Artikelstart
Lütke Namensen, Lütke Naamensen, Lüdde Namens, Ludolphus (Luderus) Naaman, 1497/98-31.12.1574, franciskanermunk, skolestifter. Født i Padeleck/ Lundenbergharde (?), død i Flensborg, begravet sst. (Gråbrødre kgd.). N. blev opdraget af fromme forældre i Flensborg. Han indtrådte i franciskanerordenen ("broder Lütke") og studerede i Paris. 1528 vendte han tilbage til Flensborg men blev udvist som tilhænger af den gamle tro. Senere udvistes han ligeledes af Danmark og opholdt sig derpå i Schwerin. 1544 vendte han tilbage til Flensborg for at være sine gamle forældre nær. Han måtte dog gå ind på kongens betingelser: aflægge ordensdragten og afholde sig fra at prædike og undervise. – Forældrenes formue brugte N. til at bygge en skole og afsætte penge til dens drift. Med sit Gymnasium trilingue et theologicum orthodoxæ ecclesiæ ville han indrette en uddannelsesanstalt for katolske teologer men kongen og magistraten omdannede på trods af N.s modstand skolen til en protestantisk latinskole. – N.s liv vidner om hvor langsomt overgangen fra katolicisme til lutherdom fandt sted, men må også ses i sammenhæng med modreformationens fremstød i Skandinavien. I sine uudgivne skrifter, opbevaret på det gamle gymnasium i Flensborg, rasede han mod Luther og lutheranerne. Selv var han en lærd reformkatolik, præget af senmiddelalderlig mystik. Erindringen om ham har fremkaldt en meget lang række artikler og afhandlinger gennem tiderne.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.