L. Varming

L. Varming, David Ludvig Carl August Varming, 4.10.1816-2.8.1884, præst, filolog. Født i Knebel på Mols, død i Kbh. (Frbg.), begravet på Frbg. (Solbjerg). V. blev student 1834 fra Århus, cand.teol. 1842, lærer ved den Bay-Kirketerpske skole i Randers 1847, kateket og førstelærer ved Borgerskolen i Ærøskøbing 1848, sognepræst i Øster og Vester Alling ved Randers 1858, i Sal og Ejsing ved Skive 1866; 1882 tog han sin afsked og flyttede til Kbh.

V. har ydet bidrag til den dialektlitteratur der i 1850erne og 60erne hidførte en gennemgribende ændring i opfattelsen af de jyske dialekters stilling inden for vor sprogklasse. Hans forfatterskab fremkaldtes af Videnskabernes selskabs prisopgave fra 1854 hvori der ønskedes ikke blot "en Fremstilling af den jydske Sprogarts grammatiske og dialektologiske Beskaffenhed over hele Halvøen", men også løsningen af et problem der hænger sammen med de i datiden fremherskende hypoteser om dialektforskellenes store alder og sammenhæng med forhistoriske stammeforskelle: hvorvidt det jyske almuesprog "hvis kjendelige og betydelige Slægtskab med engelsk Talesprog og engelske Dialekter er en af dens charakteristiske og sterkest udprægede Egenskaber" er opstået ved en sammensmeltning af "to i Fortiden afvigende Sprogarter, den ene skandinavisk-nordisk, den anden germanisk-angelsaxisk, som maaske kunne antages at have nordfra og sydfra med Folkestammerne banet sig Indgang paa den jydske Halvø". V.s betingelser for at løse opgaven var ikke dårlige; hans belæsthed var omfattende, og han øvede nu og da skønsom kritik over for sit til dels middelmådige materiale; men hans anvendelse af Rasmus Rasks synspunkter røber – i sammenligning med K. J. Lyngbys – metodisk usikkerhed og uklarhed. Af breve til historikeren F. Schiern fremgår at han følte sig bundet af opgavens ordlyd, men alligevel vendte sig mod hypotesen om et nært slægtskab mellem jysk og angelsaksisk; dog turde han ikke, således som K. J. Lyngby gjorde det et par år senere, anse jysk for en rent nordisk sprogart, men tænker sig et jysk oldsprog som et selvstændigt mellemled mellem angelsaksisk og oldnordisk. I selve besvarelsen (fra 1856) for hvilken V. fik tilkendt en belønning, men ikke den udsatte medalje, synes hans standpunkt at have været uklart og vaklende. Men i den omarbejdede trykte udgave Det jydske Folkesprog, 1862, der ganske vist heller ikke er fri for modsigelser, formulerer han sit endelige standpunkt – der måske er påvirket af K. J. Lyngby, hvis sønderjyske sproglære dog ikke nævnes – således: "alle, baade nørre- og sønderjydske Sprogarter tilsammen vise, at de i deres Grundvæsen ere skandinaviske, og at Olddansk er den fælles Kilde, hvoraf de ere udsprungne". Bogen bygger på et omfattende materiale, rummer en del gode iagttagelser og bringer vidtløftige, men ofte uklare sammenligninger med gammeldansk, oldnordisk, norsk, angelsaksisk, oldfrisisk, nordfrisisk, oldsaksisk og nedertysk. I mere populær form fremsatte V. sine anskuelser i Udsigt over de jydske Dialektforhold (Saml. til jydsk Hist. og Top. I 1866-67); også denne afhandling bringer gode iagttagelser men lider af de samme metodiske fejl som bogen om det jyske folkesprog. Mindre fremtrædende er disse fejl i nogle af hans øvrige småafhandlinger om sproglige emner, fx Om enslydende Ord i Dansk (Skoleprogr. for Århus 1870) og Om Overgang af mærket j i nord. gerningsord (Aarbg. f. nord. oldk., 1871). I Samlinger til jydsk Historie og Topografi V, 1874-75 har V. beskrevet den mærkelige gamle altertavle i Sal kirke. – Sønnen Kristoffer Nyrop Varming, født 14.2.1865, død 21.7.1936, gennemgik kunstakademiets arkitekturskole 1885-92 og blev som sine to onkler Martin Nyrop og Martin Borch en viderefører af den herholdtske historisme. Hans hovedværk er sindssygehospitalet i Nykøbing S., det første i Danmark efter pavillonsystemet. Af andre værker kan nævnes landbohøjskolens serumlaboratorium på Bülowsvej og universitetsbibliotekets afd. ved Fr. Bajers Plads. Han var kgl. bygningsinspektør 1923-36, redaktør af Architekten 1905-11, medlem af akademiet fra 1925 og tillige til 1931 af akademirådet.