K. Friis Johansen

K. Friis Johansen, Knud Friis Johansen, 1.11.1887-17.6.1971, arkæolog. Født i Fredericia, død i Hillerød, begravet sst. (Ny kgd.). F.J. kom ligesom ad omveje frem til sit fag, klassisk arkæologi. Efter studentereksamen i Fredericia 1904 begyndte han at studere medicin ved Kbh.s univ., men skiftede året efter til klassisk filologi med tysk som bifag og blev cand. mag. 1911. Skønt han tidligt i studiet med held besvarede Filologisk-historisk samfunds prisopgave om Lotus- og Palmetteornamentet i ældre græsk Vasemaleri fulgte han ikke disse studier op, og en rejse til München i vinteren 1910-11 havde kun tysk sprogfærdighed som formål skønt universitetet dér var den klassiske arkæologis højborg. Straks efter sin eksamen blev F.J. ansat ved Nationalmuseets 1. afdeling som dengang omfattede de danske oldtidssamlinger, antiksamlingen og den etnografiske afdeling. Under museumsdirektør Sophus Müllers selv for datiden vel håndfaste ledelse blev arbejdet med dansk forhistorie favoriseret således at F.J. fik overdraget store opgaver her skønt han primært skulle arbejde ved antiksamlingen. Indtil F.J. 1922 udnævntes til inspektør og leder af sidstnævnte afdeling måtte han derfor både i det daglige arbejde og sine studier virke inden for to arkæologiske discipliner – og ydede begge steder en bemærkelsesværdig indsats. Inden for Danmarks oldtid udviklede han sig til en af museets dygtigste udgravere, og han skrev en række afhandlinger over så forskellige emner som Sølvskatten fra Terslev, 1912 – et vigtigt vikingetidsskattefund, Jordgrave fra Dyssetid, 1917 og En Boplads fra den ældste Stenalder i Sværdborg Mose, 1919 – et af Maglemosekulturens vigtigste fund. Disse arbejder der endnu i dag, 60 år senere, læses og bruges kunne have ført til at F.J. gik videre inden for dette fag på samme måde som Sophus Muller havde gjort det 40 år tidligere; muligheden var også nærliggende fordi F.J. -ene af museets medarbejdere – fagligt kom til at stå sin foresatte så nær at man kan tale om et lærer-elev forhold. F.J. var dog stærkere engageret i studiet af den klassiske arkæologi og valgte tidligt sit disputatsemne her. Med sin direktørs støtte foretog han 1913 en studierejse til det ægæiske område og Italien for primært at studere en gruppe keramik, de såkaldte proto-korinthiske vaser hvorom der var stærkt divergerende meninger. Resultatet blev Sikyoniske Vaser der forsvaredes for doktorgraden 1918. Efter nye rejser udsendte han den i stærkt udvidet stand (Les vases Sicyoniens, 1923) og kunne nu ud fra denne keramik og dens forekomst i bl.a. de græske kolonier på Sicilien og i Syditalien opstille en kronologi der skulle få afgørende betydning også for det mellem- og nordeuropæiske fundstof fra 8. og 7. årh. f. Kr. – Ved Nationalmuseets antiksamling udsendte han (i samarbejde med Chr. Blinkenberg) fem store bind af det internationale værk Corpus Vasorum Antiquorum – og siden hen yderligere to. Fra F.J.s museumstid stammer endnu et af hans hovedværker, publikationen af det rige gravfund fra Hoby på Lolland med romerske importsager, bl.a. de berømte sølvbægre (Hoby-Fundet, Nordiske Fortidsminder II, 3. 1923).

Efter Chr. Blinkenbergs afgang fra universitetet blev FJ. ansat som professor i arkæologi (dvs. klassisk arkæologi), og han virkede her fra 1926 til 1956. Selv om han kunne føre mange af sin forgængers traditioner videre kom F.J. afgørende til at præge fagets fortsatte udvikling. Han var en pligtopfyldende og dygtig lærer (såvel i sine omhyggeligt forberedte forelæsninger som inspirerende øvelser). F.J. deltog aktivt i administrativt arbejde i fakultetet og – for en kortere periode – i konsistorium; han var prorektor 1946-47. I forbindelse med Nationalmuseets store nybyggeri fik F.J. her etableret et beskedent institut i nærmeste samarbejde med museets antiksamling. Samtidig var han aktiv for etablering af også den forhistoriske arkæologi ved universitetet, først med oprettelse af et lektorat i nordisk arkæologi (1930) og siden et ordinært professorat i hele Europas forhistorie (1941), begge med Johannes Brøndsted som første indehaver. En lige så fremsynet holdning afspejles i to nordiske initiativer som F.J. tog sammen med nogle få fagfæller, nemlig det internationalt orienterede tidsskrift Acta Archaeologica, 1930ff. og håndbogen De forhistoriske Tider i Europa I–II, København og Stockholm 1927; ved sidstnævnte værk var F.J. ikke alene redaktør, men forfattede et lødigt bidrag om Italiens forhistoriske kulturer. – 1938-57 var F.J. medlem af Ny Carlsbergfondets direktion og af bestyrelsen for Ny Carlsberg Glyptotek (her som formand 1946-57); især bør i den forbindelse nævnes hans indsats ved den lovbestemte nyordning der fremover skulle sikre Glyptoteket økonomisk -og hidtil har gjort det. – Gennem disse (og endnu flere) hverv kom F.J. til at øve afgørende indflydelse ikke blot på den næste generation inden for sit eget fag, men i høj grad også på nordiske arkæologer og kunsthistorikere der studerede eller virkede i de år.

Skønt F.J. indtil ca. 1922 ledede en lang række arkæologiske udgravninger i Danmark påtog han sig ikke tilsvarende opgaver på den klassiske arbejdsmark. Hans videnskabelige indsats var her alene af litterær art. I to tilfælde deltog han i publikation af materiale fra de omfattende danske udgravninger på Rhodos (1902-14); en mindre, men vigtig gravplads ved Exochi måtte han publicere mange år efter udgraverens, dr. S. Kinchs, død (Exochi, 1958). Resten af F.J.s videnskabelige produktion er originale studier fra mange områder inden for græsk, romersk og nærorientalsk arkæologi. Kun et par af hovedværkerne er udsendt som selvstændige arbejder først på dansk, siden på et hovedsprog, som tilfældet var med hans disputats. 1934 udkom i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning Iliaden i tidlig græsk Kunst; den stærkt udvidede og omarbejdede engelske udgave udsendtes først 1967 (med samme titel). Den betegner en virkelig præstation fordi F.J. i lige grad beherskede den homeriske litteratur og det omfattende arkæologiske billedmateriale, hvad ingen tidligere forfatter her havde gjort. F.J.s næste vigtige arbejde Om Fortolkningen af de attiske Gravrelieffer fra den klassiske Tid tryktes i universitetets festskrift november 1949 og udkom to år efter på engelsk. Trods en vis inspiration fra sin lærer professor J. L. Heiberg (1854-1928) og dennes skrift om samme emne kom F.J. i sine fortolkninger til andre resultater, igen ud fra sin særlige baggrund af lige dybtgående filologisk, kunsthistorisk og arkæologisk viden. F.J.s øvrige produktion er offentliggjort i nordiske eller udenlandske tidsskrifter. Artiklerne bærer alle præg af deres forfatters omfattende viden, klare videnskabelige metode og bringer i reglen nye synspunkter i detaljer som i helheden.

F.J. var medlem af Videnskabernes selskab (1928) og virkeligt eller korresponderende medlem af en række akademier og videnskabelige selskaber i Norden og det øvrige Europa.