Ludvig Brandstrup (billedhugger)

Ludvig Brandstrup, 16.8.1861-13.5.1935, billedhugger. Født i Tranekær på Langeland, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Efter præliminæreksamen fra Sorø akademi kom B. fem år i snedkerlære hos Severin & Andreas Jensen og blev svend. Han havde nu lyst til at blive billedhugger, støttet af faderens ven, litteraten F. L. Liebenberg, og havde det held allerede 1884 at blive elev på Vilhelm Bissens atelier. Han gik en kort tid på Teknisk skole, dimitteredes derfra til Akademiet 1885 og fik afgang 1888. 1886 debuterede han på Charlottenborg, vandt 1889 den Neuhausenske præmie (for en portrætfigur af Liebenberg), fik to gange akademiets årsmedalje (1892 for en dobbeltbuste og 1896 for en buste af fru Jacobsen sen.), og 1899 Thorvaldsen-medaljen for rytterstatuen af Christian IX i Esbjerg. B.s studierejser gik for det meste til Italien, navnlig Firenze. 1890 rejste han første gang dertil med akademistipendium, og 1893–94 var han atter i Firenze på et toårigt studieophold. Af grundlæggende betydning for B.s udvikling blev dels arbejdet i Bissens atelier, dels opholdet i Italien hvor hans interesse samlede sig om den florentinske renæssanceskulptur (Donatello). Hos Bissen lærte han at hugge i marmor og fik under arbejdet med restaureringen af Thorvaldsens Alexander-frise og ved modelleringen af H. V. Bissens Ceres-frise en solid skoling i den hjemlige klassiske tradition. Men tillige blev den nye franske skulptur af indgribende betydning for ham, og han søgte ligesom Vilhelm Bissen at forene den klassiske tradition med et mere indgående naturstudium. Han fastholdt klassicismens interesse for selve stillings-motivet (Atlante, 1903, Psyke, 1921), men lod enkeltformerne fremtræde stærkere nuanceret. B.s væsentligste indsats kom til at ligge inden for portrætkunsten, og her blev han en af sin generations betydelige kunstnere, stærkt benyttet ved offentlige bestillinger samt af brygger Carl Jacobsen. I sine portrætter gav han personligheden med en sikker og klog karakteriseringsevne. Hans modellering var følsom, og form og flade blev klart samarbejdet. En stille bunden rytme opnåede han ved fine skævheder i hovedets og ansigtstrækkenes akser (fx i Psyke og portrættet af hustruen), og hans buster kan undertiden minde om at han søgte lære inden for den romerske og florentinske portrætkunst. B. er rigt repræsenteret på Kunstmuseet, på Glyptoteket, og til Kbh.s rådhus har han udført fem buster. Af portrætter kan bl.a. nævnes Vilhelm Kyhn, ca. 1889, A. G. Vigeland, 1891, (marmor 1906), Julius Lange, 1896, Harald Høffding, 1900 (marmor), portrætterne af hans forældre, af hustruen og af hans børn, dobbeltbusten af Carl og Ottilia Jacobsen, 1904 (marmor) samt fra de senere år en lang række buster af fremtrædende personligheder, således Karl Madsen, 1932 (marmor). Af større arbejder har han bl.a. udført rytterstatuerne af Christian IX i Esbjerg og Slagelse, 1910, marmorstatuen af Ottilia Jacobsen, 1905 i glyptoteket, Georg Zoéga ved glyptoteket, monumentet over Natalie Zahle i Ørstedsparken, Morville-statuen i Viborg, 1910, Peter Buhl-monumentet i Fredericia, 1913 og statuen af Ole Rømer uden for Polyteknisk læreanstalt, 1917. – B. blev 1896 medlem af akademiets plenarforsamling; medlem af akademirådet siden 1908. Tillige var han i bestyrelsen for Thorvaldsens museum, det Anckerske legat, Albertina fondet og Kunstnernes understøttelseskasse.