Karl Mathiasen, 18.3.1860-31.7.1920, terrakottafabrikant. Født i Ålborg, død på sin sommerbolig i Adirondack bjergene i staten New York. Sin barndom tilbragte M. i Thisted hvortil forældrene flyttede da han var fire år gammel. Her kom han i rebslagerlære, men da familien stadig forøgedes, og fremtidsudsigterne ikke tegnede sig lyst rejste faderen og den ældste søn, M., til USA 1873. De fik begge arbejde i Perth Amboy, New Jersey - M. på en lervarefabrik, og i løbet af kort tid fulgte familien efter. M. blev her udlært som pottemager, og arbejdet blev udgangspunktet for M.s senere succes. 1877 gik fabrikken fallit, men blev påny åbnet. M. var den første arbejder der blev antaget, og han fortsatte i flere år. Senere tog han til James Taylors terrakottafabrik i Boston hvor han med stor flid benyttede aftenerne til at supplere sine meget begrænsede skolekundskaber. 1888 vendte han tilbage til Perth Amboy hvor han sammen med sin svoger Otto E. Hansen selv startede en virksomhed. Det gik småt i begyndelsen, og pengekrisen 1892 slog det hele i stykker, men et nyt selskab New Jersey Terra Cotla Company blev oprettet 1893, og en ny fabrik bygget. Dermed var grunden lagt til et efterhånden meget omfattende og blomstrende foretagende. 1894 nedbrændte fabrikken, men M. tog fat med ny energi og optog to brødre, Christian og William M., samt svogeren Eckardt V. Eskesen som medarbejdere. Fabrikkens speciale var terrakottavarer til udsmykning af bygningsfacader, og da der i de følgende år skete et opsving i brugen af dette materiale, særlig til New Yorks skyskrabere, voksede foretagendet, og efterhånden blev det den største og mest ansete virksomhed i branchen i øststaterne. I 1902 indrettede han en gulvflisefabrik i Matavan. Ved sin død beskæftigede M. mere end 500 arbejdere. Blandt de ansatte var et stort antal danske, navnlig som arbejdsledere. M. gjorde meget ud af at styrke forbindelsen mellem Danmark og de danskfødte i USA, og han støttede med rund hånd foretagender der kunne tjene dette formål. I flere år var han således sammen med Eckardt V. Eskesen og fabrikant Niels Poulsen udgiver af det danske ugeblad i New York Nordlyset, han skænkede udstyret til det danske alderdomshjem i New York og støttede en række filantropiske formål i Perth Amboy. I flere år var han direktør for Den kgl. Porcelains-fabriks salgsselskab i New York.

Familie

Forældre: arbejdsmand Anders Christian M. (1833-95) og Kristine Willumsen (1835-1915). Gift 6.12.1885 med Metthea Karoline Eskesen, født 18.11.1863 i Nørrehebo ved Varde, død 1946, d. af gårdejer, fh. skibsfører Bennet Knudsen E. (1834-98) og Kristine Karoline Kristensen (Baun) (1834-1912).

Udnævnelser

R. 1910.

Bibliografi

Karin Michaelis og Joost Dahlerup: Danske foregangsmænd i Amerika, 1911. Nordlyset, N.Y. 5.8.1920. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig