Kai Lippmann, Kai Olaf Lippmann, 28.5.1882-18.10.1951, instrumentmager, grosserer. Født i Kbh, død i Kastrup, begravet i Store Magleby. L. Fik sin handelsuddannelse i faderens firma, Simonsen og Weels Efterfølger, der var et af hovedstadens ældste og mest ansete manufakturhuse. Fra oprettelsen 1817 havde det specialiseret sig som udstyrs- og hvidevareforretning, men havde desuden i tiden efter 1864 opbygget en særlig afdeling for forbindingsstoffer til hospitalsbrug. Efter læretid 1897-99 og et yderligere uddannelsesophold i Tyskland det følgende par år blev L. 1902 salgsleder for denne afdeling som han yderligere udbyggede først med en importhandel med kirurgiske instrumenter og apparater for læger, dyrlæger og tandlæger og siden med en egenproduktion af sådanne i samarbejde med ledende danske kirurger og dyrlæger. 1914 indtrådte L. som kompagnon i virksomheden som han overtog som eneindehaver efter faderens død 1928. Samme år blev den oprindelige manufakturafdeling nedlagt, og i stedet udvidede L. i de følgende år handelen med forbindsstoffer og kirurgiske instrumenter betydeligt bl.a. ved oprettelse af udsalgssteder rundt i landet. Produktionen af hospitalsinstrumenter og -udstyr tog et stort opsving ved oprettelse af værksteder for fremstilling af bandager, hospitals-møbler (Hofa) og elektromedicinske apparater samt ved overtagelse 1930 af bandagistvirksomheden W. Kaiser i Århus. Den hurtigt voksende omsætning i 1930erne førte til, at L. 1938 udskilte afdelingerne for kirurgiske instrumenter m.v. i et særligt selskab (Simonsen & Weels Handelsselskab A/S) og to år senere oprettede Kai Lippmann Dental Depot A/S der overtog firmaets hidtidige tandlægeafdeling. L. fortsatte som den øverste leder af virksomheden til sin død, i de senere år dog med bistand fra sønnen Ole Lippmann (1916-) der derefter indtrådte som firmaets administrerende direktør og bestyrelsesformand.

L.s interesser spændte vidt. Inden for sin branche deltog han i organisationsarbejde i bl.a. Organisationen af fabrikanter og forhandlere inden for den kirurgiske og veterinære branche, Foreningen af dentaldepoter (næstformand 1924-29 og 1938-42, form. 1946-50) og Bandagistsammenslutningen af 1947 (næstformand 1947-51), og han var i 1930erne og 1940erne medlem af flere statslige udvalg vedr. oprettelse og indkøb af beredskabslager og -udstyr. Han engagerede sig desuden stærkt i arbejdet med oprettelsen og opbygningen af Falcks redningskorps hvor han var en af Sophus Falcks mest betydningsfulde støtter og indtrådte som bestyrelsesmedlem i mange af redningskorpsselskaberne, samt i De danske redningskorps fællesforbund hvor han var næstformand fra oprettelsen 1921. Med Den kgl. veterinær- og landbohøjskole havde han et nært samarbejde omkring udviklingen af veterinære instrumenter, ligesom han ved forskellige lejligheder ydede økonomisk bistand til landbohøjskolen samt til dyrlægestanden, idet han som indehaver af det veterinærmedicinske forlag udgav værket Den danske Dyrlægestand 1923 (2. udg. 1934) og i årene 1920-27 var udgiver af Den danske Dyrlægeforenings Medlemsblad. Han var endvidere primus motor for opbygningen af Amagermuseet, i hvis bestyrelse han sad i en lang årrække og for hvilket han 1922 udgav et festskrift.

Familie

Forældre: grosserer Julius Isak L. (1848-1928, gift 2. gang 1886 med Recha Marcus, 1856-1930) og Rosalie Meyer (død 1882). Gift 1. gang 29.9.1912 med Elisabeth Lund Hansen, født 15.5.1892 i Kbh., død 23.7.1966 i Rungsted, d. af proprietær H. J. H. og Margrethe Lund. Ægteskabet opløst 1946. Gift 2. gang 15.8.1947 med Doris Danielsson, d. af Arvid D. og hustru, f. Wistrand. - Far til Ole L.

Udnævnelser

R. 1940.

Ikonografi

Livsmaske. Foto.

Bibliografi

[K. L.:] Et handelshus bliver 125 år [Simonsen & Weel], 1942. - Børsen 28.5.1942. H. Næsh Hendriksen i Medd. fra Falck, 1946 nr. 8 3. Politiken 19.10.1951. N. Plum og A. Thomsen i Medlemsbl. for den da. dyrlægeforen., s.å. 442f. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig