Kristian Mantzius

Kristian Mantzius, Kristian (ved dåben Christian) Andreas Leopold Mantzius, 4.11.1819-5.6.1879, skuespiller, oplæser. Født i Viborg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.), 1921 overflyttet til Frbg. kgd. M. nedstammede fra tyske og fransk-schweiziske emigranter. Fra sin begavede og vittige far havde han arvet teaterinteressen, lunet og den komiske sans. I Metropolitanskolen blev han klassekammerat med C. Hostrup, og der begyndte deres dramatiske samarbejde. 1837 tog han artium og n.å. anden eksamen, og mens han kæmpede sin sjælekamp mellem teatret og teologien, udgav han en oversættelse af G. L. Bauers Lærebog i det Gamle og Nye Testamentes Hebraiske Oldsager, og optrådte bl.a. i Carl Plougs atellan Sylvesternat på Vesterbros morskabsteater. 1842 afbrød han studiet og debuterede, tilskyndet dertil af dr. Ryge (J. C.) 27.9. på Det kgl. teater som Erasmus Montanus der i M.s fremstilling blev en slags martyr for omgivelsernes dumhed. Tidens og ikke mindst M.s egen overvurdering af studenternes betydning lå bag ved denne opfattelse. Men hverken i denne eller i sine næste opgaver slog han afgørende igennem; gennembruddet kom først, da han på Hofteatret ved studenterforestillingen 20.2.1844 kreerede løjtnant v. Buddinge i Genboerne, en dansk nationalfigur der lige så vel skylder M. som Hostrup sin tilblivelse. Her udfoldede M.s lune og komiske fantasi sig, ikke mindst i deklamationsscenen, og hans iagttagelser af datidens borgermilits forlenede rollen med en mængde typiske træk som senere fremstillere gentog. Men dette mesterværk af pral, forlorenhed og vittig parodi på selskabsdannelsen sikrede ikke M. en stilling ved nationalscenen, som han tværtimod måtte forlade for at söge videre udvikling på Kristiania teater og ved H. V. Langes provinsselskab i Odense. Her vandt M. en beskytter i Fyns guvernør, kronprins Frederik, som da han var blevet konge udstedte enevældens sidste magtbud til teatret, idet han uden indstilling forlangte M. kgl. ansat (31.8.1848). Under J. L. Heibergs direktorat blev M. en af teatrets populære kunstnere og dets salt indadtil, lunefuld og lunerig som han var, en mand uden frygt, en skuespiller med sin egen muntre, brede joviale tone der også kunne være skarp. Under jubel spillede han de unge galninge Anker i Soldaterløjer og Vandby i Gulddaasen, nåede, da legemets tiltagende fylde kom ham til hjælp, at blive en udmærket Herman v. Bremen, levendegjorde nogle højst forskellige Jeronimus'er, fx den stokkonservative i Mascarade og den devote i Pernilles korte Frøkenstand, var Corfitz i Barselstuen. Jakob Skomager og senere Jesper Ridefoged og fortsatte i rækken af forlorne militære kavalerer, som han havde et særligt greb på, med Jacob v. Thyboe og Diderich Menschenskræk. Han var fru Heiberg (Johanne Luise) en værdig medspiller i Bagtalelsens Skole (sir Peter) og i Tilfældet har Ret (Mynheer Philip) men viste sin begrænsning da han påtog sig Shakespeares Shylock; i patetiske rolle kunne M. vanskeligt skelne mellem den ægte og den falske patos. Men foruden til Ludvig Holbergs blev hans navn især knyttet til Hostrups muse, idet han gav fjorten af hans skikkelser scenisk liv, deriblandt Peter Ravn, senere konsul Varbjerg i En Spurv i Tranedans og birkedommer Krans i Eventyr paa Fodrejsen, et mesterværk af konfus embedsmandsvigtighed som Olaf Poulsen senere reproducerede.

Da Heiberg fjernede Hostrups studenterkomedier fra repertoiret skaffede han sig en fjende i M., der sluttede sig til F. Høedts opposition og blev dens hemmelige, meget virksomme talerør i Fædrelandet, kultusminister C. C. Halls organ. Også angrebspjecen Det kgl. Theater og J. L. Heiberg. 1855, skyldtes M., hvis ikke uberettigede kritik dog havde den svaghed ikke alene at gælde Heiberg men, som det viste sig, også hans efterfølgere. Drilagtig og påståelig, som M. var, kom han let i strid med kolleger og overordnede, hvilket efter forskellige sammenstød førte til, at han 1858 tog sin afsked og gik til Folketeatret, hvis førstekraft han var i to sæsoner. Her spillede han 30 roller, deriblandt den forlorne redaktør Grønholt i Mester og Lærling, hvor han kopierede Dagbladets redaktør, senere amtmand C. St. A. Bille. M. lå hyppigt i strid med anmelderne; navnlig afskyede han indtil blindhed Fædrelandets kritiker Clemens Petersen, mod hvem han 1862 skrev en tidstypisk satire, Clemens Petersen paa Reise og i "Théâtre français". 1860 vendte han med sin tidligere anciennitet tilbage til Det kgl. teater hvis direktion nu var forandret, og da N. P. Nielsen i mellemtiden var død, overtog M. flere af hans roller, fx markien i Slottet i Poitou og greven i Statsmand og Borger, som han spillede lige så morsomt, men med mindre elegance. Andre skikkelser fra disse sæsoner var den islandske student i Besøget i København, amtmanden i De Nygifte, prokuratoren i En Skavank, Daniel Hejre i De Unges Forbund og Arnolphe i Fruentimmerskolen. Men M.s oppositionslyst blev ikke mindre med årene, og den nåede klimaks over for intendant G. Berner som fra 1866 styrede teatret sammen med departementschef A. Linde, som M. kaldte "bløddyret" og offentligt ønskede "noget Ben i Næsen". Følgen blev øjeblikkelig suspension, og da M. ikke ville modtage en ministeriel reprimande, fik han afsked uden pension (17.4.1871). Skønt M. tilhørte den nationalliberale kreds og var Studenterforeningens afgud, svigtede C. Ploug ham i Fædrelandet, venstreføreren J. A. Hansen forsvarede ham forgæves i folketinget, og selv udgav han affærens aktstykker i pjecen Berner-Linde-Hall contra Mantzius.

Med beundringsværdig kraft satte M. nu alle sejl til for at skaffe sig en ny eksistens. Mellem krigene havde han, der var stærkt nationalt interesseret, med statsunderstøttelse holdt oplæsninger i Slesvig, særlig i Angel, og denne virksomhed udvidede han nu til hele landet. Regelmæssigt, næsten som et led i danskundervisningen, læste han rundt om i latin-, kommune- og højskoler, og i Kbh. blev universitetets største auditorium ham overladt. Repertoiret var både klassisk og folkeligt. Denne gerning som kort før hans død bragte ham fast statsunderstøttelse blev af opdragende betydning. M. kan på dette område betegnes som foregangsmand. Han optrådte også ved provinsselskaberne og var gentagne gange gæst på Kristiania teater (bl.a. som Vielgeschrey i Den Stundesløse, en rolle han aldrig spillede i Kbh.), og da Linde-Berners direktionstid var afsluttet blev han, 1877 og 1878, gæst på Det kgl. teater, bl.a. som birkedommer Krans, Per Degn og som Falstaff i Kong Henrik IV, "et Mesterstykke i Diktionens Kunst og Nuanceringens Finhed" skrev Sophus Schandorph. Denne monumentale skikkelse blev hans kunstneriske svanesang; under et gæstespil på Casino optrådte han sidste gang 27.2.1879 som dr. Staal i L'Arronges komedie af samme navn. - M. var i eksplosiv frodighed en glimrende modsætning til Rosenkildernes komiske tørhed og L. Phisters forstandsprægede forvandlingskunst. Hans lune var bredt og saftigt og hans særkende sikkerhed og sundhed og en komisk diktion med et ejendommeligt sving på replikkens sidste stavelse. Han formede sine skikkelser over sider af sit eget naturel og undlod helst at maskere sig. Han var en åben, blodrig bohemenatur der buldrende slog sine meninger fast og lod modstanderen drukne i latter. Han afskyede det opstyltede og elskede det almenmenneskelige. Bag alle de vittige og skarpe ord der flød fra hans mund, bag alle hans mange paradoksale meninger som det var ham en livsbetingelse at få sagt, bankede et blødt og varmt hjerte. "Han taalte ingen Uret, heller ikke den, han saa andre lide", skrev C. Hostrup om ham. Al hans væsens ilterhed, det akademiske hovmod, det studentikose vid og den brede følsomhed genfandtes i hans kunst.