Kaare Grønbech

Kaare Grønbech, 28.9.1901-21.1.1957, orientalist. Født på Frbg, død i Kbh., begravet på Gentofte kgd. G. tog studentereksamen 1919 fra Plockross' skole og skoleembedseksamen med engelsk som hovedfag 1927. Efter en studierejse til Istanbul ansattes han 1928 som lærer (fra 1932 adjunkt) ved Øregård gymnasium hvor han forblev til 1946. Men jævnsides med sit arbejde som gymnasielærer koncentrerede G. sig om studiet af tyrkiske sprog, og 1936 tog han doktorgraden på det skelsættende arbejde Der lürkische Sprachbau, første, men desværre ikke viderefulgte del af en bred karakteristik af de tyrkiske sprogs grammatiske bygning og dennes udvikling. Straks efter disputatsen lykkedes det for G. at realisere et længe næret ønske, udgivelsen af en serie af faksimileudgaver af håndskrifter af fundamental betydning for Centralasien. Den fik titlen Mqnumenta Linguarum Asice Maioris, og G. påtog sig arbejdet med det første bind, en gengivelse af det ellers kun i mere eller mindre ubehjælpsomme udgaver tilgængelige, uhyre vigtige tyrkiskpersiske sprogmonument Codex Cumanicus, 1936 som han forsynede med en særdeles kyndig indledning og en udtømmende forskningshistorisk oversigt. I samme serie stod G. (1948) for en udgave af et manuskript i British Museum af Rabghuzi's Narrafiones de prophetis, (Qisasu 1-anbiya'), en af hovedkilderne for studiet af middeltyrkisk, mens han formåede de store sprogforskere, nu afdøde E. Benveniste, Paris, og Sir Harold Bailey, Cambridge, at forestå udgivelsen af nogle vigtige iranske håndskrifter. Det var også G.s værk at der til faksimileserien knyttedes en række Subsidia, rummende videnskabelige bearbejdelser af manuskriptudgaverne. I denne række udsendte han selv 1942 sin uovertrufne Komanisches Wörterbuch. Türkischer Wortindex zu Codex Curnanicus i hvilken han bragte orden i de mange fejllæsninger og misforståelser der havde skæmmet de tidligere udgaver af Codex Curnanicus (Géza Kuun og Radloff) og dermed muliggjorde den på alle måder eneste forsvarlige og sikre udnyttelse af dette for såvel sproghistorien som orienthandelens og den kristne missions historie enestående dokument. Disputatsen skaffede G. international anerkendelse, og den grundfæstedes ved hans studie- og kongresrejse til Istanbul og Anatolien i det hele taget i 1937. Men på dette tidspunkt var han tillige stærkt optaget af studiet af mongolsk. Han var derfor selvskreven som deltager i Haslund-Christensens 2. centralasiatiske ekspedition 1938-39 der fik allerstørste betydning ikke blot ved de videnskabelige arbejder der på længere sigt blev resultatet (den foreløbige beretning i Geografisk Tidsskrift 43, 1940 59-93 (Sprog og Skrift i Mongoliet, med engelsk resumé), Specimens of Mongolian Poetry in Reports from the Scientific Expedition to the Northwestern Provinces of China under the Leadership of Dr. Sven Hedin, the Sino-Swedish Expedition, Publication 21, Stockholm 1943, Studia Orientalia XIX:6 (Helsinki 1954) om lamaernes gengivelse af mongolsk i tibetansk skrift, Introduction to classical (literary) Mongolian, 1955, redigeret af G.s amerikanske elev John R. Krueger, samt hans lykkelige initiativ til udgivelsen af de vigtigste mongolske krøniker i faksimile som håns medarbejder Dr. Walther Heissig påtog sig realiseringen af i den nye serie af Monumenta linguarum Asiae Maioris), men også ved erhvervelsen af en enestående samling af sjældne mongolske håndskrifter og bloktryk der nu befinder sig i Det kgl. bibliotek.

Et vidnesbyrd om G.s anseelse som autoritet hvad udforskningen af centralasiatisk sprog og kultur' angår er Wienerakademiets Phonogrammarchiv-Kommissions opfordring til ham om at transskribere og oversætte den store samling af tshuvashiske folkesange som Robert Lach under første verdenskrig havde optaget i krigsfangelejre i Østrig. Hans vigtigste bidrag blev med musikbilag udgivet i Wien 1940 (Tschuwaschische Gesänge. Transskription und Übersetzung der tschuwaschischen Originalliedertexle von Dr. Kaare Grønbech, i R. Lach, Gesänge russischer Kriegsgefangener I, 4. Abt., SWAW, Philos.-hist. Kl. CCXVIII 4). G.s af alle erkendte dominerende position i turkologien var blevet slået fast med disputatsen der næsten helt og holdent hviler på hans egne førstehåndsstudier i samtlige tyrkiske sprog og dialekter, og den stadfæstedes ved den fornemme række afhandlinger i festskrifter og tidsskrifter hvor han vendte tilbage til og uddybede de i disputatsen fremlagte problemer. – Fra 1936 havde G. virket som privatdocent ved Kbh.s univ., men 1942 lykkedes det at få oprettet et lektorat for ham i centralasiatiske sprog med særligt hensyn til tyrkisk, og 1946 blev dette lektorat erstattet med et ekstraordinært docentur som det følgende år blev gjort til et professorat. Forud herfor var G. 1943 blevet valgt til medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab (1952 indvalgt i Carlsbergfondets direktion), og snart fulgte, som et udtryk for forskeren G., en lang række tillidshverv (1948 hovedredaktør af Acta orientalia (og i de senere år medlemskab af redaktionskomiteerne for Uralaltaische Jahrbücher og Central Asiatic journal), medlem af Finskugrisk selskab i Helsinki (1948), Akademie der Wissenschaften und der Literatur i Mainz (1951), præsident for Union internationale des orientalistes (1954), hans aktive medvirken ved den teoretiske og praktiske tilrettelægning af det store oversigtsværk over turkologiens hovedresultater, Philologiae turcicae fundamentet hvis udgivelse blev besluttet på orientalistkongressen i Istanbul 1951). G.s arbejdsområde var særdeles omfattende idet han i stadig stigende grad også inddrog andre centralasiatiske sprog end tyrkisk og mongolsk under sit eget studiefelt, først og fremmest tibetansk og mandju. I den centralasiatiske filologis historie vil han altid stå som en af destore.