Karen Hessel

Karen Hessel, Karen Kirstine Hessel, 17.8.1863-9.10.1946, protokolsekretær, tilsynsførende for de statsanerkendte husholdningsskoler. Født i Ganløse, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). H. var på højskole 1881 og 1883, tog præliminæreksamen 1888 (priv. dim.), blev korrekturlæser ved Politiken 1885–93, stenografassistent i rigsdagen 1892–1906, revisor sst. 1906–18 og protokolsekretær i folketinget 1918–33. Hun var 1899–1908 redaktionssekretær ved Kvindernes Blad, et tillæg til Nationaltidende, medarbejder ved Riget 1910–13 og ved håndbogen Vort Hjem 1903. 1926 blev hun statens tilsynsførende ved de statsanerkendte husholdningsskoler, en post hun beholdt til 1940. – H. var gennem mange år et aktivt medlem af Dansk kvindesamfund og sad i både fællesstyrelse og forretningsudvalg. Fra 1922–24 var hun landsformand. Hendes interesser gik særlig på at skabe en rationel uddannelse i husgerning, men også kvindernes politiske repræsentation arbejdede hun for. Selv havde hun 1912–17 været medlem af borgerrepræsentationen, valgt på en borgerlig fællesliste. 1916 rejste hun her spørgsmålet om det uretfærdige i at stat og kommune beskattede den gifte kvindes indtægt stærkere end den ugiftes ved at lægge hustruens indtægt sammen med mandens så ægtefællernes skat blev beregnet efter en højere sats. Sammen med en kreds af husholdningsinteresserede kvinder tog H. 1927 initiativ til dannelsen af et selskab for huslig økonomi. Det faldt ikke i særlig god jord hos Dansk kvindesamfund der arbejdede for at skabe en husholdningshøjskole, men som alligevel sendte en repræsentant til et nye selskab. I slutningen af 1930erne blev forholdet mellem H. og Dansk kvindesamfund meget køligt, fordi hun havde den opfattelse at dette svigtede sin gamle interesse for husholdning ved at arrangere kurser rundt omkring i landet der ikke blot beskæftigede sig med praktiske spørgsmål men desuden lagde stor vægt på husholdningsteori. Det var i øvrigt H.s opfattelse at en kvinde, som var hustru og mor ikke kunne forene sin plads som hjemmets leder med erhvervsarbejde uden for hjemmet.

Familie

Forældre: parcellist Hans Christiansen (1819–95) og Kirsten Jensdatter (1820–83). -21.7.1892 i Kbh. (Helligg.) med cand. teol., senere viceinspektør Carl Peter H., født 7.8.1864 i Havdrup, død 5.3.1942 i Kbh., s. af snedker Anders Mortensen (1840–1930) og Sophie Carlsdatter (1841–1922). Navneforandring 6.1.1898. Ægteskabet opløst 1916.

Udnævnelser

F.M.2 1924.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Aagot Lading: Dansk kvindesamf.s arbejde gennem 25 år, 1939.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig