L. Børresen, Christian Ludvig Børresen, 25.1.1799-20.9.1867, præst. Født på Orø, død i Købelev, begravet sst. B. blev student 1819 fra Metropolitanskolen, cand.teol. 1825, kapellan pro persona hos faderen på Orø 1826, sognepræst i Pedersker 1828, i Næsby og Tyvelse 1834, i Kyndby og Krogstrup 1846, i Købelev 1854. Han var en praktisk virksom personlighed af den præstetype der har udmærket sig ved at dyrke omfattende sociale interesser; 1841 fik han Det norske videnskabernes selskabs mindre guldmedalje for en afhandling om almenoplysningens indflydelse på moralitet og velvære. Hans livs egentlige bedrift var udgivelsen (1836-54) af det oplysende og underholdende ugeblad Den danske Bondeven der var skrevet med sikker sans for landalmuens forudsætninger, og som gennem en forholdsvis betydelig udbredelse (1841 2.100 abonnenter, især på Sjælland) har tjent til fremme af kundskab og læselyst. Bladet støttedes af landhusholdningsselskabet, men det svækkede dets position at B. i landbopolitikken sluttede sig til de store grundejeres og ikke til bondevenneselskabets krav, hvorved han kom i modsætning til både "Almuevennen" og "Fædrelandet". B. var overbevist modstander af den tvungne skolegang.

Familie

Forældre: sognepræst Tellef B. (1753-1834, gift 1. gang 1791 med Louise Nyboe, 1761-95) og Frederikke Juliane Gørlt (1776-1843). Gift 4.10.1828 på Orø med Bolette Sophie Gad, født 5.11.1803 i Kbh. (Nic.), død 26.7.1872 i Nakskov, d. af tehandler og skibsreder Svend G. (1754-1831, gift 1. gang 1785 med Anna Falslew) og Anna Sophie Bang (1778-1848).

Bibliografi

Jens Peter Jensen: Sjællandsk bondeliv, 1927 6-14.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig