Mads Sørensen

Mads Sørensen, 29.5.1809-6.11.1893, strandfoged, forbjærger. Født på Thyborøn, død sst., begravet i Agger. S. tilbragte hele sit liv på Thyborøn, fra begyndelsen som fisker. Allerede i sin ungdom deltog han med dygtighed, mod og iver i redningen af skibbrudne, og da der 1851 blev oprettet en redningsstation ved hans fødested blev han ansat som opsynsmand ved denne. Han udmærkede sig 1854 ved redningen af besætningen på den svenske bark Skandia, 1860 ved den franske brig Travails stranding, og 1868 ved det russiske krigsskib Alexander Newskijs forlis. 1888 tog han på grund af alder afsked fra sin stilling som opsynsmand, man han vedblev til sin død at være forbjærger og ledede redningen af flere hundrede skibbrudne.

S. var en bramfri, stille mand, stor og stærk, og han kendte ikke til frygt. Intet under at han, der også ved sin intelligens ragede op over sine kammerater, blev genstand for disses beundring og kærlighed og næsten altid gik under navnet "Kongen".

Familie

Forældre: husmand Søren Nielsen (ca. 1757–1836) og Sidsel Marie Madsdatter (ca. 1771–1842). Gift 21.10.1832 i Harboøre med Sidsel Marie Nielsdatter, døbt 8.8.1811 i Harboøre, død 29.10.1876 i Lemvig, d. af gårdejer Niels Chistensen Bruun (1761–1845, gift 1. gang 1787 med Sidsel Marie Christensdatter, ca. 1757–1807) og Karen Andersdatter (ca. 1784–1834).

Udnævnelser

DM. 1860.

Bibliografi

Thisted amtstid. 7.11.1893. Berl. tid. 9.11. s.å.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig