Kr. Rørdam, Kristian Rørdam, 22.7.1860-29.7.1939, geolog. Født i Gladsakse, død i Ordrup, begravet sst. Efter skolegang i Roskilde og Odense blev R. student 1878 fra Odense og cand. mag. i kemi 1884. 1882 var han blevet assistent hos F. Johnstrup på Mineralogisk museum, og efter eksamen blev han tillige assistent ved universitetets kemiske laboratorium. Foranlediget af en prisopgave fra Videnskabernes selskab 1887 foretog han en kemisk og geologisk undersøgelse af de mesozoiske lerarter og kaolinen på Bornholm der blev publiceret med nogle tilføjelser 1890 som den første af Danmarks geologiske undersøgelses skrifter. Da dette institut blev oprettet under Johnstrups ledelse 1888, opfordrede han R. til at påbegynde den systematiske kortlægning af Danmark. Efter nogle korte studierejser til Sverige og Tyskland påbegyndte han arbejdet 1.7. s.å., og i løbet af få år var Nordøst- og Nordvestsjælland kortlagt, og flere afhandlinger og et par kortbladbeskrivelser så dagens lys. Saltvandsalluviet i det nordøstlige Sjælland, 1891 bragte ham den filosofiske doktorgrad 1892, og n.å. forelå den første kortbladbeskrivelse (Helsingør og Hillerød). Da Johnstrup døde 1894 kunne R. vente at blive hans efterfølger som leder af Danmarks geologiske undersøgelse, men som følge af visse stridigheder med N. V. Ussing, der var blevet Johnstrups efterfølger som professor, blev ledelsen overdraget en kommission (V. Pingel). Da R. ikke kunne finde sig til rette under disse forhold, trak han sig efterhånden tilbage og tog sin endelige afsked 1900. Inden da nåede han at få publiceret bl.a. Kridtformationen i Sjælland, 1897, hvori han adskiller og beskriver forskellige kalkstenstyper inden for det nyere kridt (bryozokalk, kokkolitkalk, foraminiferkalk m.m.), og beskrivelsen til Nordvestsjælland, udgivet sammen med V. Milthers 1900. Hans mangeartede arbejders værdi blev betydeligt forøget ved deres talrige kemiske analyser af danske jordlag, hvilket giver dem et varigt fortrin frem for mange senere geologiske arbejder som hovedsagelig kun giver kalkbestemmelser og vandanalyser. Gennem sin beskrivelse af Danmarks tilblivelse i Frem 1897–98 blev han desuden kendt i vide kredse som en udmærket skribent.

1896–1900 var R. direktør for den Ankerske marmorforretning, derefter i to år leder af ØKs forsøgsminedrift i Siam, indtil han 1902 overtog Stubbergård ved Skive hvor han tilbragte to af sine bedste år. Da professoratet i agrikulturkemi ved landbohøjskolen blev ledigt efter A. Tuxen, overtog R. dette 1904 og virkede her, indtil han tog sin afsked 1930. Hans lærebog Geologi og Jordbundslære I–III, 1908–10 indeholder mange kemiske enkeltheder om Danmarks geologi og om geologiens historie her i landet. Han mistede dog hurtigt kontakten med den geologiske forskning til fordel for agrikulturkemien, og hans senere geologiske forfatterskab var ret lille. I Japetus Steensirup og Køkkenmøddingerne, (i Mindéskr. i Anledn. af 100-året for J. Steenstrups Fødsel 1914) søger R. at godtgøre at Steenstrup var den første der havde den rette opfattelse af køkkenmøddingernes oprindelse, og i Johannes Frederik Johnstrup. Hans Liv og Virksomhed, 1918, fremhæver han Johnstrups betydning for geologien. Nævnes må også hans Studier over udvalgte Emner af den kemiske Geologi I–II, 1914 og III, 1919, hvori han bl.a. giver nogle analyser af små mængder af sjældne metaller i danske jordarter. – R. var statskonsulent i agrikultur 1906–32 og formand for eller medlem af flere ministerielle udvalg og kommissioner angående foder- og gødningsstoffer, myremalms og tangs anvendelse og vandforsyningssager.

Familie

Forældre: sognepræst, dr. phil. Holger Fr. R. (1830–1913) og Helga S. M. Kaikar (1832–1923). Gift 15.10.1886 i Kbh. (Holmens) med Astrid Rørdam, født 5.11.1859 på Frbg. slot (Frue), død 19.5.1934 i Ordrup, d. af cand. teol., biskop Th. Skat R. (1832–1909) og Ovine M. F. Hauch (1834–1915). – Bror til Holger R.

Udnævnelser

R. 1900. DM. 1921.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1892 113f. – Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858–1908, 1908. Will. Sørensen: Professor dr. K. R. og "Kjøkkenmøddingerne" m.m., 1915. Sigurd Hansen i Naturhist. tid. III, 1939 110f. V. Milthers i Medd. fra da. geologisk foren. IX, 1940 515–18. Axel Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 368f 413f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer (1)

skrev Michael V. Madsen

Linket til A. Tuxen henviser pt. til Anna Ladegaard i stedet for... A. Tuxen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig