Knud Henriksen Gyldenstierne (biskop)

Artikelstart

Knud Henriksen Gyldenstierne, d. 8.12.1560, biskop. Død på Vestervig, begravet i Århus domk. Efter at have fået gejstlig uddannelse og taget magistergraden blev G. sekretær i Christian lis kancelli, 1520 forlenet med Ring nonnekloster ved Skanderborg og s.å. ved sin slægtning biskop Ove Billes anbefaling domprovst i Viborg. Da den jyske opstand udbrød brugtes han tillige med Ove Bille som mægler mellem kongen og de oprørske stormænd og opsagde først kongen troskab omtrent samtidig med Ove Bille og Mogens Gøye. 26.3.1523 medbeseglede han Frederik Is håndfæstning, blev straks optaget i rigsrådet og var blandt de råder der ledsagede hertug Christian da denne gennem Jylland og Fyn drog mod Sjælland og Kbh. Kong Frederik synes allerede på denne tid at have udset ham til Jens Andersen Beldenaks efterfølger som biskop på Fyn, og da biskop Jens tænkte på at trække sig tilbage bestemte han 1527 G. til sin successor; ifølge den på herredagen i Odense 1526 trufne overenskomst måtte han forpligte sig til når han blev biskop at betale til kongen den sum der ellers svaredes til paven for bekræftelsen på bispestillingen. Sagen kom dog først endelig i orden 14.3.1529 da Jens Andersen afstod ham bispedømmet mod en årlig pengesum.

Som biskop indtog G. en ejendommelig stilling. Selv hørte han ligesom sine brødre i mange retninger mere den nyere end den gamle tid til. Betegnende i denne henseende er det at han 1526 havde ledsaget kongens datter Dorothea til hendes bryllup med den protestantiske hertug Albrecht af Preussen, og s.å. var han og kongens kansler de eneste gejstlige medlemmer af rigsrådet der medundertegnede kongens og det verdslige råds hævdelse af Aage Sparre som ærkebiskop i Lund mod pavens vilje. Pavelig konfirmation søgte G. heller aldrig. Straks efter sin udnævnelse havde han en samtale med Hans Tausen, og i den følgende tid optrådte han på flere måder i evangelisk retning. Ca. 1531 kaldte han Jørgen Sadolin fra Viborg til Odense og lod ham som sin "coadjutor in verbo" virke i evangelisk ånd medens han selv 1532 var i Norge. I G.s navn udgav Sadolin 1532 Luthers lille Katekismus som rettesnor for præsterne, og da Sadolin senere af denne grund forfulgtes af katolikkerne tog G. ham i forsvar. 1531 lod han forkynde at alle stiftets præster skulle eksamineres i den augsburgske konfessions artikler; denne almindelige visitats er dog måske blevet afbrudt 1533; s.å. kom Sadolins oversættelse af den augsburgske konfession, men ikke i biskoppens navn. Medens Poul Helgesen ikke kan finde skældsord nok mod den troløse "skinbiskop" roses han i høje toner af protestanterne. Under herredagen 1533 har G. lige så lidt som Mogens Gøye og Erik Eriksen Banner sat sit segl under recessen af 3.7. og synes af have forladt Kbh. omtrent samtidig med Mogens Gøye. – I øvrigt følte G. sig vistnok stærkt af sin biskoppelige stilling og viste i verdslig henseende en ikke ringe iver da han 1531 var blevet sat i spidsen for sit stifts verdslige styrelse, og i denne stilling måtte træffe forsvarsforanstaltninger i anledning af Christian IIs forventede angreb på Danmark. "Han har hverken villet være Papist eller evangelisk" siges det om ham 1536 i klageskriftet mod biskopperne, "men har ført et eget Regimente for sig selv og vilde kaldes Herre af Fyn". April 1532 blev G. sat i spidsen for den kommission der med en dansklybsk flåde blev sendt til Norge for at undsætte Akershus hvor hans bror Mogens G. belejredes af Christian II. Ifølge den frie fuldmagt der medgaves kommissærerne skulle de ved underhandlinger eller våbenmagt søge atter at bringe Norge og dets indbyggere under kongens hånd, og alt hvad de i den henseende gjorde skulle have gyldighed som om kongen selv havde været til stede. Kommissærerne anså sig herefter for berettigede til at træde i underhandlinger med kong Christian selv og afsluttede en overenskomst med denne ifølge hvilken han med frit lejde skulle bringes til Kbh. for personlig at underhandle med sin farbror; hvis forlig ikke opnåedes skulle han føres tilbage til Norge eller til Tyskland. Om kommissærerne dermed overskred deres fuldmagt – hvad Frederik I siden påstod – lader sig ikke sige med sikkerhed, lige så lidt som det kan afgøres hvorvidt G. fra begyndelsen har tænkt sig at overenskomsten skulle holdes. Givet er det at han ved sin optræden efter Christian IIs ankomst til Kbh. pådrog sig en hoveddel af det moralske ansvar for at den blev brudt. Under de senere forhandlinger med tyske fyrster om Christian IIs fængsling fremstillede den danske regering G. som den eneste skyldige i det skete lejdebrud, og 1542 fik man ham til at afgive en tvetydig erklæring ved hvilken han tilsyneladende påtog sig ansvaret.

Da grevefejden udbrød viste G. sig ivrig for Christian IIIs valg og fik en forsamling af den fynske adel på et møde i Hjallese ved Odense til i juli 1534 at slutte sig til jyderne om at anerkende denne; men da de grevelige tropper kort efter besatte Fyn måtte han skyndsomst flygte. Hans bispestol gaves til Gustav Trolle; selv begav han sig til hertug Christian i Jylland og brugtes af denne til ansvarsfulde hverv. Efter slaget ved Øksnebjerg (1535) fik han atter sin bispestol, men da biskopperne efter Kbh.s overgivelse 1536 fængsledes blev også han fanget af lensmanden Claus Daa og et par andre adelsmænd, netop som han efter endt gudstjeneste forlod Albani kirke. Han løsgaves først et år senere efter at han (4.9.1537) havde udstedt en revers om at være kongen og hans søn tro og finde sig i religionsforandringen. I rigsrådet blev han aldrig genoptaget og levede nu som verdslig stormand nogle år i tilbagetrukken ro. Ved sit giftermål fik han del i Estrup, Ågård, Nørre Vosborg og Irup, arvede efter sin bror Gabriel G. Restrup hovedgård og blev en meget rig mand. 1542 fik han Ø kloster i pant for 4.000 dl., 1556 forlenedes han desuden med Ørum slot som pantelen og 1557 med Vestervig kloster som regnskabsien. 1559 måtte han opgive Ø kloster, men fik senere Lund på Mors i pant i stedet. Da han 1559 måtte overlade sin stedsøn Lauge Brock Estrup, flyttede han til Vestervig.

Familie

Forældre: rigsråd Henrik Knudsen G. (død 1517) og Karen Bille (død 1540). Antog ca. 1525 navnet v. Stern og kort efter G. Gift før 1541 med Jytte Podebusk, død 26.5.1573 i Randers (gift 1. gang med rigsråd Niels Brock, død 1534), d. af rigsråd Predbjørn P. (ca. 1460-1541) og Anne Gyldenstierne (død 1545). -Far til Preben G. Bror til Mogens G.

Ikonografi

Relief på ligsten (Århus domk.).

Bibliografi

Danm.-No.s traktater 1523-1750 I, 1907. – A. Heise i Hist. t. 4.r.III, 1872-73. Samme: Kr. II i Norge og hans fængsling, 1877. J. Oskar Andersen: Der Reformkatholizismus und die danische Reformation, Gütersloh 1934 (også i Zeitschr. für system. Theologie XI, Gutersloh 1934 496-546). Troels Dahlerup i Den nord. adel i senmiddelalderen. Rapporter til det nord. historikermade, 1971. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig