Karen Bramson

Karen Bramson, 10.8.1875-27.1.1936, forfatter. Født i Tårbæk (Mos.), død i Paris, begravet sst. B. er en af de få danske forfattere der er brudt igennem i udlandet. I de miljøer hun levede i og beskrev, pengebourgeoisiet, mondæne kunstner- og akademikerkredse er der ingen nationale grænser for forståelsen, og B. kunne uden videre overføre sine gennemgående temaer til franske forhold da hun flyttede til Paris og gav sig til at skrive på fransk. B. var også aktiv som skuespiller i sine egne stykker og som diplomat. Hun var knyttet til det pressens hus som blev oprettet i Paris under 1. verdenskrig for at fremme forståelsen af Frankrigs situation i udlandet; det entusiastiske arbejde hun gjorde her forskaffede hende 1920 den franske æreslegions orden (chevalier de la Legion d'honneur (20.10.1920 en qualité de femme de lettres). Dekret 1.1.1927). B.s foretrukne genre var dramaet, men hun skrev også romaner. De første stykker Den unge Frue. Mands Vilje 1900, Mødre 1901 beskriver den undertrykkelse kvinder var udsat for i ægteskabet og er et indlæg i tidens kvindepolitiske debat. I hele forfatterskabet søgte hun at analysere forholdet mellem kønnene. Uden at tage endelig stilling konfronterer hun gang på gang det radikale krav om seksuel frigørelse med det romantiske behov for evig, total hengivelse. Konflikten udspiller sig undertiden i en person (Berengaria, 1904), men oftest mellem to parter hvor den svageste, romantikeren er dømt til at bøde med livet (Dr. Morel, 1906). Den dødbringende kærlighed er et udbredt tema i kvindelitteraturen og bliver hos B. knyttet til de masochistiske tilbøjeligheder den kvindelige opdragelse medfører. Hun viser hvordan realiseringen af et friere kærlighedsliv for kvinder betyder konflikt med moderkaldet (Mødre, Berengaria) og skyldfølelse ved at volde andre sorg (Den Stærkeste. 1902). Et andet tema er den kvindelige narcissisme som B. ikke var sig bevidst, men som tydeligt kan iagttages i skildringen af de kvindelige hovedpersoner. Tematikken omkring den kvindelige eksistens er bundet til en diskussion af sociale, politiske og filosofiske problemer. B. viser med afsky hvordan penge griber ind i alt; den undertrykkende part i et forhold repræsenterer ofte forretningsverdenen (Une famille i Théâtre I, 1929), kærligheden og kunstinstitutionen afsløres som et varemarked (Mennesker af vor Tid, 1916), og politik styres af korruption og magtbegær (Kongemagt, 1911). I sine tidligste stykker viste hun sympati for socialismen, men under indtryk af de ofre den russiske revolution krævede blev hun skeptisk over for dens muligheder for at ændre det hun efterhånden betragtede som menneskenaturen. Hun så 1. verdenskrig som et gigantisk udslag af menneskehedens og nationernes fundamentale magtbegær. I romanen Det store Drama, 1922, et forsøg på at sammenfatte tidens modsætninger har B. givet afløb for sin kulturpessimisme, men heller ikke den tilbagevenden til naturen som afprøves i romanen og som samtiden anså for et sikkert middel til frelse giver nogen mening. I sine franske dramaer som for en stor dels vedkommende blev opført på Odéon og Théâtre Francais i Paris gennemspillede B. sin skepticisme i en lettere udtyndet og mondæn form. De blev udgivet i 4 bind med hver sin karakteristiske titel, L'argent, L'amour, La foi og La haine (Théâtre I-IV, 1929–30). B. engagerede sig dybt i sin tids problemer, men var også begrænset af tidens horisont. Hun så tilværelsen, kærligheden, arbejdet og samfundslivet som en kamp hvor de svage måtte bukke under, og hvor råstyrken hobedes op. Hendes livssyn er deterministisk og præget af den darwinisme som dominerede i perioden. Til trods for sin berømmelse r samtiden er hun nu glemt. De temaer og tendenser forfatterskabet indeholder er i ekstrem grad tidstypiske, men netop i kraft af sit vitale forhold til sin tid er hun interessant.