M. Peschcke Køedt, Matthias Matthiesen Peschcke Køedt, 8.6.1885-11.3.1949, maler. Født på Frbg, død på Skodsborg sanatorium, begravet i Tårbæk. K. fik som elleveårig privat tegneundervisning af Luplau Janssen, tog studentereksamen 1903 fra Schneekloths skole, n.å. filosofikum og forberedtes af G. Vermehren til kunstakademiet som han gennemgik jan. 1905-april 1908 under C. N. Overgaard, Frants Henningsen og Viggo Johansen. Derefter opholdt han sig i Paris 1910-12. Senere har han jævnlig foretaget rejser til Italien, Frankrig, Tyskland, England og Schweiz. Herhjemme debuterede P. K. juni 1916 med en særudstilling der fyldte hele Den frie udstilling og betød en storstilet indsats. Den omfattede allegoriske kompositioner af dristigt format (to malerier målte 638×410 cm), store helfigur-portrætter (bl.a. af faderen og moderen), landskaber og blomsterbilleder. Kristian Zahrtmann, der koloristisk synes at have været hans forbillede, roste den i et brev til Sigurd Müller, kritikken angreb den skarpt, og samtidig blev den en salgssucces og gentaget i Århus kunstforening s.å. I øvrigt har P. K. udstillet på Salon Nationale i Paris 1910, 1912, 1927-29, 1931, 1934 og haft andre særudstillinger på Den frie udstilling 1919 og dec. 1922 til jan. 1923 (sammen med Holger Wederkinch) samt i Gallerie Charpentier i Paris 1934. Allerede i fortalen til sin udstillingskatalog 1916 vendte P. K. sig mod den "moderne kunst". Han genoptog emnet i "København" 26.6.1919, og i store artikler til Nationaltidende 26.11.1927, 4. og 24.1., 2.2. 1928; i Samleren 1933-34, af hvilke en del blev udgivet i bogform (Statusopgørelse i Malerkunsten, 1935), rejste han en voldsom kamp mod modernismen, både kunstnerisk og som almindeligt åndeligt fænomen, med heftige angreb på den internationale kunsthandlerkorruption omkring den moderne kunst og på hjemlige autoriteter som kunstmuseet og kunstakademiet. Kampen overførtes til Sverige hvor den vakte stort røre ved artikler i Svenska Dagbladet 26. og 27.4., 7. og 19.5.1935 og Dagens Nyheter 13.5. s.å. Hjemme fortsatte han den i Samleren 1937-38, 1940-41, 1943, "De danskes Vej" 25.2.1938 og i B.T. 27.2., 7., 15., 18. og 28.3., 5., 16. og 25.4., 1., 2., 22. og 30.5., 15. og 25.6., 9., 22. og 26.7., 14. og 22.8.1940. Denne kampagne var et fremtrædende træk i vort kunstliv mellem de to verdenskrige, og meget karakteristisk for sin tid. Den foregik sideløbende med, men uafhængig af en tilsvarende, som Camille Mauclair med støtte af ansete kritikerautoriteter førte i Frankrig mod "la farce de l'art vivant". Med store økonomiske ofre opretholdt P. K. i en årrække kunsttidsskriftet Samleren, var formand for dets aktieselskab 1935-42 og redigerede det personlig sept. 1940-jan. 1942.

Familie

Forældre: grosserer A. P. K. (1845-1929) og Elisabeth E. Duval (1843-1925). Gift 1. gang 4.2.1913 i Paris med Helga Frederikke Petersen (kld. Tranebo), født 25.10.1890 i Soesmarke på Lolland, d. af slagtermester Niels Søren P. og Johanne Christine Marquardtsen. Ægteskabet opløst 1914. Gift 2. gang 26.8.1916 i Ordrup med maler Adèle Caroline Rautenbach Nielsen, født 29.11.1895 i Zürich, død 22.1.1958 i Kbh., d. af forfatter Albrecht Rautenbach (1861-98) og Adelheid Gottenkieny (1871-1961, gift 2. gang 1900 med malermester Bernth Nielsen, 1873-1965) og adopt. af Bernth Nielsen. P.

Ikonografi

To selvportr. Buste af H. Wederkinch, 1910, og af Hjalmar Kleis ca. 1910.

Bibliografi

Kr. Zahrtmann i Gads da. mag. XII, 1917-18 55. Sig. Schultz i Nationaltid. 26.6.1935 og 13.3.1949. Samme: Malerkunstens ismer, 1938 82f. Samme i Samleren XVII, 1940 4-6. K. Flor i Berl. tid. 11.3.1949.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig