L.P. Larsen

L.P. Larsen, Lars Peter Larsen, 8.11.1862-23.6.1940, missionær. Født i Bårse, død i Hellerup, begravet på Frbg. (Solbjerg). L. blev student 1882 fra Herlufsholm, cand.teol. 1888. Tidligt havde han gennem sin prædiken af L. O. Skrefsrud fået missionskaldet og i studenterårene blev det næret gennem Akademisk missionsforening. 1889 meldte han sig til Dansk missionsselskab, blev s.å. sendt til Indien hvor han fik sin arbejdsmark i Madras, særlig blandt de unge engelskorienterede hinduer. Ved sine fremragende egenskaber kom han snart i første række blandt de danske missionærer, men under et hjemmeophold 1898 blev han, især af Vilhelm Beck og Indre mission (der samtidig erobrede Det danske missionsselskab) angrebet, fordi hans dåbssyn (og dåbspraksis) ikke var tilstrækkelig konfessionelt, og det kom til et voldsomt sammenstød. 1899 tilbød KFUM i Madras ham en stilling som leder af missionsarbejdet blandt studenterne, og derpå udtrådte han af det danske selskabs tjeneste. For stadig at understøtte hans arbejde dannedes et særligt udvalg for L.s mission. Professor, senere biskop Peder Madsen blev formand, og efter hans død 1911 professor, senere biskop Valdemar Ammundsen. 1910 oprettede flere engelske og amerikanske missionsselskaber i Sydindien i fællesskab en højskole til uddannelse af indfødte præster. Ved dette Central Theological College i Bangalore blev L. professor i bibelsk eksegese og religionshistorie, og 1911–24 var han skolens forstander. Fra 1924 arbejdede han i Madras på det britiske bibelselskabs revision af den tamulske bibeloversættelse, et hverv der viser hvor højt man skattede hans indgående kendskab til det tamulske sprog. 1928 forelå Det nye, 1933 Det gamle testamente i revideret oversættelse. Efter en 44-årig missionærgerning i Indien vendte L. tilbage til Danmark 1933 og optog trods sine 70 år en virksomhed som hjemmearbejder for missionen i Dansk missionsselskabs tjeneste.

Ved sin karakterfulde kristne personlighed, sin klare tanke og sin dybe, sympatiske forståelse for indisk åndsliv har L. i hele Sydindien vundet en overordentlig anerkendelse, både hos europæere og indere, kristne og ikke-kristne. Under sine ophold i Danmark har han ved personlig påvirkning i tale og skrift hjulpet mange til større klarhed, fasthed og selvstændighed i kristelig henseende. Flere gange holdt han missionshistoriske forelæsninger ved Kbh.s univ. Hans fortrinlige bog Hindu-Aandsliv og Kristendommen, 1907, er en sådan række forelæsninger. Desuden har han udgivet forskellige bibelske studier der vidner om hans dybe fortrolighed med Bibelen og hans sjældne evne til pædagogisk tilrettelægning af et ofte vanskeligt stof: Gaven og Opgaven. Vejledning til Fordybelse i Efeserbrevet, 1906, Vejledning til Fordybelse i Korintherbrevene, 1908, Paulus' Brev til Romermenigheden, 1937, Tro. 1907, Bøn, 1915 og Kristus-Vejen, 1929. L. stod den liberale teologi nær, og stor opmærksomhed og megen modsigelse vakte 1912 Korset i Biblens og Livets Lys på grund af den afgjorte, om end i formen nænsomme kritik af den overleverede forestilling om Kristi død som en stedfortrædende straflidelse der skulle forandre Guds sindelag over for mennesker fra vrede til kærlighed. – Som en velfortjent påskønnelse af L.s betydningsfulde virksomhed udnævnte universitetet i Lund ham 1918 til æresdoktor i teologi.