Lena Vedel-Petersen, Hilda Magdalena Vedel-Petersen, 7.3.1920-17.6.1976, socialrådgiver. Født i Kbh. (Chr.), død på Perth Royal infirmery i Skotland, urne på Gladsaxe kgd. Som ganske ung tog V.-P. eksamen fra Kursus for småbørnslærerinder og blev børnehavelærer, men hendes engagement i sociale spørgsmål var allerede da så stærkt at hun søgte ind på Den sociale skole og 1943 fik socialrådgivereksamen. S.å. blev hun ansat i Mødrehjælpen i Kbh. og arbejdede her til 1950. I slutningen af 1940'erne begyndte hun på freelance basis i radioen at producere udsendelser om sociale spørgsmål, og 1950 blev hun redaktør af radioens nyoprettede sociale brevkasse: Hvad er min ret og hvad er min pligt. Dette kom til at blive hendes mest betydelige indsats, for hun skabte en ny måde at formidle socialt stof på. En stor lytterskare, ikke mindst blandt de ældre, hørte hendes særprægede lidt sørgmodige stemme og langsomme diktion og hun var en god pædagog der kunne omsætte lovsprog til et forståeligt dansk. Ofte hjalp hun brevskriverne direkte, og var der tale om spørgsmål af almen interesse blev sagen belyst i brevkassen. Slet ikke sjældent påviste brevkassen misforståelser af loven hos fx kommunale myndigheder. Radiovirksomheden gjorde hende til en efterspurgt foredragsholder, hun deltog i kursusvirksomhed, bl.a. for socialrådgivere og gennem mange år virkede hun desuden som socialrådgiver på en industrivirksomhed med mange kvindelige ansatte. V.-P. har skrevet en række artikler om sociale spørgsmål og redigeret brevkasser i dag- og ugeblade. Danmark på vrangen, 1963 bygger på breve til den sociale brevkasse. Blandt V.-P.s mange bøger må især nævnes håndbogen for de ældre Tag årene som de kommer, 1966 og Ægteskabets ABZ, 1964 (s.m. Ole Bohr og Sv. Heinild). Desuden har Danmarks radio udgivet flere af de udsendelsesrækker hun producerede sammen med bl.a. Ellis Jacobsen, fx Får De folkepension?, 1968 og Får De invalidepension?, 1969. V.-P. har været medlem af børneværnet på Frbg. 1950-55 og af bestyrelsen for Det frie gymnasium. Anerkendelse for sin store indsats på det sociale område fik hun 1971 med PH-prisen og Omsorgsprisen.

Familie

Forældre: dr. med. Erik Worm Begtrup (1888-1976, gift 1. gang 1929 med cand. polit. Bodil Begtrup, født 1903) og Lotty Anna Kristina Emerentia Stina Roslund (1889-1925). Gift 4.6.1943 i Kbh. (b.v.) med programchef, cand. polit. Jørgen Vedel-Petersen, født 21.4.1918 på Frbg. (Solbjerg), død 30.8.1984 (gift 2. gang med Helen Arnby, født 1937), søn af kontorchef, lektor K. Vedel-Petersen (1892-1965) og Margrethe Schack-Schou (1887-1972). Ægteskabet opløst 1968.

Ikonografi

Relief af Henry Heerup, 1961. Foto.

Bibliografi

Viggo Duvå i Politiken 19.6.1976. Kurt Sørensen i Aktuelt s.d. Arne Skovhus i Information 24.6.s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig