Leo Frederiksen, 30.8.1894-3.11.1969, landsretssagfører. Født i Nakskov, død på Skt. Lukas stiftelsen, begravet Mariebjerg kgd. F. blev student (privat) 1912, læste derefter jura ved Kbh.s universitet, blev cand.jur. 1919, og var fra 1923 til sin død landsretssagfører (med møderet for højesteret). Det er dog for hans indsats for idrætten han vil blive husket af en større offentlighed. Som ung var han aktiv fodboldspiller i AB, blev medlem af klubbens bestyrelse, senere af KBU (Kbh.s boldspil union) hvis formand han var 1926-31, og 1940-48 var han formand for Dansk boldspil union. Hans betydelige evner som leder og forhandler gjorde ham dernæst selvskreven til formandsposten i Dansk idræts forbund 1947-62. Her blev det en af hans første opgaver at medvirke til indførelse af tipstjenesten (lov af 9.6.1948) i Danmark. Til støtte for denne sag ledede han en demonstration med omkring 20.000 deltagere fra Idrætsparken til Christiansborg. 1948-69 var F. næstformand i tipstjenestens bestyrelse. 1957-65 var han tillige formand i Danmarks olympiske komité, og tilhænger som han var af olympiadens oprindelige idé: at deltagelse var vigtigere end sejr, måtte han med stigende ulyst se på idrættens kommercialisering og det konkurrencehysteri der efterhånden omgav disse internationale stævner. Hans offentligt erklærede motto var "idræt for alle af alle", og han så hellere det brede amatør-arbejde i de små klubber fremmet end elitedyrkelsen. Ved sin afgang hædredes han som DIFs første ærespræsident.

Familie

Forældre: redaktør, exam. jur. Søren Peter F. (1866-1915) og Frederikke Marie Jensen (1864-1928). Gift 26.4.1924 i Hørsholm med Ellen Marie Linck, født 19.4.1900 i Kbh. (Skt. Johannes), d. af kulhandler Alfred Emanuel L. (ca. 1859-1907) og Ida Charlotta Petterssen (ca. 1859-1942).

Udnævnelser

R. 1939. DM. 1948.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig