Louise Stolberg, Frederikke Louise, grevinde Stolberg, 21.8.1746-29.11.1824, grevinde. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Pederstrup, begravet i Horslunde. Som de fleste af sin tids adelsdøtre fik S. ingen særlig omhyggelig opdragelse og var under sin opvækst mest overladt til sig selv. Hun var dog tilstrækkelig begavet til senere ved egen læsning at tilegne sig en solid boglig dannelse, og ud over de gængse sprog også at lære sig latin. Kun 14 år gammel blev hun gift med C. F. v. Gram (m), en udsvævende hofkavaler der døde af syfilis. Ægteskabet blev meget ulykkeligt men inddrog S. i hoflivet med dets intriger og ondsindede sladder, og hvor hun fik få venner. Efter mandens død levede hun mest på sin families godser og hos Magdalene Løvenskiold på Løvenborg som hun betragtede som sin anden mor. I kredsen om familievennen A. P. Bernstorff lærte hun 1774 Christian Stolberg nærmere at kende og flyttede med ham efter brylluppet 1777 til Tremsbüttel. Ægteskabet blev barnløst men lykkeligt, ikke mindst takket være hans føjelighed. Nogen uproblematisk personlighed var hun ikke. Hun var intelligent og selvstændig i sine domme men umættelig i sin trang til læsning, meget skarp i sine ytringer og temmelig krævende i sit behov for venskab, menneskeligt samvær og beundring. I Tremsbüttel førte hun et gæstfrit hus der trods de beskedne økonomiske rammer tåler sammenligning med den salon Fritz og Julie Reventlow opretholdt på Emkendorf. Begge kredse var tæt forbundet med hinanden gennem venner og slægtninge. Blandt gæsterne var, foruden broderen Ludvig som S. stod særlig nær og Frederik Leopold Stolberg med deres familier, mange forfattere: Fr. Klopstock, Matthias Claudius, Jens Baggesen, W. von Humboldt, Fr. H. Jacobi, og efter den franske revolution kom der på Jacobis foranledning også mange emigranter som generil Mathieu Dumas der fandt tilflugt her gennem tre år. Under ophold i Weimar 1784 og 1792 kom ægteparret i forbindelse med Joh. G. Herder og hertuginde Louise af Sachsen-Weimar.
S. førte en udstrakt korrespondance og sagde en gang om sig selv at hun havde udtømt sin produktive kraft gennem sine breve. Hendes eneste litterære arbejde er et drama, Emil, en fortsættelse af J. J. Rousseaus roman, i det borgerlige skuespils manér. Det viser en litterær begavelse ud over dilettantens, men hendes egentlige indsats er brevene der kun for en lille dels vedkommende er trykt og udgivet, men som gav hendes venner anledning til at sammenligne hende med Mme de Sévigné. Det er betegnende at filosofisk skolede hoveder som J. G. v. Herder, Jacobi, C. L. Reinhold og schweizeren Charles Bonnet regnede hende fot en værdig samtalepartner og gennem mange år stod i brevveksling med hende. I religiose og politiske anskuelser var S. mere frigjort end de fleste af familiekredsen. Først efter århundredskiftet nærmere hun sig mandens konservative retning, og vel ikke mindst under indflydelse af Reinhold der efter ægteparrets flytning til Vindeby hyppigt kom på besøg fra Kiel udviklede hun en stadig stærkere religiøsitet, uden dog at vende tilbage til barnetroen. Efter mandeas død solgte hun Vindeby og boede derefter hos broderen Christian Ditlev på Pederstrup. – L'union parfaite 1764.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.