Laurids Kok, Laurids Olufsen Kok (Kock), 13.9. (efter ligstenen) 13.4.1634-17. (efter ligstenen) 18.3.1691, præst, filolog, forfatter. Født i Sønder Asmindrup ved Holbæk, død i Refsnæs, begravet i Refsnæs k. K. blev student fra Roskilde sammen med Peder Syv, til hvem han livet igennem stod i et venskabsforhold. Formodentlig efter at have taget teologisk embedseksamen synes han at have foretaget en længere udenlandsrejse (var 1660 i Franeker, 1664 i Strasbourg). 1666 blev han rektor i Ringsted og 1673 præst i Refsnæs (1684 provst) hvor han virkede til sin død. Allerede på sin udenlandsrejse skrev han en kortfattet dansk grammatik på latin som han senere sendte Peder Syv. Den findes, ikke helt fuldstændig, i én eneste afskrift og er to gange udgivet i dette årh. Trods dens bevidst gennemførte knappe form vidner den om en betydelig iagttagelsesevne, men viser ikke noget kendskab til andre nordiske sprog. Skemaet er det sædvanlige latinske; i den lydbeskrivende del jævnfører han, fordi bogen er skrevet for udlændinge, undertiden de danske sproglyd med engelske, franske og tyske, hvad der vel giver et vink om hvor hans rejse er gået hen. Senere fortsatte han sit arbejde med modersmålet ved at samle en dansk-latinsk ordbog af betydeligt omfang. Dele af denne har han også sendt til Peder Syv, og vistnok den hele til M. Moth der regnede ham for sin bedste medhjælper. Henved en tredjedel er endnu bevaret i håndskrift. Ligeledes har han sendt Peder Syv bidrag til ordsprogsamlingen.
Som digter forsøgte K. sig med et halvt humoristisk og ikke videre fremragende lokalpatriotisk digt til Ringsteds pris (i sin rektortid, jf. Aarbog for Hist. Samf. for Sorø Amt 1940 69-94; sst. 1941 114f.), og en poetisk gengivelse af Prædikerens Bog er heller ikke bemærkelsesværdig. Men af de tre historiske viser han sendte Peder Syv har den ene, om kong Valdemar den Unges død, ikke så få gode vers, og den anden, Danevirkevisen Danmark, dejligst Vang og Vænge er en for sin tid fremragende digtning. Disse tre viser som Peder Syv ikke uden betænkelighed optog i sin kæmpevisebog (1695), er det eneste af K. som blev trykt i hans samtid (om end efter hans død). Danevirkevisen holder sig tæt op ad sin kilde, Broder Boyssens slesvigske krønike, men virker alligevel som fri digtning. Den vægtige strofe som især i første vers er stærkt støttet af stavrim, er et ualmindeligt lykkeligt fund og helt enestående for sin tid. Med P. E. Rasmussens melodi (1810) blev den en almindeligt yndet fædrelandssang. K. nød ikke ringe anseelse, men synes ikke at have følt trang til at gøre sig gældende som skribent. Han lod intet trykke, men var altid villig til at bidrage til andres værker. Han døde forholdsvis tidligt af en epidemisk sygdom som også bortrev to af hans børn. I kredsen af de præster som arbejdede for opdyrkning af modersmålet indtager han i al sin beskedenhed en smuk plads.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.