Medicinsk forum XVII, 1964 218–23. Martin Kristensen i Ugeskr. for læger CXXXIII, 1971 1015. K. Riewerts Eriksen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1971 283–88.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig