Knud Bach

Knud Bach, Knud Karl Nielsen Bach, 26 (kbg. 27.) 9..1871-5.10.1948, landbrugspolitiker. Født på Røngegård, Ulstrup sg, død i Rønge, Sdr. Vinge sg., Viborg amt, begravet Sdr. Vinge kgd. B. var som ung på Grejsdalens landbrugsskole og på Mellerup højskole og uddannedes i øvrigt ved landbruget hjemme. Da faderen var død tidligt overtog han som 21-årig ledelsen af Røngegårds drift og købte ejendommen af moderen 1902. Han drev gården stærkt frem, tilkøbte jord fra naboejendomme således at han efterhånden kom til at disponere over ca. 170 tdr. land. Desuden erhvervede han en nærliggende vandmølle, ligesom han en tid forsøgte sig med savværksdrift og en tid under 1. verdenskrig med fremstilling af kartoffelmel. Som initiativrig landbruger og som indehaver af sognets største ejendom var det naturligt at han snart blev valgt til forskellige hverv, således 1901 til formand for det lokale andelsmejeri. I årene frem til 1930 beklædte han, væsentligst for kortere åremål, bestyrelses- og formandsposter i egnens landbrugsfaglige og økonomiske sammenslutninger, og han var bl.a. i 1920'erne aktiv for genrejsningen af Andelsbanken. På denne baggrund og i kraft af ejendommens størrelse var B. efterhånden blevet en kendt skikkelse på sin hjemegn, men endnu i slutningen af 1920'erne var der intet der tydede på at han skulle nå ud over denne placering som en lokalt fremtrædende skikkelse af "sogne-konge"-typen. B. havde fra 1920'erne syslet med tanker om en samling af dansk landbrug på tværs af de eksisterende organisationer til en stærkere hævdelse af erhvervets interesser, og han synes tidligt at have givet udtryk herfor offentligt. Fra 1928 deltog han i møder om dette spørgsmål og knyttede kontakter med andre kredse i Midtjylland med det formål at skabe en bevægelse af den ovennævnte karakter. 18. 11.1930 holdtes på Røngegård et møde af stedlige landmænd under indtryk af lokale problemer foranlediget af den optrækkende krise for erhvervet. Mødet resulterede i udfoldelsen af en videre agitation på egnen med B. som den centrale kraft. 9.12.s.å. holdtes stiftende generalforsamling i "Landbrugernes Sammenslutning i Langaa-Thorup-Sdr. Vinge Kommune" hvor B. valgtes til formand. Programmet var endnu ret uklart, men LS eller Randersbevægelsen spredtes som løbeild i vinterens og forårets løb. I februar 1931 dannedes den første amtsorganisation, og i aug. s.å. skabtes en landsdækkende overbygning. Tilslutningen var betydelig selv om bevægelsens egne opgivelser antagelig er for høje. Men det er sandsynligt at LS i 1932 da den stod stærkest samlede omkring halvdelen af landbrugerne bag sig. Hertil kom at bevægelsen gennem det samme år oprettede erhvervsudvalg fik en stærk indflydelse på størstedelen af landets andelsmejerier og -svineslagterier. Et resultat af LS' bestræbelser for at afhjælpe krisens indvirkninger blev oprettelsen af Danske landbrugeres kreaturforsyning 1932, men i øvrigt vendte bevægelsen sig mod lovgivningsmagten med krav om øjeblikkelig lettelse af landbrugets situation og benyttede sig, foruden af en voldsom agitatorisk stil, af demonstrationer (bondetoget 1935 og efterfølgende bondestævner), valutaaktioner og forskellige produktionsstrejker. LS havde typiske træk af en protestbevægelse med styrken i angrebene på "systemet" og meget vage forestillinger om egentlige positive forbedringer udover økonomisk hjælp til landbruget. Bevægelsen fik efterhånden rådighed over en presse og fik repræsentanter på Christiansborg, først det frie folkeparti, senere bondepartiet. LS kulminerede tidligt, men kunne frem mod 30'ernes slutning fortsat mønstre betydelige dele af landbruget som tilhængere.

B. var fra bevægelsens start på det lokale plan til sin tilbagetræden i efteråret 1944 ubestridt den ledende skikkelse. Hans position blev aldrig truet, trods heftige interne opgør i bevægelsen. Hovedkontoret for LS var frem til besættelsesårene på Røngegård hvor man også 1936 afholdt det første bondestævne. I LS-propagandaen identificeredes B. og bevægelsen i stor udstrækning ("Danske bønder giver B. håndslag ..."), og hans fremtræden på møder og ved demonstrationer gav altid anledning til spontant bifald og hyldest fra tilhængerne, ligesom også modstanderne af bevægelsen accepterede denne identifikation. B. var en habil taler, hvis korte, sentensagtige form tillige med hans "stoute Hindenburgskikkelse" (Henning Poulsen) havde en umiddelbar appel i landbrugerkredse, særlig i Jylland, i 30'ernes vanskelige år. – Der er en påfaldende modsætning mellem denne ydre form der kunne dække adskillige af tidens forestillinger om den stærke lederskikkelse og B.s betydning for bevægelsens ledelse og arbejde indadtil og formuleringen af de både kort- og langsigtede mål for organisationen. B. var ubestemt med hensyn til en nærmere formulering af de ideer og holdninger bevægelsen byggede på, og han henholdt sig i almindelighed til kravet om landbrugets ligestilling med andre erhverv og desuden til helt abstrakte appeller om "pligt, ret og retfærdighed". Hans kritik af "systemet" der som for alle højreoppositionelle bevægelser rummede bureaukratiet, de gamle partier og faglige organisationer, farvedes særligt af modstillingen land-by, men rummede i øvrigt ikke grundlæggende holdninger eller ideer der adskilte sig fra gængse meninger i store dele af landbruget i disse år. Det var heller ikke B. der lagde bevægelsens strategi eller tog initiativet til de forskellige aktiviteter, og i den modsætning der fra 1932 opstod mellem en mere forhandlingsvenlig, moderat fløj og mere radikale elementer der gik ind for en udstrakt anvendelse af aktioner og produktionsstrejker stod han længe ubestemt. Ved sprængningen af LS 1936 hvor Th. Junker og Jens Nielsen m.fl. udtrådte synes B. mere at have handlet på andres end på egne vegne. B. var stærkt afhængig af sine rådgivere og medarbejdere i bevægelsen der også var de egentlige initiativtagere til de forskellige initiativer. Frem til 1936 spillede godsejer Junker og gårdejer Peter Nielsen en betydelig rolle, senere fik proprietær A. C. Hartel og især hofjægermester Jørgen Sehested en stærk indflydelse på LS.

B. kunne imidlertid i højere grad end disse som jysk gårdejer fremstå som bevægelsens samlende midtpunkt, og hans manglende profil kunne – en gang kåret som leder – måske lette en fortsat identifikation af bevægelsen med dens uklare målsætning, med hans person. Hans optræden gennem 30'erne tyder på at hans menneskekundskab var begrænset og hans politiske forståelse indskrænket. Det gælder ligeledes i forholdet til andre oppositionelle strømninger i tiden hvor B. tilsvarende var ubestemt og lededes af andre. Dette forhold blev skæbnesvangert for B. efter 9. april 1940. LS oplevede et vist opsving efter krigsudbruddet 1939, og efter Danmarks besættelse var der utvivlsomt forhåbninger om at LS i modsætning til "systemets" repræsentanter – regering, rigsdag og de gamle landbrugsorganisationer – kunne opnå resultater for landbruget i forhold til tyskerne. Hertil kom så de elementer i bevægelsen der direkte var sympatisk indstillet over for nazismen, først og fremmest Hartel og Sehested. De var initiativtagere til en offentlig udtalelse som B. fremsatte 23.4.1940, og hvori LS tilbød sig som forhandlingspartner på landbrugets vegne over for Tyskland. Denne erhvervsøkonomiske aktivitet fra LS' side udfoldedes i løbet af sommeren og kulminerede i begyndelsen af oktober med B.s og en delegations (B. kunne ikke tysk og var her afhængig af Hartel) besøg i Tyskland hvor det blev aftalt at B. ved hjemkomsten kunne lancere en højere smørpris for dansk landbrug som et resultat af denne delegations indsats. B. var i dette spil en topfigur uden megen reel indflydelse, og det gjaldt i endnu højere grad i de forhandlinger der førtes mellem visse tyske kredse, de danske nazister, LS og andre grupper om en regeringsomdannelse der kunne erstatte den siddende regering Stauning med et ministerium i nærmere overensstemmelse med besættelsesmagtens ønsker og ideologi. B. figurerede i forårets og sommerens løb på diverse lister, dels som stats- dels som landbrugsministeremne, men noget egentligt initiativ til eller deltagelse i bestræbelserne synes han ikke at have taget. Den afgørende tilnærmelse mellem LS og de danske nazister med henblik på en kommende regeringsdannelse forberedtes tilsvarende af Hartel og Sehested, mens B. på det afgørende møde 17.6. endnu var usikker og nøjedes med at fremlægge den forberedte resolution og gav udtryk for at han ønskede at høre repræsentantskabets opfattelse. Med tilnærmelsen til nazisterne og regeringsplanernes kuldsejling i de kommende måneder var LS' og dermed B.s skæbne beseglet. Erhvervsudvalget og LS oplevede en medlemsflugt, og B. var sammen med de øvrige ledere inden for bevægelsen af alle andre end medlemmerne fra da af stemplet som nazisympatisører og samarbejdende med tyskerne. Besættelsesmagten tabte snart interessen for forbindelsen med B. og LS, og nogen indflydelse opnåede man ikke i de kommende år. Efter befrielsen idømtes B. der var tydeligt mærket af sin alder fem års fængsel for sin virksomhed under besættelsen.