Lily Broberg

Artikelstart

Lily Broberg, Lily Broberg Christensen, f. Lissi Broberg Olesen, 19.9.1923-30.7.1989, skuespiller. Lily Broberg begyndte allerede som 14-årig at optræde som danser på teatrene i Århus, især Vennelyst teatret, og kom senere til at spille roller i operetter og musicals. Som revyskuespiller brød hun i begyndelsen af 40'erne igennem i Helsingør revyen og kom derfra til Apollo teatret og revyerne i Tivoli. Også på film gjorde hun lykke som den friske humørpige, men viste hurtigt andre sider af sit talent bl.a. i Ole Palsbos Diskret Ophold, 1946. 1946–48 gennemgik hun elevskolen på Det kgl. teater hvortil hun var knyttet til 1952. Allerede i elevtiden kom hun til at spille mange roller – fx Malle i Genboerne – og fik som skuespiller ved teatret en række opgaver i det klassiske repertoire: Holberg, Heiberg, Hostrup. 1952 brød hun ud for at blive meddirektør ved Frederiksberg teater hvor hun bl.a. spillede titelrollen i Bernard Shaws Millionøsen og gjorde megen lykke som folkelig operette-primadonna – Josepha i Sommer i Tyrol som hun senere gentog på Scala. Efter to år opgav hun direktørjobbet og spillede siden på næsten alle de københavnske scener. Hun vandt megen popularitet som folkelig operette-skuespillerinde – Call Me Madam, Golde i Spillemand på en lagryg – og som revystjerne i Cirkusrevyen og på ABC-teatret. Hendes folkelighed var ægte og ligetil både på scenen, på tribunen og i radio-TV. Men fra midten af 60'erne fandt hun jævnsides med revyerne og de folkelige lystspil-roller nye veje for sit talent. Som moderdyrene i den absurde amerikanske groteske Åh far, stakkels far (Comediehuset) og i Strindbergs Pelikanen (Boldhus teatret) viste hun en hidtil uudnyttet evne for den stærke, krasse karakteristik – en linie, hun i 70'erne videreførte bl.a. i Frk. Reardon drikker lidt (Bristol) og som Mrs. Peachum i Brechts Skillingsoperaen (Folketeatret). Det muntre, håndfaste og kontante i hendes sceniske udtryksform skabte hendes sikre folkelige position, men gjorde det også muligt for hende at opnå en direkte kontakt med mere komplicerede og nuancerede karakterer på grænsen mellem komedie og tragedie.

De sidste 15 år af sin karriere var Lily Broberg tilknyttet Folketeatret, hvor hun opnåede stor succes i roller som Mrs. Loman i En sælgers død, 1981 og som Magdalene i Den stundesløse, 1983. På TV spillede hun med hjertevarme grisehandlerens kone Kathrine i serien Matador, 1978-82. Lily Broberg indspillede over 60 film, bl.a. De røde heste, 1950, og Rekrut 67 Petersen, 1952, I hendes sidste film, Sidste akt, 1987, spillede hun med overbevisning en syg og bitter skuespillerinde. Hun tildeltes Teaterpokalen 1983 og Henkelprisen 1987.

Familie

Lily Broberg blev født i Skørring (Randers) og er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Forældre: Oda Johanne Olesen (født 1899). Navneforandring 1926. Gift 12.12.1943 med overtjener Børge Peter Ossiier Børgesen, født 10.5.1915 på Frbg., død 26.1.1972 i Augustenborg. Ægteskabet opløst.

Udnævnelser

R. 1980.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Hans Bendix, udst. 1951. Foto.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig