Lorents Ancher

Lorents Ancher, 4.10.1746-7.6.1798, præst, filolog. Født i Kbh. (Frue), død i Odense, begravet sst. A. dimitteredes privat 1763 til universitetet og tog teologisk embedseksamen 1766. N.å. rejste han til Göttingen, hvor han særlig studerede græsk og latin samt østerlandsk filologi under Heyne og Michaelis. Her tog han magistergraden 1770, ansattes som repetent ved det teologiske fakultet og holdt forelæsninger over forskellige græske forfattere; tillige var han medudgiver af Walchs filologiske bibliotek I, 1770. Svækket helbred nødte ham imidlertid til at forlade sin virksomhed i Göttingen og vende tilbage til Danmark 1772 hvor han allerede i begyndelsen af 1773 ansattes som professor ord. i teologi og ved den store doktorpromotion 1774 i anledning af arveprinsens formæling disputerede for den teologiske doktorgrad. Hans svage helbred tillod ham fremdeles ikke anstrengt studium, og han ønskede derfor en praktisk virksomhed som åbnede sig for ham, idet han 1775 udnævntes til stiftsprovst og sognepræst ved Skt. Knuds kirke i Odense. Her holdt han undertiden konfirmation på tysk og vedligeholdt forbindelsen med de tyske lærde og sin tids videnskab. Af trykte arbejder foreligger kun lidet fra A.s hånd, foruden de nævnte kun nogle prædikener og et ubetydeligt liturgisk lejlighedsskrift. Men i håndskrift har han efterladt betydelige forarbejder til en udgave af Photius' græske glossarium og Aratus' Phaenomena. Photius skulle udgives på Suhms bekostning og A. arbejdede i mange år med uafbrudt flid derpå; 1785 havde han endogså ved A. P. Bernstorffs anbefaling fået et håndskrift til låns fra biblioteket i Cambridge, men arbejdet lykkedes det ham ikke at fuldende. I et lille stridsskrift 1789 hævdede han Photius' fortjeneste over for den tyske teolog H. E. G. Paulus' affejende og overfladiske dom over hans værk.

Familie

Forældre: professor Peder Kofod A. (1710–88) og Sophie A. Bildsøe (ca. 1715–46). Gift 13.5.1774 i Kbh. (Helligg.) med Ursula Elisabeth Wodroff, døbt 29.8.1748 i Kbh. (Helligg.), død 1.4.1813 i Stokke-marke, d. af justitsråd Frederik W. (1682–1748) og Ursula Christiane Linde (1721–89, gift 2. gang 1751 med stadshauptmand, hofjuvelér Frederik Fabritius, 1684–1755).

Bibliografi

J. C. Bloch: Den fynske gejstligheds hist. I, 1787 698–702. – Manus, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig