M. Rahbek

Artikelstart

M. Rahbek, Mathias Rahbek, 8.5.1840-11.9.1910, industridrivende. Født på Hastrup mølle i Thyregod sg, død i Viborg, begravet sst. R. blev sekondløjtnant 1861, stod ved 5. dragonregiment i Randers og deltog i krigen 1864. 1867 blev han premierløjtnant og var en tid ved ride- og beslagskolen i Kbh. Af helbredshensyn blev R. intendant 1868-78 og udnævntes til kar. ritmester 1887. Allerede før han forlod militæret begyndte han industriel virksomhed, han undersøgte muligheden for udnyttelse af okkerlaget ved Silkeborg og blev deltager i og forretningsfører for et kalkværk i Århus som 1875 tillige købte et tørveværk i Økær mose under Bakkegården i Sparkær ved Viborg. Fra 1879 var R. eneejer af tørveværket, han bosatte sig n.å. på Bakkegården, og snart blev virksomheden her tillige med tørveindustriens almindelige udvikling hans hovedinteresse. Gennem hjemmet og slægten og ved nogle års ophold i pastor H. Sveistrups hjem i Nørup var han blevet påvirket i en almennyttig patriotisk ånd, og han var levende optaget af ønsket om at bidrage til forøget udnyttelse af landets naturlige hjælpekilder. Han fremstillede en tørvemaskine, som fandt megen udbredelse og også blev anvendt i udlandet. Den industrielle udnyttelse af moserne bragtes herved ind i en forbedret økonomisk udvikling efter en periode der havde bragt mange tab, men R. havde selv måttet bringe store økonomiske ofre, og midt i 1890erne afhændede han virksomheden til et aktieselskab Økær Mosebrug. Væsentlig på R.s initiativ oprettedes Moseindustri-foreningen 1901 som 1906 afløstes af Moseselskabet. R. blev sekretær, og gennem foreningsbladene Meddelelser fra Moseindustri-Foreningen (1901-05) og Mosebladet (1906-08), som han redigerede, virkede han for at udbrede oplysning om sagen. Allerede 1895 havde han forgæves søgt at organisere et samarbejde med hedeselskabet, hvis virksomhed R. ofte havde kritiseret, men spørgsmålet blev genoptaget 1901, og fra 1910 indgik Moseselskabet som en moseindustriafdeling under Det danske hedeselskab med R. som afdelingsleder. Han var da en gammel mand og døde s.å., men hans grundlæggende arbejde blev af megen betydning for afdelingens senere stærke udvikling. Som tilhørende højre var R. kandidat ved folketingsvalget i Løvel 1887 og i Viborg 1898.

Familie

Forældre: møller, proprietær, senere til Farre mølle, Jakob Peter R. (1812-64) og Christine Nielsen (1806-88). Gift 27.4.1869 i Herslev, Brusk hrd., med Johanne Cordelia Jensen, født 27.10.1844 i Fausing, død 8.7. 1923 i Lem ved Randers, d. af sognepræst, sidst i Herslev, Ove Christian J. (1813-84, gift 2. gang 1847 med Theresia Robl, 1815-1910) og Clara Nathalia Bay (1821-45).

Ikonografi

Mal. af Sophus Jürgensen, 1902. Relief af L. Brandstrup på gravstenen. Foto.

Bibliografi

Arkiv for genealogi og heraldik II, 1908 59. Hedeselsk.s t. XXX, 1910 351-54. Th. Claudi Westh sst. 387-99. Jul. Rasmussen sst. LXV, 1944 138-46. C. Nyrop: Det danske hedeselsk. 1866-1916, 1916. Fr. Skrubbeltrang: Det indvundne Danm., 1966 414f 436-41.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig