Kirsten Gloerfelt-Tarp

Kirsten Gloerfelt-Tarp, 1.12.1889-30.4.1977, kontorchef, formand for Danske kvinders nationalråd. Født i Kbh. (Trin.), død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, urne sst. (Mariebjerg). G.-T. blev student fra N. Zahles skole 1909 og cand.polit. 1915. Efter en kort tid i Statistisk departement (nu Danmarks statistik) blev hun 1916 assistent i arbejds og fabriktilsynet (nu arbejdstilsynet) og arbejdede her til 1958, fra 1921-38 som fabrikinspektør og herefter som kontorchef. Denne løbebane har baggrund i hendes stærke sociale engagement. Hun ønskede at gøre en indsats for kvinderne i industrien, og det er typisk for hendes indstilling og grundighed at hun personlig ville erfare hvordan det føltes at være ufaglært fabriksarbejder. Derfor tog hun en tid arbejde på en blikvarefabrik. Det var samme sociale indstilling som bragte hende ind i kvindebevægelsen, og fra 1925 var hun medlem af Danske kvinders nationalråds styrelse, 1931-46 formand. Som teknisk rådgiver for den danske regeringsdelegation deltog hun gentagne gange 1927-38 i ILOs konferencer i Genéve og beskæftigede sig her som i sit erhvervsarbejde især med de kvindelige arbejderes forhold. I disse år var særbeskyttelse af kvinder et brændende og stærkt diskuteret spørgsmål, og G.-T. hørte til modstanderne af fx natarbejdsforbud for kvinder, tvungen barselhvile, forbud mod kvinders arbejde ved minedrift. Det var hendes opfattelse at sådanne bestemmelser betød indgreb i kvindernes erhvervsfrihed og henviste dem til det uregulerede og ringest betalte arbejde eller til prostitutionen. Arbejderbeskyttelse burde dreje sig om arbejdets karakter og ikke om arbejderens køn. Hvad angår barsel, så måtte kvinder før en fødsel selv afgøre når de ville holde op med at arbejde og efter fødslen have ret til barselsorlov med erstatning for tabt fortjeneste som blev betalt gennem en forsikringsordning eller af det offentlige, men ikke af den enkelte arbejdsgiver. Det var bl.a. sådanne synspunkter G.-T. forfægtede ved arbejdskonferencerne i Geneve. – I hendes formandsperiode viste DKN en række initiativer på vigtige områder. I 1930ernes krisetid rettedes mange angreb mod kvinders erhvervsarbejde ikke mindst mod offentligt ansatte gifte kvinder, og derfor dannedes under DKN Danske kvinders erhvervsråd som især hjalp kvinder der var blevet afskediget måske i forbindelse med ægteskab. Desuden oprettede DKN Danske kvinders politiske samråd for at skabe større interesse blandt kvinder for politik og derigennem få flere kvinder ind i de politiske organer. Under den spanske borgerkrig ydede DKN stor støtte til arbejdet for spanske børn, 1939 var det aktivt i arbejdet for at få ca. 300 jødiske børn fra Centraleuropa anbragt i danske landbohjem. En lignende indsats påtog DKN sig under den finske vinterkrig, hvor mange finske børn kom til Danmark. Under besættelsen viste nazisterne interesse for at "sætte sig" på dansk kvindebevægelse, men DKN tog initiativet til dannelse af Danske kvinders samfundstjeneste af 1940 under G.-T.s formandskab, og denne sammenslutning formåede at samle endnu bredere kredse end DKN, bl.a. kvindelige fagforeninger. Her udførtes en række praktisksociale opgaver som bl.a. indsamling af "hvide klude" til sanitetstjenesten, brugt tøj til uddeling, marmeladekogning af indsamlet spild- og vildfrugt (ca. 250 kogesteder), organisering af beskæftigelsesforanstaltninger som reparationscentraler og husmoderafløsning der senere blev en permanent offentlig sag. Desuden blev der organiseret eftermiddagsmøder af oplysende karakter om det danske samfund. Dette meget vidtspændende arbejde stillede umådelige krav til lederens samarbejdsevne og organisationstalent, og G.-T. var fremragende på begge områder. Ved første folketingsvalg efter krigen kom hun i tinget valgt med et stort antal personlige stemmer, og hun nedlagde sin post som formand i DKN som derpå udnævnte hende til æresformand. Hun forblev formand for samfundstjenesten indtil den endelig afvikledes 1966. Med folketingsmandatet begyndte en ny epoke i hendes tilværelse, og som eneste kvinde i den radikale gruppe fik hun straks tildelt et utal af ordførerskaber, især på de "kvindelige" og socialpolitiske områder. Hendes flid og arbejdsevne var legendarisk, og hurtigt fik hun skabt sig et navn som politiker. Altid mødte hun vel forberedt og fremsatte sine synspunkter yderst velformuleret, men måske nok lidt tørt. Spørgsmålet om gifte kvinders skat optog hende levende, men kun få af hendes krav blev gennemført, dog opnåede hun at hustruer fik ret til at medunderskrive på selvangivelsen, så de i alt fald kunne få indblik i deres mænds indtægtsforhold. Desuden blev på hendes initiativ selve ordet "familieoverhovedet" fjernet fra skattelovene som stridende mod ægteskabslovgivningens ligestillingsprincipper. Blandt de mange kommissioner, udvalg, mv. som nød godt af hendes omfattende viden og praktiske indsigt var mælkekommissionen af 1949, svangerskabs-kommissionen af 1950 og lønningskommissionen af 1954. Af lønningsrådet var hun medlem 1956-60, desuden af boligudvalget af 1950. I 1948 nedsatte DKN og Dansk kvindesamfund en kommission om de enlige mødres kår med G.-T. som formand, og dens arbejde blev delvis finansieret af offentlige midler. Betænkningen offentliggjordes 1953 og førte til betydelige forbedringer. Af tilsynsrådet for Mødrehjælpen var hun medlem 1956-60. Også det internationale samarbejde optog hende, og hun deltog som regeringsdelegeret i ILOs tekstilkomités møder i Bruxelles 1946, i Geneve 1948 og i Lyon 1950. Desuden var hun medlem af ILOs ekspertkomité for kvinders arbejde indtil 1960. Af sit parti var hun højt værdsat, og hun var næstformand i folketingsgruppen 1957-60.

Gennem årene har G.-T. skrevet en række artikler i fagtidsskrifter og samleværker og desuden 1956-61 siddet i redaktionsudvalget for Arbejdstilsynets tidsskrift Pas på. Hun var medforfatter og redaktør af Kvinden i samfundet, 1937, (2. udg. 1953) (engelsk udgave: Women in the Community, 1939), samt medforfatter til Arbejderbeskyttelse, 1943 og Kvinderne og valgretten, 1965.