Knud H. Krabbe

Knud H. Krabbe, Knud Haraldsen Krabbe, 3.3.1885-8.5.1961, læge. Født på Frbg, død i Kbh., urne i urnehal, Bispebjerg kgd. K. blev student 1902 fra Metropolitanskolen og tog lægeeksamen 1909 hvorefter han straks kastede sig over studiet af sit speciale, nervesygdomme under ansættelse ved bl.a. poliklinikkens nerveafdeling, professor Viggo Christiansens privatklinik, kommunehospitalet og Rigshospitalet. 1915 blev han dr.med. på afhandlingen Histologiske Undersøgelser over corpus pineale og blev s.å. reservelæge på Almindelig hospital (til 1921); 1922–27 var han reservelæge ved kommunehospitalets afd. 6 og fra 1928 afdelingslæge ved neurol. afd. til han 1933 udnævntes til afdelingens overlæge. Desuden har han været censor ved embedslægeeksamen og konsulent ved Invalideforsikringsfonden 1922–27. Fra 1913 praktiserede han som en stærkt søgt nervelæge i Kbh. I en ung alder blev K. en førende skikkelse inden for dansk neurologi og viste sig som en lærd og anset forsker, der dels i hjemlige, dels i udenlandske videnskabelige tidsskrifter har offentliggjort en lang række arbejder over emner inden for den kliniske neurologi. Allerede 1916 blev K. internationalt kendt ved sin selvstændige beskrivelse af en særlig form for en degenerativ lidelse i hjernen i den tidlige barnealder, den såkaldte infantile type af diffus sclerose, der nu overalt betegnes som K.s sygdom. K. antog i sit arbejde, at en mangelfuld udvikling af hjernens hvide substans måtte anses for at være den svære lidelses grundlag, deraf bibetegnelsen Leucodystrofi. K.s egentlige arbejdsfelt blev, under påvirkning af faderen, centralnervesystemets anatomi. Disputatsen om epifysens embryologi og finstruktur hos mennesket videreførtes under stadige studieophold hos Ivar Broman i Lund med en lang række arbejder om tilsvarende undersøgelser på pattedyr (1919, 1921, 1929 og 1932) og på krybdyr (1934–35) samt især studier af subkommisuralorganet, specielt en større afhandling om dets komparative anatomi indenfor pattedyrordenen (1925). K. nåede ved mikroskopiske undersøgelser af epitelet i det nævnte organ til den anskuelse, at det var et endokrint organ, en opfattelse, som nyeste undersøgelser synes at bekræfte. Viser de sig at stå ved magt, vil K.s navn blive knyttet til en opdagelse af stor, uforudset rækkevidde. – K. kombinerede stedse sine undersøgelser med studier af den embryonale udvikling, koncentreret omkring hjernens formdannelse hos krybdyr, fugle og pattedyr. I de senere år publicerede han en række statelige, prægtigt illustrerede værker herom, alle udgået fra Institutet i Lund. Samtlige udforskninger giver væsentlige bidrag til forståelse af de åbenbart homologe forhold mellem nervestrukturerne i hjernetaget hos forskellige dyrearter.

Også som lærer har K. øvet betydelig indflydelse, dels som en stærkt besøgt privatdocent (siden 1915 og helt frem til 1930erne), dels ved sine lærebøger. Den mest kendte er de propædeutiske Forelæsninger over Nervesygdomme, der fra 1927 udkom i ikke mindre end syv udgaver, i 1929 i spansk oversættelse. Tidligere havde K. fået overdraget at skrive det udmærkede afsnit om De endokrine Kirtlers Sygdomme i Nord. Lærebog i intern Medicin (1917). Endnu et større oversigtsværk fremkom fra K.s hånd 1947: Nervelidelser og Vækstforstyrrelser i Barndommen. K. har været redaktør af Acta psychiat. et neurol. siden dets grundlæggelse 1926 og desuden beklædt en række faglige tillidshverv samt været korresponderende medlem af en lang række udenlandske selskaber. Han udnævntes til æresdoktor i medicin ved Lunds universitet i 1949, ved universitetet i Stockholm (Uppsala) i 1952. På sin 70-årsdag fik K. overrakt et festskrift (heri en liste over hans medicinske arbejder), og i 1957 modtog han Videnskabernes Selskabs pris-medaille i guld.

K. er en af de ganske få danske læger, der har helliget sig grundforskningen af nervesystemet. De blivende resultater heraf har givet K.s navn internationalt ry, hvad hans uhyre privatbibliotek vidnede om. Hans friske virke som praktisk kliniker var ved siden heraf en opmuntrende kilde til nye iagttagelser (se Livserindringer, 1956), men hans hjerte hang ved forskningen. Som personlighed var K. en mærkelig blanding af aristokratisk englænder-type fra Gladstones tid af positivistisk observans og begejstret tilhænger af de moderne tekniske fremskridt ("... en lykke at have levet i en tid, hvor man på et døgn kan nå fra København til Sydamerika ..." Erindr.). Et indblik i hans private tankegang får man gennem et lille skrift fra de senere år, Drift og Moral, et essay, udført con amore, hvori forsøges en biologisk tydning af etiken. En forstående skildring af Knud Pontoppidan (foredrag i Medicinsk Selskab, 1956, udg. i Bibl. f. Læger s.å.) giver et billede af K. fra en anden side.