Lennart Edelberg, Johan Lorentz Lennart Fraas Edelberg, 19.5..1915-11.11.1981, lektor, biolog, etnograf. Født i Kbh. (Timotheus sg.), død i Ribe, begravet sst. E. blev student fra Østre Borgerdyd i Kbh. 1933, studerede kort teologi og blev cand. mag. i naturhistorie og geografi 1943 fra Kbh.s univ. Han var derefter lærer ved Den Classenske agerbrugsskole Næsgård 1943-44, opsynsmand i Vadehavsreservatet (Jordsand) 1944 og videnskabelig assistent ved statens ukrudtsforsøg 1946-47. 1947-49 var E. medlem af 3. danske centralasiatiske ekspedition som botaniker og foretog systematisk planteindsamling i Afghanistan. Hans og M. Køies samlinger danner grundstammen i det første standardværk om Afghanistans flora, M. Køie and K. H. Rechinger: Symbolae Afghanicae I-VI, 1954-65. Tilskyndet af ekspeditionens leder H. Haslund-Christensen foretog E. også etnografiske indsamlinger, især i Nuristan hvor han opholdt sig ni måneder. Dette blev indledningen til en etnografisk forskning, som han har fortsat lige siden samtidig med sit virke ved Ribe katedralskole (fra 1950). 1953-54 var E. etnograf på H. Haslund-Christensens minde-ekspedition til Afghanistan, og han var i Nuristan igen 1964 og 1970. I 1964 deltog han også i Nationalmuseets Luristan ekspedition. Fra sine forskningsrejser har E. hjembragt righoldige samlinger til Nationalmuseet og Moesgård og musikoptagelser til Dansk folkemindesamling. Han var hovedkraften bag Statens filmcentrals film Kafiristan, optaget 1953. Til Moesgårds åbning opbyggede E. en Nuristanudstilling som samme år dannede baggrunden for den internationale Hindu-Kush Cultural Conference med E. som organisator. -E.s videnskabelige arbejder om Nuristan er præget af hans naturvidenskabelige baggrund og økologiske syn. De er først og fremmest materialefremlæggelser og iagttagelser, ofte gjort for første gang, og behandler statuer og deres klassifikation, sølvvinbægre, landbrugsredskaber, sæterbrug og kalenderforhold, byggeskik og bygningsværker, myter og religiøse sange. Sammen med Schuyler Jones har han udgivet oversigtsværket Nuristan, 1979.

I Ribe har E. været aktiv i bybevaring og inden for arkæologi. Han fik museet Den Antikvariske samling genoplivet og har siden 1958 været dets formand; 1964 blev han medlem af Jysk arkæologisk selskabs bestyrelse. E. er engageret i miljø- og naturbevarelse og er sekretær for Ribe lokalkomité af Danmarks naturfredningsforening. E. deltog tidligt i ulandsdebatten og var medlem af rådet for teknisk samarbejde med udviklingslandene 1966-73. E. var med i arbejdet mod Romunionen (Landskomiteen til bevarelse af Danmarks frihed) og siden mod EF. Han deltog i antiatomkampagnen, Vietnamprotesten og er a-kraftmodstander. Som pædagog er E. ivrig tilhænger af lejrskole og dens aktiviserende form gennem iagttagelser og selvoplevelse. I 1976 var han et halvt år ansat ved Det nødvendige seminarium i Tvind.

Familie

Forældre: cand. polyt., overingeniør Johannes Ferdinand E. (1870-1949) og Johanne Fraas (1877-1951). Gift 17.4.1944 i Kbh. (Grundtvigsk.) med Margot Hansen, født 28.2.1921, d. af fabrikant Vilhelm Marius H. (1886-1961) og Anna Maria Månsson (1894-1960).

Udnævnelser

Gymnasieskolernes lærerforenings guldmedalje 1965.

Ikonografi

Mal. af Anders Glob, 1975. Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig