Kai Wilton

Kai Wilton, Kai Johan Wilton, 4.7.1916-6.4.1980, teaterchef, sceneinstruktør. Født på Frbg. (Thomas), død i Hellerup, begravet på Bispebjerg kgd. Efter studentereksamen 1934 begyndte W. at studere engelsk og litteratur ved Kbh.s univ. men allerede 1936 blev han optaget på Det kgl. teaters elevskole hvor Holger Gabrielsen som lærer blev af uvurderlig betydning for ham. Fra elevskolen lod han sig engagere til en række af de kbh.ske privatteatre og vendte via Folketeatret og Det ny teater tilbage til nationalscenen 1946. Her fandt han sit egentlige felt som instruktør. Endnu 1950 var han sønnen Happy i Arthur Millers En sælgers død, iscenesat af Gabrielsen, men fra 1952 begyndte han at fungere som iscenesætter på teatret, dels med selvstændige opgaver (Jean Anouilhs Colombé), dels med opsætninger "efter Holger Gabrielsens mise-en-scene" (Henrik og Pernille, Julestuen, 1953, Eventyr på fodrejsen, 1956). I de samme år begyndte hans i flere henseender banebrydende indsats ved Danmarks radio. Som hørespilinstruktør havde W. meget tidligt sans for mediets specielle muligheder. Han arbejdede med reallyd (fx location-optagelserne til Noël Cowards Det korte møde, 1953), og han udfoldede stor fantasifuldhed for at give skuespillerne en konkret fornemmelse af miljøet (eksempelvis når han byggede barrikade tværs over studiet til optagelsen af Nordahl Griegs Nederlaget, eller når han lod skuespillerne danse om mikrofonen som et juletræ i Cowards Familiealbum).

Årene på Det kgl. teater og i radioen udviklede W.s litterære dømmekraft, så han i sit senere embede som chef for Odense teater ofte kom til at fungere som Det kgl. teaters dårlige dramaturgiske samvittighed. Han tiltrådte (efter Helge Rungwalds død) nytårsdag 1961 og viste allerede det følgende år sin selvstændige litterære kurs ved opførelsen af Jean-Paul Sartres Fangerne i Altona (syv år før Det kgl. teater). Som instruktør var hans første opgave i Odense Shakespeares Kong Lear, formet efter de traditionelle, senromantisk deklamatoriske principper som var en del af hans arv fra instruktøren Svend Gade (hvis Skærsommernatsdrøm han havde videreført på Kongens Nytorv 1957). Som iscenesætter havde han svært ved at sætte sig ud over sin egen skoling, hvad der ofte gjorde hans repertoirevalg mere overrumplende end den faktiske forestilling. Nye navne som Rolf Hochhuth, Peter Weiss og Slawomir Mrozek rykkede frem i spilleplanen, gæsteinstruktører som Peter Palitzsch og Gilles Chavassieux (Roger Planchons De tre musketerer, 1970) vidnede om en langtfra provinsiel planlægning, og når han sammenstillede Shakespeares Macbeth med Eugéne Ionescos Macbett (på værkstedsscenen, der åbnede i W.s tid) havde Det kgl. teater grund til at føle sig beskæmmet. Men forestillingerne var sjældent på et tilsvarende niveau – med West Side Story, 1965 og De tre musketerer som de mest iøjnespringende undtagelser – og en ensidig personalepolitik skabte modstand i huset. Tiden var løbet fra W. da han 1977 sagde farvel til den fynske landsdelsscene efter en række svære økonomiske og overenskomstmæssige forhandlinger der førte til at chefen blev sat under administration af teatrets bestyrelse fra 1976. – I sine sidste tre leveår fungerede W. som freelance-instruktør og varetog samtidig posten som formand for Skuespillerforeningen af 1879.

Familie

Forældre: kaptajn i ØK, søassuranceekspert Lauritz Nicolai Julius W. (1879-1929) og Elise Johanne Vilhelmine Bekker (1889-1959). Gift 16.6.1942 på Frbg. med teaterskoleleder, skuespiller Grethe Holmer, født 12.1.1924 i Kbh. (Maria), d. af teaterdirektør Einar Linden (1881-1940) og Gerda Holmer (født 1904).

Udnævnelser

R. 1957. R1. 1971.

Ikonografi

Mal. af Henrik Bloch. Foto.

Bibliografi

Interview i Fyns stiftstid. 29.10.1976 og Jyllandsposten 1.11.s.å. – Politiken 8.4.1980. Sv. Kragh-Jacobsen i Berl. tid. s.d. Aksel Brahe i Fyns stiftstid. s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig