Leif B. Hendil

Leif B. Hendil, Leif Bøving Hendil, 7.12.1898-20.6.1961, chefredaktør. Født i Skive, død i Kbh. H. blev student fra Sorø 1918 og allerede som 18-årig var han korrespondent for en række provinsblade og blev straks efter eksamen journalist, først ved Politiken og Berlingske Tidende, derpå en årrække ved Skive Venstreblad for 1925 at blive ansat ved Ekstrabladet, fra 1933 som handelsredaktør, fra 1948 som chefredaktør, en stilling han bestred til 1958. H. var en dynamisk og engageret journalist, ofte impulsiv, og kastede sig med styrke og talent ud i pressefejder hvor han mente at finde samfundsmæssig eller menneskelig uretfærdighed. Han blev en kampens mand, elsket af de talrige han hjalp, frygtet af andre hvis adfærd han ville til livs. H. kombinerede initiativrigdom med evne til at organisere efter store linjer samt en enorm arbejdsevne, og han opsøgte opgaver hvor disse egenskaber kunne udfolde sig. Allerede som 20-årig var han medlem af den komité der skulle modtage ententens tropper i Sønderjylland, og få år senere var han 1926 hovedarrangør af festlighederne i forbindelse med Helsingørs 600-års jubilæum. Han var med til at opbygge Skive museum, medlem af journalistforbundets repræsentantskab og af rundskuedagens komité samt medlem af en lang række andre fonds og komiteer. Luftfarten havde hans særlige interesse der skaffede ham en række tillidshverv.

Men H.s betydningsfulde indsats i dansk historie kom da han i oktober 1943 med ildhu gik ind i redningsaktionen for danske jøder. Aktionen begyndte i det små med overførsel af smågrupper fra Snekkersten til Sverige. Men med erfaringerne herfra stod det ham klart at organiseringen af både denne aktion og etableringen af en fast illegal ruteforbindelse mellem Danmark og Sverige måtte løftes op i et højere og permanent plan, og H. rejste til Stockholm hvor han efter et møde med Ebbe Munck fik oprettet en fast rute med hovedbase i Malmø, og på få uger fik han organiseret basen under navn af Dansksvensk flygtningetjeneste. De første økonomiske midler skaffedes med hjælp fra det mosaiske trossamfund i Sverige, og på få uger havde H. flere fiskerbåde og hurtiggående motorbåde i søen, underhåndsaftaler med den svenske regering, samarbejde med svensk politi og militær og – vigtigst af alt – fast kontakt med danske flygtningeorganisationer, indtil august 1944 især modstandslederen Robert Jensen ("Tom"). Ruten blev effektiv, hurtig og forbløffende sikker, og dels ved anløb af dansk kyst, dels ved "midtvejskontakter" fra adskillige svenske havne sikredes for resten af besættelsestiden masseoverførsler af personer, post og diverse materiel. Hermed havde H. skabt en hovedhjørnesten i den danske modstandsorganisation og sparede under arbejdet aldrig sig selv, hverken mht. arbejde eller risiko. Helst stod han til søs og aflagde flere illegale besøg i Kbh. for at sikre de danske kontakter. Efter 1945 helligede H. sig dels sit bladarbejde, dels arbejdet for danske naturvidenskabelige ekspeditioner og for turismen. Han var medstifter af og generalsekretær i Dansk ekspeditionsfond og generalsekretær for store danske propagandafremstød i USA. Hertil kom andre hverv der blev varetaget med utrættet vilje til arbejde.