Lars Bache

Lars Bache, 10.2.1771-26.7.1809, færgemand, kaperfører. Lars Bache blev ligesom sin far færgemand i Helsingør. Han er blevet særlig kendt ved sin lige så modige som uegennyttige optræden 3.11.1801 da han med fem andre uforfærdede mænd under en orkanagtig storm på Københavns red bjærgede besætningen fra en mellem Trekroner og Lynetten kæntret Flensborg-brig. Grosserer Staal-Hagen der havde bemærket de skibbrudnes farlige stilling havde for redningen udlovet en belønning på 100 rdl. som Lars Bache imidlertid vægrede sig ved at modtage. I anledning af hans dåd belønnede kongen ham med medaljen Pro meritis, Grosserer-Societetet skænkede ham en sølvpokal, Oehlenschläger og Fr. Høegh-Guldberg hædrede ham i digte. 1807 bragte han med stor livsfare depecher fra Kronborg til København 10.11. samme år fik han kaperbrev for sin færgebåd Makrelen med hvilken han med en udsøgt besætning gjorde sig bemærket ved sine dristige kup hvorved han tilføjede fjenden stor skade. Makrelen kuldsejlede 26.7.1809 i storm ud for Stevns, og hele besætningen druknede. Lars Baches lig drev 7.8.1809 i land på Vemmetofte forstrand.

Familie

Lars Bache blev født i Helsingør (Olai), død under Stevns, begravet i Lyderslev. Forældre: færgemand Niels Bache (1745–75) og Johanne Gregersdatter (1738–81, gift 2. gang 1777 med færgemand Niels Nielsen Leth). Gift 27.11.1795 i Helsingør (Olai) med Anne Margrethe Bache, døbt 17.5.1772 i Birkerød, død 20.2.1857 i Helsingør (Olai), datter af fisker og strandfoged i Rungsted Ole Olsen Bagge (1746– 1802) og Marie Larsdatter (1745–1814).

Ikonografi

Afbildet uden portrætkarakter på stik af H. G. efter N. Abildgaard. Radering 1835, stik efter denne af J. Rieter, 1837, samt et litografi. Maleri af Otto Bache, 1903 (Lyderslev kirke), 1905 samt udateret (Helsingør bymuseum).

Bibliografi

Den helsingørske færgemand Lars Bache, 1905 (fot. optryk 1966) = Memoirer og breve II.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig