Mads Eg Damgaard, 1.10.1913-25.5.1999, fabrikant. Mads Eg Damgaard var efter sin skoletid i nogle år beskæftiget ved landbruget. Som 17-årig forlod han dog dette og arbejdede derefter et par år som væver på en tekstilfabrik i Ikast. I denne periode og senere som trikotagerepræsentant opsparede han så meget at han 1934 startede et mindre væveri i kompagniskab med Niels Sørensen (senere indehaver af skjortefabrikken Boswell, Herning). Efter kort tids forløb måtte de dog opgive virksomheden igen af mangel på driftskapital, og Mads Eg Damgaard arbejdede derefter som væver i København indtil han 1937 oprettede Herning Bomuldsvæveri. I de første år producerede Mads Eg Damgaard hovedsagelig møbelstoffer og gardiner, men i løbet af 1940erne blev der opført flere nye fabriksbygninger, og i årene efter krigen kom en række nye produkter til, bl. a. kjoler, arbejdstøj, lagenlærred og - fra 1947 -vendetæpper.

Det omfattende varesortiment gav dog i mange henseender en tung forretningsgang, og i forbindelse med Koreakrigens afslutning 1953 afhændede han de fleste produktionsgrene og specialiserede sig herefter i produktion af tæpper. Virksomheden der var blevet omdannet til aktieselskab 1951 voksede kraftigt igennem 1950erne og 1960erne. En betydelig del af produktionen blev efterhånden eksporteret hvilket førte til oprettelse af datterselskaber i flere lande. Sideløbende hermed foregik en stadig udbygning af produktionsanlæggene i Danmark, først og fremmest i Herning hvor virksomheden blev udvidet med Egetæpper A/S 1958 og Ege væg til væg A/S 1969. Desuden overtoges 1972 Th. Wittrups tekstilfabrik i Vejle og nogle år senere garnspinderiet Brdr. Wittrup sammesteds, og Mads Eg Damgaard blev med disse udvidelser en af landets største tæppefabrikanter. Som ejer af Egebjerggård gods fra 1963 drev han desuden et betydeligt landbrug ligesom han sad i bestyrelsen for flere erhvervsvirksomheder. 1990 blev han ejer af Fænø gods.

Inden for tekstilbranchens organisatoriske og faglige arbejde var Mads Eg Damgaard blandt initiativtagerne til etableringen af Dansk Tekstil Messe (fra 1947) og sammen med sine brødre Knud og Aage D. oprettede han Herning højskole som en speciel tekstilhøjskole (1961). Han deltog som medlem af det konservative folkeparti i det politiske arbejde både som folketingsmedlem 1964-73 og som medlem af Herning byråd 1950-62 (1955-62 viceborgmester). For sin initiativrige virksomhed tildeltes han 1977 Dansk tekstilfabrikantforenings eksportpionerpris samt Herning erhvervsråds initiativpris. 1988 blev han æresborger i Herning. 1991 udgav han sine erindringer: Lille bid af ægget, Mads!

Familie

Mads Eg Damgaard var født i Herning; begravet på Vestre kirkegård, Herning.

Forældre: gårdejer Carl Johan D. (1871-1953) og Johanne Kathrine Thomsen (1874-1943). Gift 1. gang 28.10.1938 i Vildbjerg med Edith Krogh, født 24.6.1914 i Skarrild, d. af forstassistent Søren Jensen K. (død 1952) og Julie Andersen. Gift anden gang 1981 med Vibeke Rude, født 13.10.1920, død 2.3.2009. Bror til Aage Damgaard.

Udnævnelser

R. 1973. R1.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

M.E.D. i Det var dengang, red. Margrethe Spies, 1976 71-88 (om slægten D.) Interview i Børsen 27.9.1963. -Anton Duedahl i Jul i Herning, 1950 38-41. Herning folkebl. 24.9.1971. U. Ellemann-Jensen: De nye millionærer, 1971 148-64. Herning bladet 27.9.1978. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig