Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg, Klaus Thorvald Rifbjerg, 15.12.1931-4.4.2015, forfatter. Klaus Rifbjerg voksede op på Amager i et hjem som nok kan karakteriseres som dansk borgerlighed i dens smukkeste, frisindede version, præget af tryghed og sikkerhed, men også med åbenhed over for videre horisonter. Familien bestod af forældrene der begge var lærere, af tre børn, blandt hvilke Klaus Rifbjerg var den yngste, sent fødte og den eneste dreng, og af en husassistent (Agnes Damhus) hvis betydning for Klaus Rifbjerg barndom næppe kan overvurderes. Som den yngste blev Rifbjerg plejet og forkælet, et vanskeligt helbred i barneårene fremmede dette, ligesom de hyppige sygdomsperioder vel også har bidraget deres til en forøget sensibilitet. Politisk hørte familien til radikalismen, man holdt Politiken, men læste også Arbejderbladet, og man var optaget af tidens nye tanker som i pædagogikken bl.a. blev formidlet gennem Rifbjergs faster Sofie Rifbjerg, men det borgerlige livsmønster var samtidig intakt.

Klaus Rifbjerg kom altså tidligt i berøring med synspunkter der førte ud over hans eget miljø, og da han efter barneskolen som 11-årig begyndte på Vestre Borgerdydskole mødte han også her et, på anden vis, stimulerende miljø. En stor del af skoletiden faldt i besættelsesårene, og sammenhængen mellem egen usikkerhed og pubertet på den ene side og dramatiske verdensbegivenheder på den anden er ofte beskrevet af Rifbjerg som af mange af hans generationsfæller. Allerede i skoletiden begyndte Rifbjerg at udtrykke sig litterært, især i forbindelse med revyerne i gymnasieforeningen hvor han også var sammen med de lidt ældre Niels Barfoed og Jesper Jensen – den endnu ældre Villy Sørensen var dengang på større afstand – til hvem han siden har været knyttet i venskaber og i perioder i samarbejde (med Villy Sørensen om tidsskriftet "Vindrosen", med Jesper Jensen om flere revykomedier og/eller skuespil). Tydeligvis har skoletiden for Rifbjerg ikke været det mareridt den har været for andre danske forfattere (Scherfig), og i forfatterskabet hviler der snarest et komisk skær over lærere og skole: meget lidt bitterhed og megen forsoning.

Efter studentereksamen 1950 kunne Klaus Rifbjerg takket være et stipendium rejse et år til USA og dér bl.a. studere ved Princeton University. I den tidlige efterkrigstid var mødet med USA mere overvældende end i dag, og det har efterladt varige spor hos Rifbjerg der i Amerika også fandt baggrunden for en del af den litteratur der optog og optager ham. Foruden de danske aner til hans forfatterskab, fra Adam Oehlenschläger over H.C. Andersen og Johs. V. Jensen til Tom Kristensen, er det især den angloamerikanske litteratur der står som inspirerende ved forfatterskabets begyndelse: Ernest Hemingway, William Faulkner, Ezra Pound, T. S. Eliot, James Joyce. USA blev for Klaus Rifbjerg indbegrebet af mulighederne, også de materielle, ligesom siden Spanien blev Rifbjergs andet hjem, det alternative land – og i begge tilfælde har Rifbjerg altid kunnet skelne mellem landet og dets officielle ansigt.

Efter hjemkomsten fra USA studerede Klaus Rifbjerg i nogle år litteraturvidenskab, engelsk og dansk ved Københavns universitet, men brød af omtrent samtidig med at han giftede sig. I studietiden fortsatte de litterære aktiviteter, bl.a. på studenterscenen og i talrige revyer, og 1955 knyttedes den første kontakt til filmen da Klaus Rifbjerg blev assistent på Laterna Film hos Mogens Skot-Hansen. Det første offentliggjorte digt stod allerede 1952 i "Hvedekorn", men først 1956 udkom den første bog, digtsamlingen Under vejr med mig selv. Denne "selvbiografi i utide" (undertitel) fik gode anmeldelser og et humoristlegat, og skønt debuten ikke er repræsentativ for forfatterskabet som helhed rummer den dog i sin ironisk-muntre gennemgang af centrale livssituationer fra egen undfangelse til undfangelse af egne børn meget af det overskud og den livsappetit der præger værket iøvrigt.

Størst bekendthed opnåede Klaus Rifbjerg dog nok i sine tidlige år som kritiker og debattør. Fra 1957 til 1959 skrev han i Information, fra 1959 til 1964 i Politiken hvor han også siden har skrevet hyppigt uden fast tilknytning. I Information anmeldte han film, teater, radio, bøger og som noget dengang endnu ret nyt også TV, ikke sjældent i en barsk tone der skaffede ham ry som en flabet ung mand der ville nedbryde tabuer og ikke tage noget alvorligt. Men over for 50'ernes endnu ret konservative kulturdebat hævdede Rifbjerg netop med energi den nye generations krav på sin egen alvor, og han havde ikke kun meningernes mod, men også meningerne. Den kulturdebatterende side af forfatterskabet udfoldede sig desuden i revyer, i talrige debatindlæg (der ikke er hørt op siden), og i årene 1959–63 særlig i Gyldendals litterære magasin Vindrosen. I disse år var Vindrosen organ for den nye generation af digtere og kritikere, og de to redaktørers kommentarer startede eller greb ind i mange debatter om politik, moral, journalistik m.v. med et krav om kvalitetsbevidsthed og personligt engagement der gav dønninger langt omkring, også i lederspalter hvor man ikke sædvanligvis så kulturen debatteret.

I 1957 var Klaus Rifbjergs næste digtsamling Efterkrig udkommet, på flere måder et modstykke til den første (og skrevet før) idet den allerede i titlen afspejler den anden side af inspirationen: angsten og usikkerheden. Et lyrisk gennembrud kom med den tredje samling, Konfrontation, 1960 hvis titel blev en fællesnævner for en stor del af dansk lyrik i disse år. Forsøget på at møde omverdenen uden forudfattede meninger, men med fuldt engagement, var det bærende i digtene hvoraf flere er blevet klassikere i antologier sidenhen.

Klaus Rifbjergs i disse år demonstrativt udtrykte, men også kritiske solidaritet med det nye velfærds- og forbrugersamfund, med den materielle udfoldelse, var ikke kun småborgerens fascination af det ekstravagante, men også den følsomme rejsendes opladthed for nye indtryk, beredskabet til at gøre op med den traditionelle nordiske puritanisme uden at glemme de værdier den også havde frembragt. Et direkte opgør var revyen Gris på gaften, 1962 som Klaus Rifbjerg skrev sammen med Jesper Jensen og Leif Panduro. Spændingen mellem åbenheden og angsten for det nye, mellem den ægte og den "kroniske" uskyld, gav titel til Rifbjergs første roman Den kroniske uskyld, 1958 der vakte mere opsigt ved sin skildring af gymnasieungdommens seksuelle modningsproces end ved den egentlige, desperate fortælling om personer der i psykisk forstand snubler i starten, og hvis bindinger spærrer dem vejen til virkeligheden.

I løbet af 60'ernes første halvdel fæstnedes indtrykket af Klaus Rifbjerg som sin generations førende digter. 1961 udkom digtet Camouflage der gennem associationsrækker søger at komme bag om de normalt artikulerede erfaringer og ned til dybere oplevelseslag og mønstre. Digtet blev snart betragtet som et hovedværk i den modernistiske poesi; dets eksperimentelle karakter prægede også samlingen Portræt, 1963 medens allerede Voliere, 1962 med sine fugleportrætter varslede en anden tone der så slog stærkt igennem med Amagerdigte, 1965 som blev et gennembrud for den såkaldte "nye enkelhed" i poesien, uden at raffinementerne fra de højmodernistiske år blev fornægtet. Som prosaist forelagde Klaus Rifbjerg i 1964 sin første novellesamling, – og andre historier i hvilken pubertets- og seksualitetstematikken er gennemgående og fortællersynsvinklerne ofte dobbelte i forsøget på at afdække spændingen mellem traumatiske oplevelser og senere fortrængninger.

Samtidig arbejdede Klaus Rifbjerg sammen med Jesper Jensen om flere skuespil og præsenterede 1963 sin første TV-produktion, vaudevillen Harlekin ægtemand. 1965 opførtes Rifbjergs første "eget" skuespil Udviklinger, et kammerspil der koncentreret udtrykker flere af forfatterskabets grundimpulser. Allerede 1959 havde Rifbjerg lavet sin første film sammen med Palle Kjærulff-Schmidt med hvem han siden har arbejdet sammen om adskillige produktioner, heriblandt den stærkt omdiskuterede Weekend, 1962 – om svælget mellem social og personlig modenhed i mellemgenerationen; Der var engang en krig, 1966 – om besættelsestiden oplevet af en opvoksende dreng; senest den store TV-produktion Vores år, 1980.

I både de nævnte værker og i flere andre i forskellige genrer tematiseres afstanden mellem fremgangen udadtil og den indre stilstand, mellem trygheden i det vante og længslen efter opbrud og udvikling. Klaus Rifbjerg skrev gennem 60'erne og i begyndelsen af 70'erne flere teaterstykker som fik en mere blandet modtagelse (Hvad en mand har brug for, 1966, Voks, 1968 m.fl.), og sin kærlighed til scenen som øjeblikkets kunst beviste han også med grundlæggelsen af det – kortlivede – tidsskrift Harlekin (sammen med Erik Ulrichsen og Jens Kistrup, 1965).

Fra midten af 60'erne følges Klaus Rifbjergs lange række af romaner som – jævnsides med en fortsat lyrisk og dramatisk produktion og med noveller – danner en hovedstamme i det videre forfatterskab. Der udkom i de følgende år mindst en roman om året; ofte skrevet i Spanien hvor Rifbjerg plejer at opholde sig i de tidlige forårsmåneder. (Spanien har også sat sig tydelige direkte spor i forfatterskabet, fx med rejsebogen Til Spanien, 1971 og digtene Spansk motiv, 1981, begge med fotos af Georg Oddner). Man kan tale om en fiktiv selvbiografi, men spændvidden er større: bøgerne bliver en fortløbende analyse af identitetens tilblivelse, og man kan aflæse en generations udvikling i romanerne uden at disse bliver til bekendelser. Erindringsevnen der stadig er hovedkilden suppleres i stigende grad med den fabulerende fantasi, og bindingen til det personlige stof er ingen hindring for kvindelige hovedpersoner og/eller fortællere. Der er skildringer fra barndom og tidligste ungdom – fx En hugorm i solen, 1974, Drengene 1977, Tak for turen,1975 – dernæst fra 50'ernes psykologiske og historiske "ventetid" – Arkivet, 1967, Leif den lykkelige jr., 1971, Spinatfuglene, 1973 – eller hovedhandlingen kan være anbragt i samtiden som i Operaelskeren, 1966, Lonni og Karl, 1968, Anna (jeg) Anna, 1969, R.R., 1972, Dilettanterne, 1973, Vejen ad hvilken, 1975, Et bortvendt ansigt, 1977, Det sorte hul, 1980. Novellesamlingerne Rejsende, 1969, Den syende jomfru, 1972, Sommer, 1974 og Det korte af det lange, 1976 kompletterer billedet, og udgivelsesårene viser at der ikke kun er tale om en fremadskridende beretning.

Der er heller aldrig kun ét tidsplan i bøgerne: erindringen skifter med nutidsperspektivet, og begge farver hinanden således at skildringen ikke sjældent tager udgangspunkt i netop spændingen mellem en tidligere forklaringsløs oplevelse og den nuværende genkaldelse af den. Tilsvarende veksler stilen stærkt i bøgerne, ikke kun i prosaen, men også i digtsamlingerne – Mytologi, 1970, Scener fra det daglige liv, 1973, 25 desperate digte, 1974 m.fl. En opsummering af familien Danmarks historie leverer giganthørespillet De beskedne, 1975/76 der samtidig opsummerer en del af Klaus Rifbjergs forfatterskab; Vores år (TV-spil), 1980 er en slags fortsættelse heraf.

Flere af Klaus Rifbjergs bøger har et aktuelt udgangspunkt: således var digtsamlingen Fædrelandssange, 1967 foranlediget af klager over at moderne digtere ikke skrev den slags mere; romanen Brevet til Gerda, 1972 kan læses som Rifbjergs kommentar til EF-debatten, og Du skal ikke være ked af det, Amalia, 1974 er ligesom den samtidige TV-film Privatlivets fred (s. m. Franz Ernst) en kritik af populærpressens useriøse engagement i begivenheder og mennesker. I adskillige tilfælde (Spinatfuglene, Twist, 1976) kan man tale om nøgleromaner og/eller -noveller, men i reglen er holdningen mere overbærende humoristisk end hævngerrig som den ellers ofte er i den genre. En antinøgleroman var Marts 1970, 1970 der benyttede både kongehuset og politikere som skikkelser i en dramatisk og munter historie om forholdet mellem realitet og fantasi.

Klaus Rifbjerg har været med til at bane nye veje ikke kun inden for de litterære genrer, men også for deres udbredelse. Samtidig med at han i alle debatter har stået fast på kravet om kunstnerisk kvalitet og kunstens egen ret uanset nødvendigheden af et politisk og socialt engagement har han hilst de nye medieformer velkommen og selv betjent sig af dem. Romanen Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre, 1971 udkom først som føljeton i et stort ugeblad, og i 1972 lanceredes eksperimentet Rifbjergs lytterroman hvor Klaus Rifbjerg fremlagde et kapitel i radioen og indbød lytterne til at skrive med på fortsættelsen. For TV har Rifbjerg ikke kun lavet egne produktioner, men også bearbejdet bl.a. Blicher (Brudstykker af en landsbydegns dagbog) og Herman Bang (Ludvigsbakke). I lyrikken kan der i de seneste år iagttages et nyt opbrud med Livsfrisen, 1980 der allerede i sin titel vidner om perspektivet i den lyriske søgen.

Klaus Rifbjergs uhyre omfattende forfatterskab – ikke alle titler er nævnt, og oversættelser m.v. skal lægges til – hører til de centrale i moderne dansk litteratur og er repræsentativt for en tid, en generation og en samfundsklasse uden i sin rækkevidde at være begrænset til sine forudsætninger. Klaus Rifbjerg har beskrevet sit samfund og dets mennesker med en helt usædvanlig sensibilitet over for udviklingslinjer som kun svagt er begyndt at aftegne sig. Forfatterskabets sproglige register der anvendes med stor veloplagthed er i sjælden grad rigt og varieret, og Rifbjergs betydning for dansk sprog er utvivlsomt stor.

At Klaus Rifbjerg allerede tidligt blev en næsten mytisk person i den offentlige debat som udfordrede næsten alle skal ses i sammenhæng med denne repræsentativitet: hans produktion er tidligt blevet opfattet som et dækkende udtryk for langt mere end hans egen person, også af dem der helst ikke ville være ved det. Forargelsen over Klaus Rifbjerg – der sidst tog et opsving da han i 1976 var med til at starte restauranten Kong Hans i København – er vel på retur, og opmærksomheden kan koncentrere sig om den egentlige indsats.

Stilistisk spænder Klaus Rifbjergs skønlitterære produktion over næsten alle udtryksformer: i lyrikken fra den modernistiske lyriks afdækning af det ubevidste i symbolske billeder til en mere "realistisk" og kritisk lyrik af ofte forbavsende enkelhed; i prosaen finder man både den indtrængende psykologiske analyse, de mytiske mønstre og den overstadigt humoristiske fortælling, og inden for skuespillet (incl. radio og TV) både legende eksperimenter og brede, analyserende samfundsskildringer. Forfatterskabet har forvandlet sig og gjort mange strømninger med, men det har i endnu højere grad igangsat meget og indfarvet også nye tendenser med den grundlæggende inspiration: spændingen mellem det trygge, men snævre, og det åbne, men usikre, den der har gjort bl.a. rejsemotivet så centralt i værket. Klaus Rifbjerg har ikke søgt populariteten, men han har heller ikke haft noget imod den, og der er ikke i hans syn på poesiens virke i verden nogen forestilling om den ophøjede og fjerne digtertype, derimod nok om selve kunstens uundværlighed. Klaus Rifbjergs forfatterskab er uden tvivl meget dansk; det kan aflæses både i dets store appel i Danmark og i dets tilsyneladende beskedne appel uden for landets grænser (der eksisterer fx kun få oversættelser til engelsk). Hvad der i Danmark opfattes som særlig prægnant, kan åbenbart i udlandet opfattes som provinsielt; og værket opviser da også undertiden en skyhed over for de store tragiske konflikter, en harmoniseringsvilje der kan ligge mere lidenskabelige folkeslag fjernt. Det siger næsten sig selv at ikke alle Rifbjergs bøger kan være lige væsentlige, og nogle er da også hurtigt gledet i baggrunden igen; men den række der bliver er statelig nok endda.

Og som det er umuligt at tænke Klaus Rifbjerg ud af nyere dansk skønlitteratur er det også umuligt at tænke ham ud af den kulturelle og politiske debat i hvilken han fra første færd har deltaget med et stærkt personligt engagement og med stærk kritik af tendensen til at dække sig ind bag de angiveligt objektive faktorer. Klaus Rifbjerg er som debattør selv i sine skarpeste udfald opsat på dialogen, ikke på mordet eller det sidste ord, men de mimoseagtige træk hos nogle af hans fiktive personer kan genkendes hos ham selv i form af en nærtagenhed der dog især har reageret på hykleri og bornerthed. Kravet om engagement lever han selv op til: både som forfatter og debattør er Klaus Rifbjerg i enestående grad altid til stede med hele sin person, altid nærværende, aldrig distræt. Det er frem for alt denne egenskab der forbinder poeten og debattøren og gør begge væsentlige.

Med sine over 160 værker (2012) omfattende romaner, novellesamlinger, digtsamlinger, essays, skuespil, filmmanuskripter er Klaus Rifbjerg en af de mest produktive nyere danske forfattere. Novellesamlingen Og andre historier, 1964 er optaget i Kulturkanon.

Klaus Rifbjerg var litterær direktør for Gyldendal 1984-91. I 1986 blev han adjungeret professor ved Danmarks Lærerhøjskole og i 2003 adjungeret professor ved Copenhagen Business School.

Klaus Rifbjerg har modtaget adskillige priser, bl.a. Aarestrup-medaljen 1964, Det danske akademis pris 1966, Søren Gyldendal-prisen 1969, Nordisk råds litteraturpris 1970, Blicher-prisen 1985, Johs. V. Jensen-prisen 1998, Det svenske akademis nordiske pris 1999, Modersmålprisen 2001, Publicistprisen 2001 og Rungstedlundprisen 2009. I 1992 blev han æresdoktor ved Lunds universitet.