Keld, Kjeld, d. 27.9.1150, domprovst i Viborg. Begravet i Viborg. K. var født i Randersegnen i Viborg stift af anset og velhavende slægt. Han blev optaget blandt de regelbundne kanniker ved stiftets hovedkirke, var en tid leder af domskolen og blev senere valgt til provst. På vej til en provinssynode i Lund blev han overfaldet af vendiske sørøvere, men en præst løskøbte ham, og han fandt god modtagelse hos ærkebiskop Eskil (død 1165) og kong Sven (III). Det berettes at han søgte at mægle mellem de stridende konger, Sven som var herre over det østlige Danmark, og Knud der sad inde med Jylland. Som provst mødte K. opposition inden for kannikernes kreds fordi hans store godgørenhed tærede for stærkt på de forhåndenværende midler. Han veg for modstanden og var i nogen tid ved Vor Frue kirke i Ålborg, men rejste senere til Rom for at opnå pavens tilladelse til en missionsvirksomhed blandt venderne. Eugen III greb imidlertid ind i forholdene i Viborg og bød, at K. skulle indsættes i sin gamle værdighed. Han døde som domprovst. Da der skete helbredelser ved hans grav og folk strømmede til, opstod ønske om at vinde den højeste kirkelige myndigheds anerkendelse af Viborgs hellige mand. En begæring gik til Rom, sagtens ledsaget af en fremstilling af K.s levned og mirakler, og Clemens IIIs svar kom gennem bullen af 9.6.1188 der pålagde ærkebiskop Absalon at prøve sagen og helgenkåre K., i fald han fandt ham værdig. – 11.7. er Skt. K.s dag, vistnok dagen for hans translation (skrin-læggelse). De danske skrifters liturgiske bøger, trykt mod slutningen af den katolske tid, har officier til hans ære. Viborg var dog hovedsædet for hans kultus. I domkirken var Skt. K.s kapel med Skt. K.s alter og "Skt. K.s Ark" (helgenskrin). 11.7. holdtes et stort marked i staden. Uden for Danmarks grænser var K. næppe synderlig kendt; mærkeligt er det da, at ikke mindre end tre middelalderlige tekster af hans legende (manuskripter fra 13- og 1400-tallet) er fundet i Sverige.

Bibliografi

Danske helgeners levned, udg. Hans Olrik 1893–94 (fot. optr. 1968) 151–66. Vitæ sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908–12 251–83. – H. Petersen i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1888 110–14. Ellen Jørgensen: Helgendyrkelse i Danm., 1909. Oluf Kolsrud i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen I, Upps. 1914 352–62. C. Blume i Analecta hymnica medii ævi LIV, Lpz. 1915 85. P. Severinsen: Viborg domkirke, 1932. Toni Schmid i Gotländskt arkiv V, Visby 1933 11–19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig