Knud Pedersen Gyldenstierne

Knud Pedersen Gyldenstierne, ca.1480-20.6.1552, rigsråd. Død på Kalundborg, begravet i Kalundborg k. 1498 blev G. indskrevet ved Kbh.s univ. 1502 deltog han som hofsinde i Christian (II)s tog mod Elfsborg; 1517 blev han lensmand på Ålholm, men mistede s.å. denne forlening og sad en kort tid fængslet, vistnok på en beskyldning for at have forgivet Dyveke. Efter sin frigivelse tog han ophold på sin gård Tim ved Ringkøbing; kort efter klagedes der til Christian II over hans rå adfærd mod en bonde. – Af Frederik I blev G. 1523 udnævnt til lensmand på Vordingborg og deltog fra nu af lige til sin død på en meget fremtrædende måde i tidens begivenheder. Juli 1524 har han medbeseglet den af en del adelsmænd indgåede forpligtelse til at modstå Luthers kætteri, blev af Frederik I udnævnt til fodermarsk og deltog, som sådan n.å. i kampen i Skåne mod Søren Nordby, men sendtes i juni måned af Johan Rantzau (1492-1565) og de skånske råder til Sverige for at fremskynde den af kong Gustaf lovede hjælp. – Aug. 1525 ombyttede G. Vordingborg len, som Henrik Gøye nu fik, med Kalundborg og blev 1529 optaget i rigsrådet. Som rigsråd ledsagede han s.å. hertug Christian, den senere Christian III, på dennes rejse til Norge. Maj 1531 måtte han afstå Kalundborg len til Mogens Gøye, men forlenedes til gengæld med Nykøbing slot på Falster der hørte til det enkegods der var bestemt for Frederik Is dronning Sophie. Som lensmand her fik han en del at gøre med gråbrødrenes opgivelse af deres kloster uden dog selv endnu at have sluttet sig til lutheranerne. Da Christian II i juli 1532 var bragt til Kbh. overdroges det G. tillige med Otte Krumpen og et par holstenske råder at føre ham til Sønderborg (9.8.1532). Det var første gang de atter sås siden Dyvekes dage. Sit had til kongen skal han ved denne lejlighed have vist på en rå måde idet han rev den gyldne Vlieses ordenskæde af kongens hals og endog skal have trukket ham i skægget, en optræden der fremkaldte stor forbitrelse mod ham hos Christian IIs tilhængere.

På herredagen i Kbh. 1533 efter kong Frederiks død sluttede G. sig til det katolske parti; han var således blandt Hans Tausens dommere. I juni 1534 sendtes han i anledning af grev Christoffers (1504-66) angreb på Holsten af det sjællandskskånske råd til hertug Christian for at undskylde at rådet på grund af de i Malmø udbrudte uroligheder ikke for øjeblikket kunne yde hertugdømmerne den traktatmæssige hjælp. Herfra vendte han tilbage til Kbh. til det til sankthansdag berammede kongevalg; men da grev Christoffer pludselig landede på Sjælland, ilede han tilbage til sin forlening Nykøbing. Han søgte forgæves at få våbenstilstand indtil mikkelsdag for imidlertid at kunne sætte sin lensherre, dronning Sophie ind i forholdene, men måtte 22.8. overgive slottet til Anders Bille (1477-1555) og Mikkel Blick der var sendt imod ham med en stor krigsmagt og blev som fange ført til Kbh. hvor han nu udsonede sig med grev Christoffer og blev dennes lensmand på Krogen. I slutningen af året deltog han i den skånske adels felttog mod de tropper som kong Gustaf havde sendt Christian III til hjælp. Jan. 1535 blev han derpå stævnet til møde i Kbh., men tillige med en del andre rigsråder under den store forbitrelse som den skånske adels frafald fra greven havde fremkaldt uden videre taget til fange og 20.5. ført til Malmø hvor han sad fængslet indtil han i jan. 1536 tillige med de øvrige fangne adelsmænd førtes til Mecklenburg. Efter Kbh.s overgivelse i juli 1536 overgaves han til Christian III, sad i nogen tid som fange i Rendsborg og senere i Kbh. indtil han 28.10. fik sin fulde frihed mod at forpligte sig til troskab mod Christian III og dennes slægt. Han fik straks sin plads i rigsrådet tilbage og blev udnævnt til marsk. Meningen hermed.synes at have været, at han skulle have afløst Tyge Krabbe som rigsmarsk, og han kalder sig i et brev af 3.12. også "Danmarks Riges Marsk"; men Tyge Krabbe beholdt dog stillingen som rigsmarsk; G. blev derimod "Hofmarskal", og således adskiltes fra nu af disse to tidligere forenede embeder. Under Christian III indtog G. således atter en betydelig stilling; 1537 fulgte han kongen til fyrstemødet i Braunschweig, deltog 1539-41 i forhandlingerne med Gustav Vasa om forbund mellem Danmark-Norge og Sverige og ledsagede 1548 den unge hertug Frederik, den senere Frederik II, på dennes hyldningsrejse til Oslo. Også Kalundborg havde han 1536 fået tilbage, og 1549 blev det ham der her skulle få opsyn med den fangne Christian II med hvem han i sin ungdom havde haft så mange både gode og onde dage. Årene havde dog nu mildnet dem begge; de nærmede sig begge stærkt det 70. år. Mod kong Christian synes G. også nu at have vist så stor lemfældighed som det gik an efter de pålæg han stadig modtog om at passe godt på fangen. Den tidligere så strenge og voldsomme mand var også blevet gudfrygtig. Han har således efterladt sig en lang salme "om vor kristelige Tros Artikler og besynderlig om vor Herre Jesu Christi Pines Historie". Hverken indhold eller form bærer mindste spor af poetisk begavelse; men Peder Palladius "oversaa" den, og i hans bearbejdelse fandt den optagelse i flere senere salmebøger. D Relief på ligsten, delvis itu (Kalundborg k.).