Kristian Højendahl

Kristian Højendahl, Kristian Nielsen Højendahl, 14.2.1898-2.3.1980, fysisk kemiker. Født i Kbh. (Andreas), død på Herlev hosp., begravet på Bispebjerg kgd. Faderen havde fået et beskedent udbytte af nogle opfindelser og var derved blevet i stand til at sende sine to sønner på Polyteknisk læreanstalt. H. tog præliminæreksamen og adgangseksamen til læreanstalten og blev 1919 kandidat (fabrikingeniør). Han arbejdede 1919–21 som ingeniør ved Nordiske Kabel- og Traadfabriker hvor han fik indsigt i elektricitetslærens finere enkeltheder. 1922–24 studerede han som Ramsay Fellow ved universitetet i Liverpool og afsluttede med en Ph.D.-grad. 1924–25 blev han vikarassistent hos E. Biilmann ved universitetets kemiske laboratorium, 1925 assistent, senere amanuensis ved landbohøjskolens kemiske laboratorium - hos N. Bjerrum – kun afbrudt af et års studier 1931–32 hos Ludwig Ebert i Würzburg. Han forblev ved landbohøjskolen til han tog sin afsked 1965. Her vejledte han i laboratoriet unge studerende af alle højskolens studieretninger i elementær kemi. Som forsker var H. en udpræget enspænder. Hverken Biilmann eller Bjerrum har haft synderlig indflydelse på hans forskning. Hans gebet var – med hans egne ord – det videnskabelige husmandsbrug, og livet igennem har han selv forfærdiget sine måleapparater. Efter forskellige tilløb kom han ind på det område hvor han gjorde sin første store indsats, måling af dielektricitetskonstanter og tydning af organiske molekylers dipolmoment, et felt som den senere Nobel-pristager P. Debye nylig havde grundlagt. For dette erhvervede han 1928 doktorgraden ved Kbh.s univ. for afhandlingen Studies of Dipole-Moment. Med dette og andre arbejder placerede han sig i forreste række i denne specielle forskning. Men efter nogen tid gik H. over fra opløste organiske molekyler til at studere krystallinske stoffers dielektricitetskonstant, praktisk og teoretisk. Han udviklede en metode til at måle på pulvere, hvor énkrystaller ikke kunne skaffes, og målte på oxiderne af calcium, strontium og barium. Hans Studies in the properties of Ionic crystals. 1938, gav et ikke uvæsentligt bidrag til den spirende videnskab krystalfysik. Han interesserede sig også for organiske højpolymere samt træ og udgav artikler om disses dielektricitetskonstant og dielektriske tab. 1944 konkurrerede han med R. W. Asmussen, Jannik Bjerrum (f. 1909) og Max Møller om et professorat i kemi ved Polyteknisk læreanstalt. Asmussen sejrede. Fra ca. 1950 tog han et nyt emne op, jordbundsfysikken, specielt vandets forhold i jorden og mange forskellige afgrøders indvirkning herpå. Sine resultater offentliggjorde han på engelsk i nogle større artikler i landbohøjskolens årsskrift og i en lang række mindre på dansk i tidsskrifter for gartneri og landbrug. Disse arbejder indeholdt mange gode ideer og iagttagelser. H. var livet igennem "en mand med ideer" (E. K. Güntelberg). De burde nok have fundet mere påskønnelse, end tilfældet var. En af grundene er at H. førte en tilbagetrukket tilværelse, delvis på grund af et vaklende helbred. Blandt fagfæller i udlandet nyder hans arbejder over dipolmoment og faststoffysik stadig en betydelig anerkendelse.