Leo Ulfeldt

Leo Ulfeldt, 22.3.1651-11.4.1716, rigsgreve, 1651-1716, kejserlig østrigsk generalfeltmarskal. Født i Kbh, død i Wien, begravet sst. (St. Stefans k.). De to første leveår var U. på Boller hos mormoderen Kirsten Munk der 1653 sendte ham til forældrene i Stockholm. 1665 blev han immatrikuleret i Basel, gik 1669 over til katolicismen, fik 1673 af dronning Kristina af Sverige bestalling som kammerjunker og fik n.å. et kanonikat i Olmütz. Ca. 1680 trådte han i kejserlig tjeneste som løjtnant i et rytterregiment, blev 1682 kompagnichef, 1692 oberstløjtnant, var 1700 generalmajor og regimentschef, deltog 1702 i slaget ved Luzzara, 1703 ved Bormio, fulgte s.å. med kejser Carl til Spanien, blev 1704 feltmarskalløjtnant, 1706 generalfeltmarskal og guvernør i Barcelona, som han i kejserens nærværelse forsvarede med bravour, og blev generalkaptajn over hele Katalonien. 1708 måtte Barcelona overgive sig, og U. vendte tilbage til Østrig. 1714 var han "Hauptmann der Hartschiere" (drabantgarden). – Med den danske regerings tilladelse besøgte han to gange, 1691 og 1693, sin mor på Maribo kloster, den første gang inkognito, og efter hendes død tog han sin ældste søster med fra Maribo. – Som enke var hans hustru overhofmesterinde hos den regerende ærkehertuginde Elisabeth i de østrigske nederlande (Belgien). – Kejserlig kammerherre 1704. Gehejmeråd.

Familie

Forældre: rigshofmester Corfitz U. (1606-64) og Leonora Christina (1621-98). Gift 28.6.1697 i Wien med grevinde Anna Maria Zinzendorf, født 25.4.1674 i Oldenburg, død 30.(31.)7.1736 i Bruxelles, d. af grev Rudolph S. (1636-77) og Eva Susanna Sinzendorf. – Bror til Christian U.

Bibliografi

Tycho de Hofman: Hist. efterretn. om velfortjente da. adelsmænd II, 1778 339. S. Birket Smith: Leonora Christina (Ulfeldt) på Maribo kloster, 1872. Feldzüge des Prinzen Eugen v. Savoyen I–IX, Wien 1876-83; registerbind, 1892. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig