Knud V. Engelhardt

Knud V. Engelhardt, Knud Valdemar Engelhardt, 11.2.1882-15.4.1931, arkitekt. Født i Kbh. (Johs.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). Efter præliminæreksamen 1898 kom E. i murerlære, dimitteredes af Teknisk skole til kunstakademiet og optoges jan. 1901, men gjorde først svendestykke som murer (sølvmedalje). Han begyndte på akademiet okt. 1903, gennemgik forberedelsesskolerne og var tre semestre i arkitekturklassen indtil han 1911 valgte at overgå til dekorationsskolen. Her blev Joakim Skovgaard hans lærer. Efter to semestre opnåede han sept. 1913 tilladelse til afgang som dekoratør og fuldførte prøven jan. 1915. E. har udstillet på Kunstnernes efterårsudstilling 1904-05, Charlottenborg forårsudstilling 1927 (med en omfattende repræsentation for sin virksomhed), 1929-30; en anselig mindeudstilling foranstaltedes af Kunstindustrimuseet nov. 1931. 1908 løste han borgerskab som bogtrykker på Frbg. uden dog at have selvstændigt trykkeri; 1910 tildelte akademiet ham Krafts konkurspræmie for skønskrift for opgaven Folkevisen om Agnete og Havmanden. Studierejser 1906 til Nordtyskland, Holland, Belgien og London, 1910 til Paris, Norditalien, Tyrol og Sydtyskland (begge med Larssens legat), okt. 1923-marts 1925 til Java, Kina, Japan, hjem over Sibirien (med akademiets store rejsestipendium).

I sin tidligste ungdom modtog E. stærke indtryk fra Th. Bindesbølls dekorative kunst. De uddybedes på akademiet under J. Skovgaard, og han lagde bevidst sit udgangspunkt her. Men han var på forhånd instillet på at basere sit arbejde på brugskravet til tingene, på suverænt at lade praktiske hensyn diktere tingenes form fremfor at lade dem være præget af overflødige historiske dekorationsformer. Skrift var med hans egne ord "den eneste form for ornamentik, som ifølge sin natur ikke kan undværes af noget menneske". Et personligt kendemærke ved hans indstilling var desuden kampen mod de overflødige støvsamlende profiler og agitationen for de runde kanter og hjørner. Selv om E. kan have modtaget en vis inspiration fra Martin Nyrops virksomhed som arkitekt og lærer på akademiet har hans ideer om en enkel, konstruktiv og funktionel formgivning utvivlsomt også rødder i den internationale bevægelse mod en "ny saglighed" inden for samtidens arkitektur, kunsthåndværk og industrielle produktion. Allerede i 2. halvdel af 1800-årene sporedes disse tendenser i England (William Morris, "Arts and Crafts"-bevægelsen), og de videreudvikledes i 1900-tallets første årtier såvel i USA som på kontinentet, vigtigst i Tyskland. (Hermann Muthesius, Deutscher Werkbund). E. var således en usædvanlig tidlig og selvstændig eksponent for denne bevægelse i Danmark.

E.s første bedrift var afmærkningen af landets 1000 mile hovedlandeveje med ensartede kilometersten. Han rejste sagen 1908, forelagde aug.

1909 forslag til stenenes form, opstilling og omgivelser og febr. 1910 forslag til et fuldstændigt system. Hans forslag benyttedes ikke, men han bevirkede sagens gennemførelse og skabte et grundlag der ikke kunne fraviges. – På samme tid indrettede han en ny sporvognstype for A/S De københavnske Sporveje efter principper og i et formsprog som blev normgivende for sporvognsbyggeriet her i landet, og som godt femten år senere var fastslået international norm på områder som fx automobilindustrien (1910 byggedes elleve motorvogne på Scandia, Randers efter E.s tegninger). Lige så selvstændige synspunkter gennemførte han i et længehus, Højen, i Højen by på Skagen, 1917 og i basarbygningen Trommesalen i Kbh., 1921, sidstnævnte med et forsøg til en glasarkitektur i vinduerne der gjorde bygningen populær under navnet flueøjnene. Ideen til den prismatiske udformning af vinduerne kan stamme fra Auguste Perrets garage i Rue Ponthieu, Paris (1905). Endvidere har han udført Plakatsøjlerne i Gentofte kommune 1923. Et speciale havde E. i skrift, og her nød han ubetinget og ubestridt anerkendelse. Han har givet sig af med skrift under enhver form og i ethvert materiale – kalligrafi, bog- og især accidenstryk, som signet- bogejer- og forretningsmærker, al slags skiltning. Hans hovedkrav var orden (men en aktiv orden – i henhold til tingenes betydning i helheden), praktisk logik, letlæselighed. På bogtrykkerfaget øvede han en vidtrækkende indflydelse, idet han lærte bogtrykkerne spatieringens anvendelse. Af hans arbejders vrimmel skal fremhæves de mønstergyldige, klassisk klare automobillandevejsskilte, 1916 (nu ikke mere i brug), gadenavneskiltene (med støbte bogstaver nittede på plade) der vakte opmærksomhed i arkitektkredse uden for landets grænser, samt bogejer- og forretningsmærkerne hvormed han ved sin kombinationsevne og frodige fantasi hævder sig i rang som en af vore originaleste dekorationskunstnere.

E. har næsten været beskæftiget på alle områder inden for kunstindustrien. I sine helt unge dage skabte han over hedebosyningen en hvidsømsyning der vandt megen udbredelse. Fremdeles bør nævnes hans ovnserie, et gennemført system hvori der af elleve dele kan sammensættes over 30 forskellige typer, alt efter varmeevne og anvendelse (udført 1922 for H. Rasmussen & Co., Odense). E. førte udviklingslinien fra Th. Bindesbøll ubrudt op til de funktionelle krav i tiden omkring 1925. Bedre end nogen anden realiserede han denne epokes idealer – han skabte mulighed for en dansk tradition og et rationelt dansk formsprog inden for den industrielle produktion. Samlinger af hans arbejder findes på kunstindustrimuseet og i akademiets samling af arkitekturtegninger. E. fik Eckersberg-medaljen 1927.