Knud Sadolin

Knud Sadolin, 12.10.1878-26.8.1960, fabrikant. Født i Valløby, død i Dragør, begravet Valløby kgd. Efter 1904 at have taget polyteknisk embedseksamen (bygningsingeniør) var S. i tre år ingeniør ved Kbh.s vej- og kloakanlæg. 1907–08 var han ansat hos Ransome & Smith i New York, og de følgende år ledede han for Marx & Windsor, Havanna, forskellige store ingeniørarbejder på Cuba. 1911 vendte han hjem til Danmark og blev nu af justitsministeriet udsendt til Færøerne for at projektere vejanlæg og havne. 1912 knyttedes han til A/S S.s Farver som merkantil leder og fortsatte som sådan i den 1912 dannede storvirksomhed S. & Holmblad. Hans forretningsmæssige dygtighed, der viste sig i effektiv anvendelse af moderne salgsorganisation og reklame, supplerede udmærket broderens produktions-skabende evne. S. & Holmblad førtes uden rystelser gennem såvel krigsårene 1914–18 som de efterfølgende for dansk industri meget vanskelige kriseår, og 1938 havde selskabet en omsætning på ca. 20 mio. kr. med en eksport fordelt på ca. 40 udenlandske markeder. 1949 trådte S. tilbage fra direktørposten. I særlig grad forstod han betydningen af at knytte unge kemiske ingeniører til virksomheden hvor han gav dem store opgaver at løse, bl.a. i forbindelse med oprettelsen af A/S Kemisk Værk, Køge. – S. var medstifter af og formand for Foreningen af danske farve- og lakfabrikanter, medlem af bestyrelsen for Brancheforeningen for farve- og lakindustrien, af Industriforeningens repræsentantskab, af Dansk principalforenings hovedbestyrelse, af industrifagenes hovedbestyrelse og af styrelsen for Danmarks tekniske højskoles fond for teknisk kemi.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Reerslev og Ruds Vedby, Ole Jørgen S. (1826–1908) og Louise Suzette Emilie Marcussen (1838–1906). Gift 7.9.1912 i Frbg. k. med Ingeborg Prytz, født 22.5.1887 på Frbg., d. af ritmester, senere oberstløjtnant Holger P. (1848–1930) og Antonia Betzy Philiberta Briand de Crévecoeur (1848–1938). – Bror til Frode S. og G. A. S.

Udnævnelser

R. 1936.

Ikonografi

Mal. af H. Vedel, 1937 (Sadolin & Holmblad). Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 11.10.1948. – Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 383–88. Børsen 31.12.1936. Berl. tid. 12.10.1938. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig