Kamma Rahbek

Kamma Rahbek, Karen Margarete (kaldet Camma, Kamma) Rahbek, 19.10.1775-21.1.1829. Fra forældrene, der levede i et ulykkeligt ægteskab, havde Kamma Rahbek, som hun selv siger, arvet bølgens bevægelighed og klippens fasthed. Temperamentets fyrige livlighed havde hun fra moderen, den energiske handlekraft fra faderen; denne, der ved siden af sin embedsvirksomhed passede en fædrene bryggergård på Nørregade, var bekendt for sine talenter i alle retninger; ham slægtede Kamma Rahbek på ved sit sprogtalent, sin fingernemhed, sin dygtighed i praktiske sager og sin passion for blomsterdyrkning. Af hendes søskende stod den blide Carl hende nærmest; af den yngre søster Christiane, der endnu ikke talte rent, fik hun navnet Kamma. Hun havde et påfaldende hurtigt nemme; allerede fra tiårsalderen kunne hun engelsk, noget dengang usædvanligt; hendes tegnelærer var den unge Bertel Thorvaldsen. Afgørende betydning fik konfirmationsforberedelsen hos J.G.C. Adler der i hendes ungdom var hende en slags skriftefader, og som gjorde hende modtagelig for den senere påvirkning af J.P. Mynster. Livet igennem var hun stærkt religiøs; selv ikke N.F.S. Grundtvigs ortodoksi stod hun uforstående overfor.

1796 blev Kamma Rahbek forlovet med broderen Carls ven Knud Lyne Rahbek; om det 30-årige samliv som forenede disse to højst forskellige naturer brugte Mynster de stærke ord, at i intet ægteskab har en mere uforandret hengivenhed fundet sted. Troligt stod hun ved hans side, ikke mindst i nedgangsårene, da tiden var løbet fra ham. Kamma Rahbek skabte af Bakkehuset, der i tyve år havde været dennes pebersvendehybel, et hyggeligt hjem der stod gæstfrit åbent og blev samlingsstedet for en vennekreds uden snævre grænser, men hvis grundstamme var tidens ypperste litterære personligheder; at også den yngre generation, 1800-tallets guldalderdigtere, søgte til Bakkehusets aftensammenkomster, skyldes Kamma Rahbek hvis omgang, som N.C. Møhl udtrykte det, foruden at skænke den fineste fornøjelse tillige var en sand opdragelse i moralsk og intellektuel henseende. Selv den ligegyldigste konversation gav hun et ejendommeligt præg i kraft af sin lynsnare opfattelsesevne, lyst til modsigelse og godmodige drilleri, sin humor og sit imitationstalent; intet var hendes natur fjernere end det trivielle. Desuden forstod hun, trods ægtefællens derangerede pengeaffærer, at give sit te- og aftensbord et udsøgt præg; hendes "ubeskrivelige Nethed" i alt, hvad hun foretog sig, udsprang af en usædvanlig sans for skønhed i det daglige liv.

Kamma Rahbek kom kun sjældent til Kbh., undertiden ikke én gang om året, hvorimod hun, efter at dampskibsforbindelsen med Kiel var åbnet, gerne foretog en årlig rejse til Hamburg hvis butikker bedre end Kbh.s tilfredsstillede hendes kræsne smag. På Bakkehuset var hun til daglig meget alene, men tiden faldt hende aldrig lang, optaget som hun var af vidtstrakt korrespondance og af arbejde i haven hvor hun kappedes med de kgl. slotsgartnere i dyrkning af sjældne blomster; det menes at hun her har indført den skik at sende blomster til festlige lejligheder. Endelig var det hende en kær beskæftigelse at lave smukke æsker, en kunst hun havde lært af sin far, og hvori hun nåede stor færdighed; endnu opbevares som museumsgenstande de æsker – ofte med akvareller under glas i låget eller spejle i bunden – hvormed hun glædede sine venner.

Efter fru Gyllembourgs (Thomasine) skilsmisse fik Kamma Rahbek den tiårige J.L. Heiberg i huset, hvad der i halvandet år (1802-04) fyldte hendes liv. Stor var hendes sorg da drengen, vistnok især fordi Rahbeks tog faderens parti mod moderen, flygtede fra Bakkehuset, og ikke mindre hendes glæde da han 1813 atter kom på besøg og sluttede sig til hende. For P.A. Heiberg i udlændigheden var dette hjem et uforglemmeligt minde; Kamma Rahbeks grå silkehandske som han den sidste aften ved afskeden på Frbg. bakke havde beholdt til erindring, gemte han resten af livet som en relikvie i en af hendes egne æsker. Den tomhed som J.L. Heibergs flugt havde efterladt i Kamma Rahbeks sind, udfyldtes snart af et nyt bekendtskab der fik den største betydning for hende, nemlig J.P. Mynster. Et besøg i Spjellerup i eftersommeren 1804, der senere jævnligt gentoges, affødte et venskab og en fra Kamma Rahbeks side ugentlig brevveksling, der for Mynster i hans forladte tilstand blev "en uberegnelig Velgerning", samtidig med at han for Kamma Rahbek blev en fortrolig som hun altid siden så op til i beundrende hengivenhed; for Kamma Rahbek var det et stort tab, da han 1811 forflyttedes til Kbh., hvor deres personlige samkvem ikke kunne få den stadige og intime karakter som korrespondancen i Spjellerup-årene.

Under den engelske invasion 1807 havde Rahbeks måttet forlade Bakkehuset, og under bombardementet opholdt hun sig med stor kækhed næsten ene i faderens gård, indtil den lagdes i aske. 1813-14 er Kamma Rahbeks liv præget af venskabet med C. Molbech som E.C. Werlauff 1812 havde indført på Bakkehuset hvor han blev en hyppig gæst, samtidig med at der i løbet af godt to år mellem ham og Kamma Rahbek veksledes henved 300 breve der afspejler venskabets skiftende faser, en stærkt stigende varme, forbigående konflikter der ender med et brud i begyndelsen af 1815; at Kamma Rahbeks åbne natur og hvad hun selv kalder "min ulyksalige Heftighed" måtte tørne sammen med Molbechs irritable og vrange sind, i hvilket oprigtigheden undertiden svigtede på kapitale punkter, kan ikke undre. Efter denne episode var A.E. Boye vistnok den flittigste af hendes korrespondenter som i øvrigt må tælles i hundredvis; en særlig smuk side af hendes væsen ser man i brevene til de unge piger, for hvem hun har været en moderlig veninde. – Bakkehusets glansperiode falder i århundredets første årtier. I de senere år, da besøgene blev sparsommere, oplivedes ensomheden af logerende i huset, fx J.M. Thiele (1821-22), der blev Kamma Rahbek en kærkommen medarbejder i æskemageriet, og Poul Martin Møller (1823-24) med hvem hun læste Homer på græsk og som hun kaldte "den kæreste og fortræffeligste af alle vore Sønner".

Kamma Rahbek er et af de sjældne mennesker der er blevet berømt alene ved sit privatliv. Hun har intet forfatterskab, bortset fra sine utallige breve der er skrevet uden tanke på offentliggørelse. Til gengæld er hun vor ypperste kvindelige epistolograf med sin egen, helt personlige stil, der har sin force i levende, anskuelig fremstilling og sit raffinement i den hvirvlende ordleg hun undertiden styrter sig ud i, og som kan uvikle sig til en virtuos parafrasering af selv et ganske ubetydeligt tema. Hendes særlige Bakkehussprog med kæle- og øgenavne og andre termini med specielle allusioner har til forudsætning en mundtlig jargon som er død med de folk der brugte den, og det samme gælder "Hundeposten", en spøgefuld familieavis i brevform, hvori svogeren Adam Oehlenschläger var hendes partner. Til karakteristik af Kamma Rahbek er alt dette mindre væsentligt. Men et vigtigt faktum ved bedømmelsen af hendes udtryksmåde er, at adskillige stærke ord i de indviedes øre havde tabt deres oprindelige valør som følge af hendes hang til rent sproglig overdrivelse; til de hensynsløse ord svarer ikke altid så yderliggående følelser. Mynster forudså senere tiders misforståelse heraf og tilintetgjorde derfor mange af hendes breve. Ud fra samme synspunkt forstår man også, at hun, trods den hektiske glød i visse af hendes breve til Molbech forekom Henrich Steffens på hvem hun udøvede en uimodståelig tiltrækning, "völlig geschlechtslos".

I sin litterære smag var Kamma Rahbek ikke ensidig; selv i striden mellem Jens Baggesen og Oehlenschläger var hun svingende, dog til dels under indflydelse af personlige momenter. Trods hendes store belæsthed, der strakte sig til græsk, latin, italiensk, spansk og portugisisk, var litteraturen ikke en altoverskyggende interesse hos hende. Bakkehuset var ikke nogen litterær salon og Kamma Rahbek andet og mere end en skønånd. Når hun har gjort et så uudsletteligt indtryk på næsten alle Danmarks digtere fra P. A. Heiberg til H.C. Andersen, hvem hun som den første halvt spøgende gav digternavnet, skyldes det selve personlighedens kvaliteter. Af hendes rige hjerte som hun selv kalder sin bedste skat, udsprang forvisningen om at det onde kun er forbigående, men det gode det bestandige, en betragtning hvorpå hendes sympatiske forståelse af det bedste hos hendes medmennesker hvilede. Den ligefremhed hvormed hun kom folk i møde, krævede gengæld, og affektation under enhver form vakte derfor i særlig grad hendes mishag. Skaberiet, som så mange andre berømte kvinder er forfaldet til, har hun for sit vedkommende heldigt undgået. Ellers ville heller ikke Poul Martin Møller, al affektations svorne fjende, have kaldt hende det første blandt alle de mennesker, han havde kendt.