L. F. Foght

L. F. Foght, Louis Frederik Foght, 8.11.1891-29.11.1959, grosserer, kunstmæcen. Født i Kbh. (Johs.), død i Kbh., begravet Tårbæk kgd. F. lærte handel 1906-10 hos firmaet Fritz Henningsens Eftf. Ernst Permin (galanteri og legetøj), Kbh. Efter ophold i Tyskland og England kom han 1913 hjem med forskellige agenturer som han drev til han 1915 blev ansat som rejsende i boligtekstil- og tæppefirmaet Braunstein & Schibbye. Som repræsentant dækkede han hele Skandinavien og de baltiske lande, senere også delvis Frankrig og Balkan. 1921 blev F. i forbindelse med firmaets omdannelse til aktieselskab prokurist og 1924 underdirektør. Da grosserer Schibbye, hvis svigersøn F. var blevet, døde 1931 ophævedes selskabet; men fra februar 1932 drev F. det videre som personligt firma (efter hans død er det – i 1963 – påny blevet aktieselskab). F. var fra sin ungdom meget kunstinteresseret -oprindelig særlig i kinesisk keramik og porcelæn som han skabte sig en betydelig samling af, senere også i maleri og sølv. Han var ven med mange af de kendte malere: Olaf Rude, William Scharff, Axel Salto og Kræsten Iversen. Han købte franske impressionister, men også Picasso og Braque. Det var derfor naturligt at han søgte at knytte kunsten til sit erhverv, og det skete ved at fx Salto, Mogens Andersen, Egill Jacobsen, Scharff m.fl. tegnede tæpper og stoffer til hans firma. Sølvinteressen udmøntede han i en ret stor samling fra perioden 1650-1750. F. støttede i årenes løb kunsten med betydelige midler og såvel Nationalmuseet som museer i Island, Norge og Sverige har ham at takke for værdifulde erhvervelser. Han stod også lejlighedsvis som arrangør af fornemme udstillinger. Ved sin død var F. formand for Tæppe-, gardin- og møbelstofimportørernes brancheforening og næstformand for Foreningen af danske manufakturgrossisters boligtextil sektion. Han sad desuden i bestyrelsen for Det danske kunstindustrimuseum og for Landsforeningen dansk kunsthåndværk.

Med baggrund af sin klassiske "avisdrengekarriere" (F. havde været avisdreng, og hjemmet var meget fattigt) kom han med årene til at føle sin voksende økonomiske formåen som en forpligtelse til at formidle og ikke som en ret til at eje. Han blev en giver der aldrig kunne høre at nogen led nød uden at han rakte en hjælpende hånd – altid anonymt, og kun den eventuelle mellemmand kunne gætte hvor hjælpen kom fra. Han var glad for sin gode skæbne, men aldrig bange for at pege på heldet som en væsentlig faktor for ham. I sit firma blev han en patriark der sagde du til alle, og han bad dem forføje sig som skrabede ud for hr. grossereren. Han var hr. Foght – sig selv, som den lille kat på vejen, en sammenligning han yndede.