K. Reinhard, Kay Reinhard, 30.5.1871-17.7.1928, søofficer. Født i Hillerød, død i Kbh., begravet Tårbæk kgd. R. blev sekondløjtnant i marinen 1891, premierløjtnant 1895 og gennemgik efter en række søtogter Hærens officersskoles ældste klasse 1897–99, hvorefter han 1902–07 var lærer i søkrigshistorie og taktik ved kadetskolen og 1903–07 lærer ved søværnets officersskole. 1906 udgav han de fortjenstfulde sømilitære arbejder Kortfattet Haandbog i almindelig Søkrigshistorie og Foredrag i Strategi, men allerede n.å. tog han sin afsked fra marinen og virkede siden som rederidirektør, først 1907–20 i Dansk-russisk Dampskibsselskab indtil dette gik op i Det forenede Dampskibsselskab og derefter 1920–25 som direktør i sidstnævnte selskab. Som rederidirektør gjorde R. sig hurtigt bemærket ved sin dygtighed, og i kraft af sin alsidige uddannelse og repræsentative fremtræden kom han desuden tidligt til at indtage en fremskudt stilling inden for sin stands organisationsliv. Således var han 1912–21 medlem af Dansk dampskibsrederiforenings bestyrelse, ligesom han 1916–20 var medlem af fragtnævnet og dettes forretningsudvalg. Ved bestridelsen af disse hverv gjorde R. sig i høj grad gældende ved sin intelligens, hurtighed og beslutsomhed, samtidig med at han var almindelig afholdt. Særlig bør nævnes at han var en af fragtnævnets repræsentanter under de vigtige forhandlinger med England i forsommeren 1917, der førte til afslutningen af en overenskomst mellem den britiske regering og fragtnævnet 20.6. s.å. Ligeledes førte R. sammen med skibsreder A. O. Andersen de meget vanskelige forhandlinger med USA i sommeren 1918 der resulterede i overenskomsten mellem War Trade Board og fragtnævnet 18.9. s.å. Også uden for rederierhvervet gjorde R. sig bemærket på forskellig måde; således var han bl.a. formand i bestyrelsen for både A/S Otto Mønsted og A/S A. M. Hirschsprung & Sønner og medlem af bestyrelsen for A/S Wessel & Vett. 1920 fik R. tilbudt posten som marineminister i O. Liebes forretningsministerium, men afslog.

Familie

Forældre: overlærer Johan Clemens Tode R. (1817–1901) og Antoine(tte) Hedevig Christine Bentzon (1830–1908). Gift 4.8.1896 i Tårbæk kapel med Julie Vett, født 10.12.1872 i Århus, død 1.3.1959 i Kbh., d. af senere gehejmeetatsråd Emil V. (1843–1911) og Caroline A. Langballe (1849–1935).-Far til Erik R.

Udnævnelser

R. 1910. DM. 1918.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Th. T[opsøe]-J[ensen] i Tidsskr. for søvæsen XCI, 1928 370f. Eilert Maegaard og J. Vestberg: Dansk damp-skibsrederiforen. 1884–1934, 1934. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968 78. Benny Christensen i Erhvervs-nist, årbog XXIV 1973 130–89. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig