M. Raffenberg

M. Raffenberg, Michael Kiaer Raffenberg, 28.12.1802-17.10.1881, kommitteret for told- og konsumtionsvæsenet. Født på Sejrø, død på Frbg., begravet sst. R. blev student 1822 fra Herlufsholm, 1827 cand.jur., 1828 volontør i generaltoldkammer- og kommercekollegiet, konstitueredes 1833 sst. som fuldmægtig og 1838 som kontorchef. 1841 udnævntes han til chef for 2. danske told- og konsumtionsekspeditionskontor, blev 1842 chef for 1. kontor, 1847 kommitteret i det nævnte kollegium med forpligtelse til delvis at besørge sekretariatsforretningerne, overgik 1848, da ministerierne trådte i stedet for kollegierne, til finansministeriet som kommitteret for told- og konsumtionsvæsenet og forblev i denne stilling til han 1875 tog sin afsked efter det sidste år tillige under en vakance at have fungeret som generaldirektør for skattevæsenet. – R. havde fra 1842 ledelsen af det statistiske tabelværks afdeling for det indirekte skattevæsen og var fra den statsvidenskabelige eksamens oprettelse 1852 i nogle år censor ved denne eksamen. 1859-76 var han kongevalgt medlem af Kbh.s havneråd. Der foreligger fra hans hånd flere arbejder af statistisk indhold, og han skrev jævnligt i dagspressen om forhold vedrørende handel og skibsfart, således allerede 1851 om en frihavns oprettelse i Kbh. Han var i besiddelse af megen kunstsans, udviklet i omgang med flere af tidens største kunstnere, Wilh. Marstand, W. Bendz, Christen Købke o.fl., og var i en årrække medlem af bestyrelsen for Kunstforeningen i Kbh. Han udgav bl.a. samlinger af breve fra Bendz (Danske Saml. 1871-72) og Marstrand 1880. – Virkelig kammerråd 1841. Virkelig justitsråd 1847. Virkelig etatsråd 1853.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Nakskov, Jørgen R. (1766-1812) og Anne Vincentine Kiaer (1776-1851). Gift 19.12.1835 på Frbg. med Sophie Frederikke Hagerup, født 18.3.1806 i Holbæk, død 29.5.1889 på Frbg., d. af lærer ved Borgerskolen i Holbæk, cand.phil. Bernt Westermann H. (1772-1807) og Mette Sophie Unger (1781-1858), fra 1814 bestyrer af det Wærnske opdragelsesinstitut for pigebørn på Frbg.

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1874. K2. 1875.

Ikonografi

Afbildet på mal. af W. Bendz, 1831 (Kunstforeningen i Kbh.), tegn. af samme. Tegn. af J. Roed, 1835 (kobberstiksaml.). Afbildet på tegn. af W. Marstrand, 1844, tegn. af samme (skandinav. foren. i Rom). Afbildet på J. Sonnes frise 1846-48 (Thorvaldsens mus.). Foto.

Bibliografi

Medd. om dimitterede fra Herlufsholm, ved A. Leth og G. L. Wad, 1875 196.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig