Knud Abildgaard, Knud Abildgaard Elling, 22.2.1901-29.7.1986, fabrikant. A. blev bankuddannet i Randers Discontobank og Landmandsbanken i København. Han fortsatte sin merkantile og tekniske uddannelse i udlandet hvor han lærte i den rothschildske bankkoncern i Frankfurt, Berlin, Lyon, Paris og London. Da han i 1930'erne vendte tilbage til Danmark startede han tekstilvirksomheden Dansk Silkevæveri, Farveri og Appreturanstalt. Det var imidlertid inden for en helt anden branche A.s indsats skulle blive gjort selv om han først afhændede tekstilvirksomheden i 1950'erne. Svigerfaderen August Kongsted der ejede Løvens kemiske Fabrik i Brønshøj døde 1939, og året efter købte A. denne virksomhed af boet. Ved arbejdskrævende studier og samarbejde med professorerne ved Københavns Universitet, farmakolog K. O. Møller og patolog K. A. Jensen, satte han sig ind i grundbegreberne omkring medicinens anvendelse og fremstilling, og han blev derefter i stand til at videreudvikle de resultater inden for medicinalindustrien der var kommet af Kongsteds pionerindsats. Under A.s ledelse og ved medvirken af K. A. Jensen startede Løvens kemiske Fabrik 1942 den danske penicillinproduktion. A. havde fra Sverige erhvervet en fotokopi af den engelske beretning om fremstilling af dette lægemiddel og dets virkning, og efter ekskursioner rundt i landet lykkedes det forskerne på en trappe i Nørrebro-kvarteret i København at finde en penicilliumart som egnede sig for rendyrkning. Penicillinet blev først brugt til at behandle yverbetændelse hos A.s malkekvægsbesætning på den nyindkøbte Lautrupgård i Ballerup. Gennem penicillinproduktionen og en serie antibiotika placerede A. Løvens kemiske Fabrik markant på verdensmarkedet. Den meget forskningsinteresserede A. ledede selv planlægningsmøder mellem virksomhedens forskere og udefra kommende konsulenter, ligesom han rejste over det meste af verden for at styre og opdyrke. Tidligt indså han nødvendigheden af fabrikkens egen forskningsindsats og foretog de nødvendige investeringer i stab og laboratoriefaciliteter. I slutningen af 1940'erne begyndte udflytningen af virksomheden fra Brønshøj til de 8 ha land der hørte til Lautrupgård, og ved virksomhedens 50-års jubilæum 1958 var udflytningen stort set tilendebragt. Ved etablering af virksomheder i udlandet, både i Europa, Sydamerika og Afrika er Løven blevet verdensomspændende i sit virke. Ud over antibiotika har medicinalfabrikkens forskning især været koncentreret om midler mod hjertesygdomme, hormoner og vitaminer.

1970 besluttede A. at Løvens kemiske Fabrik efter hans og familiens død skal være selvejende. A. har levet tilbagetrukket fra offentligheden med en skyhed der af nogle er blevet opfattet som arrogance, og han har ikke udfoldet nogen virksomhed for at blive populær. Han er stærkt kunstinteresseret og ejer en udsøgt privatsamling af franske impressionister. - Dr. in laws h.c. ved univ. i Dublin.

Familie

Knud Abildgaard blev født i Randers og døde i Hørsholm; begravet på Vestre kirkegård, København.

Forældre: købmand Frederik Christian Conrad Martinus Elling (født ca. 1849) og Sørine Mathilde Abildgaard. (født ca. 1861). Navneforandring til A. 14.7.1956. Gift med Gertrud Kongsted, født 9.6.1901, død 5.11.1986, d. af apoteker August K. (1870–1939) og Ellen Margrethe Ballin (1871–1918).

Udnævnelser

R. 1951. R1 1972.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

K. O. Møller i Medicinsk Forum nr. 5., 1958 129–33; K. A. Jensen sst. nr. 1, 1971 16–29. Børsen 25.11.1958, 22.2.1961. Berl. tid. 22.2.1971, 21.2.1976. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig