M.W. Sass, Mathias Wilhelm Sass, 28.4.1792-16.1.1866, grosserer. Født i Clausholm mølle, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). Efter en ret trist barndom hos en skolelærer på landet kom S. i handelslære i Kbh. og blev derefter pakhusforvalter i det store handelshus Andresen og Schmidt. Han arbejdede i denne plads en halv snes år, erhvervede sig betydelige forretningskundskaber og en del formue, således at han kunne starte sin egen forretning. Den ydre anledning til, at han etablerede sig selvstændigt, var firmaets betalingsstandsning. 1824 havde han erhvervet grossererborgerskab, og han drev nu ind- og udførselshandel på oversøiske pladser, bl.a. på Kina, delvis med egne skibe. Efterhånden blev hans firma et af de største og rigeste i byen. 1834–66 var han medlem af Grosserersocietetets komité, og han deltog 1857 i stiftelsen af Privatbanken, i hvis bankråd han havde sæde indtil sin død. Han var ligeledes medlem af Nationalbankens repræsentantskab og major i borgervæbningen. Hans forretning blev fortsat af de to sønner Bendix Wilhelm S. (1820–83) og Carl Adolph S. (1835–69), mens en tredje søn, Lorentz Waage S. (1818–89), nedsatte sig som købmand i Ålborg hvor han døde som direktør for Diskontobanken. Af familiens betydelige formue er der oprettet store legater hvis renter hovedsagelig tilfalder trængende medlemmer af handelsstanden og disses enker og børn. – Etatsråd 1864.

Familie

Forældre: møller og kok Bendix S. (ca. 1743–99) og Kirstine Nielsdatter Lange (1766–1833). Gift 1. gang 15.10.1817 i Kbh. (Garn.) med Ane Lovise Petersen, født 14.6.1796 i Kbh. (Nic.), død 13.6.1823 sst. (Garn.), d. af vinhandler, kaptajn Lorentz Boje P. (1763–1829) og Sophie Magdalena Worm (ca. 1763–1832). Gift 2. gang 12.5.1831 i Kbh. (Frue) med Emma Wilhelmine Rosenkilde, født 19.10.1809 i Roskilde, død 29.12.1883 i Kbh. (Holmens), d. af styrmand, senere løjtnant Jens Jacob R. (1770–1811) og Jensine Palæmona Aagaard (1786–1826, gift 2. gang 1812 med højesteretsadvokat F. Treschow, 1786–1869).

Udnævnelser

R. 1856.

Ikonografi

Litografi af I. W. Tegner, 1861, efter daguerreotypi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig