Mads Pedersen

Mads Pedersen, d. . sept 1543, kannik, professor. Død i Kbh. P. nævnes første gang 1507 som "evig vikar" i Vor Frue kirke i Kbh., mens han 1511 og 1513 forekommer som præst ved Apostelalteret sst., som han dog ved en kontrakt afstod til mag. Hans Wulf mod at få Skt. Kathrine alter sst. samt sognekirkerne i Nykøbing S. og Højby. Da overenskomsten imidlertid blev misligholdt blev det 1521 ved roskildebispens indgriben bestemt at P. skulle have det førstnævnte alter tilbage. Da P. 1517 tillige var sognepræst ved Skt. Peders kirke i Kbh. må han senest i dette år være blevet medlem af Vor Frue kollegiatkapitel hvorunder denne kirke hørte. – Allerede 1510, da P. som mag.art. og bacc.theol. blev valgt til rector magnificus må han have været universitetslærer, og når han 1513 kaldes "collegiatus" i Kbh. vil det formentlig sige medlem af universitetets filosofiske fakultet. 1521 var han ikke blot prokurator ved Skt. Peders alter i Vor Frue kirkes højkor, men tillige universitetets vicekansler og dekan i det filosofiske fakultet. Vicekansler var han endnu 1527, universitetets syndicus 1530-31 og sogneherre til Gladsakse kirke fra 1530. P. indtog således en fremskudt stilling i datidens lærde samfund, og under reformationskampene synes han temmelig afgjort at have taget parti for den gamle kirke. På herredagen i Kbh. 1530 skal han have disputeret med Hans Tausen og en af de andre lutherske prædikanter. Skønt han efter disses sigende ved den lejlighed var blevet "Kristi triumf en fange", havde han dog ikke ændret overbevisning. Da J. Bugenhagen kom til Kbh. 1537 blev han indlogeret hos P. og gjorde sit bedste for at bringe sin vært over til det lutherske standpunkt, men forgæves. Efter reformationen må han betragtes som hovedet for katolsksindede kredse i Kbh. Han nød dog megen anseelse, fik således stadig lov til at beholde sit kanonikat samt embedet som sognepræst i Ledøje og Smørum, desuden var han i besiddelse af en ikke ringe privat formue. Under den teologiske disputation i Kbh. 1543 mellem professorer og kanniker viste hans skriftlige modteser at han på så vigtige punkter som læren om transsubstantiationen, messeofferet, hostiens tilbedelse og lignende vedblivende var renlivet katolik. Til sidst bekvemmede han sig dog til at underskrive en luthersk bekendelse, men om oprigtigheden af denne kan der vistnok herske grundet tvivl.