M. Lorenzen

M. Lorenzen, Marcus Lorenzen, 29.11.1847-28.1.1928, nordisk filolog. Født i Felsted ved Åbenrå, død i Holte, begravet i Søllerød. L. blev student 1867 fra Haderslev læreres skole og magister i nordisk filologi 1878. Allerede som student indsamlede han folkeminder, således under et ophold på Djursland 1870 hvor han bl.a. erhvervede et par folkelige lægebøger. Uddrag af disse og to andre fra sin hjemegn udgav han i Saml. til jydsk Hist. og Top. 1872-73 (Signeformularer og trylleråd). Også håndskriftstudier og en ufuldendt afhandling om omlydsforhold arbejdede han tidligt med, og under et studieophold i Stockholm og Uppsala kort efter magisterkonferensen tog han en række afskrifter af gammeldanske håndskrifter som for en stor del ligger til grund for hans udgaver af Mandevilles rejse, 1882, med udførlig litterær, tekstkritisk og sproglig indledning, og Gammeldanske krøniker, 1887-1913 (afsluttet af Ellen Jørgensen). Endvidere udgav han Gammeldanske glosser (i Småstykker, 1885) og forberedte sammen med senere rigsarkivar V. A. Secher en ny udgave af Jyske lov (der aldrig udkom). L. der ved sit giftermål blev ejer af Schubothes Forlag som han selv med en afbrydelse ledede 1880-93, levede ellers som privatmand, og en tidlig døvhed som medførte isolering fra fagfæller har sikkert været medvirkende til at han fik mindre udrettet end han i sin ungdom havde tegnet til. Sit videnskabelige bibliotek på ca. 12.000 bd. solgte han 1917 på auktion.

Familie

Forældre: lærer Lorenz L. (1815-54, gift 1. gang 1839 med Anna Dorthea Frees, 1816-41) og Bertheline Christine Carstensen (1826-1900). Gift 1. gang 18.8.1880 i Herslev ved Fredericia med Hansine Dorthe Jørgensen, født 8.2.1835 i Odense, død 9.3.1905 i Kbh. (gift 1º 1859 med boghandler Johan Heinrich Schubothe Langhoff, 1833-77), d. af brændevinsbrænder, senere kancelliråd Poul J. (1796-1884) og Gunnild Sophie Langhoff (1800-65). Gift 2. gang 25.6.1906 i Søllerød med Petrine Caroline Emilie Døhne, født 20.2.1863 i Fredensborg, død 13.1.1945 i Kbh., d. af købmand Carl Frederik D. (1824-81) og Marie Regine Bentsen (1825-94).

Ikonografi

Tegn. af Johs. Holbek, 1898.

Bibliografi

A. Dolleris: Danm.s boghandlere, 1893 120f; 1906 213. Berl. tid. 29.1.1928. Danm.s gamle landskabslove II, 1933 XII.-Papireri Kgl.bibl.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig