L.J. Koch

L.J. Koch, Laurids Johannes Koch, 10.1.1875-13.7.1969, præst, teologisk forfatter. Født i Vejrum ved Struer, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). K. blev student (Ribe) 1892 og cand.teol. 1899, var så lærer på Fanø og i Esbjerg, blev 1901 hjælpepræst og 1906 residerende kapellan ved Vor Frue kirke i Odense og 1902–06 forstander for missionsskolen sst. 1913 blev han forstander og førstepræst ved Diakonissestiftelsen. Som præst virkede han stærkt gennem en gedigen forkyndelse med ualmindelig evne til saglig og aktuel behandling af bibelteksterne, og som leder af Diakonissestiftelsen viste han store administrative evner; fra først af satte han al sin energi ind på at lægge diakonissernes undervisning op på et højt plan, og på hans initiativ gennemførtes store udvidelser af stiftelsens hospital for stadig at holde det på højde med udviklingen. Også hans redaktion af stiftelsens værdifulde årbog bidrog i vide kredse til at skabe respekt for institutionen.

K. var en fremragende ekseget som især i studiet af Paulus lagde grundige kundskaber, indtrængende analyse og store pædagogiske evner for dagen. Herom vidner foruden mange mindre afhandlinger de to skrifter: Paulus, et Livsbillede, 1910 og Paulus som Karakter, 1917. Særlig betydning fik den store fortolkning til 2. Korinthierbrev (1914–17, 3. udg. 1958) og fortolkningerne til Johannesbrevene (1943) eller til Gaiater-brevet (1958). Desuden drev han kirkehistoriske studier: Biskop Harald Stein og Diakonissestiftelsen, (Diakonissestiftelsens Aarbog 1916–17), Søster Sophie Zahrtmann, 1925, men især dyrkede K. Brorson: H. A. Brorson og hans Psalmer, 1918, Salmedigteren Brorson, 1931 (2. udg. 1932) og Brorsonstudier, 1936. Det faldt derfor naturligt at han for sprog- og litteraturselskabet kom til at udgive Brorsons Samlede skrifter I-III, 1951–56, hvortil 1960 føjedes et uddrag af Brorsons Visitatsberetninger og breve. 1938 skildrede han i Tro og Tjeneste Diakonissestiftelsens historie indtil 1891, og i 1948 kom den værdifulde mindebog om hjemmet og især faderen, Under Præstegaardens Tag. 1919–55 var K. censor ved teologisk embedseksamen og 1948–53 vikarierede han – med en i denne stilling usædvanlig succes – som forstander for pastoralseminariet. Ved universitetsjubilæet 1929 kreeredes han til dr.teol. h.c, og flere gange var han bispekandidat; der er næppe tvivl om at hans principfaste og markante holdning var årsag til at han aldrig opnåede valg. Udadtil kunne K. virke både kølig og myndig; den som kom på nærmere hold mødte i ham en human og hjertevarm personlighed.