Laurends Jensen, Laurends Jonsen, d. 6.4.1340, drost. Begravet på Langeland. J. der tilhørte slægten Panter nævnes 1307 og var ridder 1315; s.å. fik han Ærø i forlening af markgreve Valdemar af Brandenburg. Christoffer II gjorde ham straks til sin drost, men efter et par års forløb må han være faldet i unåde; 1323 fratog kongen ham Ærø med magt, og n.å. var han ikke længere drost. 1326 sluttede han sig da sammen med den tidligere marsk Ludvig Albertsen Eberstein til oprørspartiet; 30.3. lovede den lille hertug Valdemar af Slesvig at hjælpe de to danske stormænd til et gunstigt forlig; som garanti fik J. Tranekær slot med Langeland som fra da af forblev i hans besiddelse; desuden fik han atter Ærø. Efter sejren over Christoffer blev han igen drost, men tog næppe megen del i rigsstyrelsen; han fik nok at gøre med at værne sine len mod hertugerne af Slesvig, først grev Gerhard, senere Valdemar, da denne efter sin korte kongetid på ny overtog hertugdømmet. Ved et forlig 1331 henvistes spørgsmålet om Langeland til afgørelse ved voldgift, mens Ærø overlodes grev Gerhard mod en panteforskrivning. Voldgiften synes dog ikke at være kommet i stand, og 1339 forberedte Valdemar og Gerhard et angreb på Tranekær. Før dette kunne finde sted, døde imidlertid J. – en forslagen og selvrådig stormand som i en urolig tid ypperligt forstod at mele sin egen kage.

Familie

gift 1 . gang med Cecilie. Gift 2. gang før 1322 med Margarete von Gützkow.

Bibliografi

Danm.s adels årbog IX, 1892 105f; X, 1893 542; XIV, 1897 497f. Vilh. Lutken: Bidrag til Langelands hist., 1909 53 f. Carl Hamann: Die Beziehungen Rügens zu Dänemark 1168–1325, Greifswald 1933 = Greifswalder Abh. zur Gesch. des Mittelalters IV 96f. Jan Kanstrup i HisU. 12.r.VI, 1972–73 1–19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig